Dur du til noget? For jeg gør ikke.

Kender du de dage eller nogle gange uger, hvor alting ikke rigtig fungerer? De der dage, hvor du føler ,at alt du rører ved bliver til aske og smuldre mellem hænderene på dig. De der dage, når først de første 3 ting er gået galt, så ender man med at fortælle sig selv, at man jo heller ikke dur til en fløjtende fis og egentlig ligeså godt bare kunne lægge sig ned i fosterstilling og drikke vodka.

Det gør du nok ikke. For du er sikkert et succesfuldt mennesker, med stærke holdninger, styr på tilværelsen, har et skide sjovt job, er god til at bage og disker gerne lidt lækkert sammen efter en 17 timers arbejdsdag til vennerne, der dumper ind til en sen tapas og et glas vino.

Nå men jeg kan altså godt føle mig utilstrækkelig engang imellem og tænke, ‘hvad fa’en duer jeg egentlig til’? Det kommer jo ikke ud af ingenting – nej det kommer snigende på de dage, hvor jeg har besluttede mig for at interviewe en halvkedelig forsker om et emne, der ikke rigtig interesserer mig, og jeg så på en eller anden måde glemmer at optage hele vores samtale.

Samme dag, som jeg har kastede mig ud i at lave min helt egen nye hjemmeside i WordPress til millespeak, og kan konstaterer at jeg er komplet uduelig uden min kloge mand ved min side. Han reseacher, og googler og youtuber det hele til mig, så det ligger klart på et sølvfad, og selvom jeg lige har gjort præcis det samme, kom der bare ikke noget brugbart frem. Ja så føler jeg mig som en idiot.

Samme dag får jeg formuleret åndsvage spanske sætninger til min spanske veninde, der smilende og overbærende retter mig i at ‘kasket’ ikke hedder Gordos, det betyder fed, men at det er Gorras, tror jeg nok. Ja så fik jeg sagt, ‘du er fed på hovedet’. Det var bare et eksempel, jeg lavede nok en 3 millioner andre fejl, som bare ikke blev pointeret.

Sådan en dag, hvor man finder ud af, at man har et elendigt sprogøre og at Spansk nok aldrig bliver mit andet sprog, at ens tekniske færdigheder ligger langt under enhver 16- årige teenage piges kunnen, og at man er pivdårlig til at interviewe. Ja sådan en dag, kan sgu godt få mig til at tænke *Hvad dulen er det egentlig, jeg kan?’ Jeg ved jo godt, at jeg er god til at speake. Det er jeg god til, selv på de her dage. Men jeg føler, at jeg har noget ubrugt potientiale. Kan man godt sige det? Kan man godt sige højt, jeg har mere talent end det jeg indtil videre har brugt?

Så har jeg seriøst overvejet at få mig en coach. En erhverscocah. Alle steder jeg lytter og læser, er det nødvendigt på et tidspunkt, at have sådan en.

Jeg har prøvet at blive coachet før et par gange. Det eneste problem er bare, de spørger og spørger og spørger uden at komme med noget svar. Og nej de ligger ikke inde i mig.

Jeg kan næsten ikke klare flere spørgsmål i mit liv. Jeg kan ikke engang finde ud af at svare på mine egen spørgsmål, som kører rundt i hovedet på mig dagligt, som en bulldozer.Hvordan skal jeg så kunne overskue en coachs spørgsmål?

Hvorfor tror du det er, som det er? Hvor vil du gerne være om 10 år?(christ hader det spørgsmål) Hvorfor hader du det spørgsmål? Er du bange for fremtiden?( Ja da er du ikke det?) Du skal ikke spørge mig, det er jo der der skal svare. (Nå. Pis) Lad os gå videre. Hvordan kommer du derhen?(Hvorhen?) Der hvor du gerne vil hen? (Jamen hvor vil jeg gerne hen?) Lad mig spørge på en anden måde. Hvad forhindre dig i at komme derhen?

‘Jeg ved det sgu ikke’, og nu ligger jeg mig i fosterstilling og drikker vodka.  Jeg tvivler meget på, at jeg ville vide det mere, fordi jeg betalte 700 kroner i timen for det.

Men jeg tager gerne imod en udfordring. Hvis der er en coach, der kan stille spørgsmål, så jeg inden længe taler flot spansk uden at sige at folk har et tykt hoved eller at min søn er en liderlig viking, har udvidet min foretning med mit glemte potientiale, har fået uanede teknisk formåen inden for wordpress, ikke glemmer vigtige detaljer, så som at trykke på ‘optag’ knappen, og kan gøre mig til en bedre reseacher end min mand, så betaler jeg gerne det dobbelte.

Indtil da må jeg have dage, hvor jeg ikke dur til noget.

Imens jeg tænker

Imens jeg tænker

 

 

Vi skal have I-pad fri sommer.

Forleden dag var jeg ved at kløjes i min ellers udmærket fiskesuppe, da min man højt og kækt sagde, ‘jeg har besluttede, at denne her sommer skal børnene overhovedet ikke spille I-pad’.

Vi sad alle tre, altså mig og mine unger og gloede på ham, som om han havde sagt, ‘vi skal en tur til Mars, og der skal vi møde et par fremmede marsmænd og grille skumfiduser over åben ild’.

‘Hvorfor’, sagde min søn så endelig. Ja hvorfor, det ville jeg sgu da også gerne vide, og tænkte, gosh det bliver en lang sommer.

Der kom egentlig ikke rigtig noget svar, andet end det mente han ville være godt for vores unger, og helt ærligt, jeg tror sgu han har ret.

Vores børn har skole ferie i Spanien fra d 19 juni til d 6 september. Med lidt halv dårlig matematik, sniger det sig op på tre måneder. ‘Tre måneder uden I -pad’, sagde den yngste, ‘det kan man da ikke. Hvad skal vi så lave?’

Nu er jeg helt med på den. Vi har diskuteret frem og tilbage, og jeg synes faktisk det er en fremragende ide. Vores børn går på I-pad skole. Altså de dækker det ind under et mere fancy navn nemlig Steve Jobs School. De startede i en lille hippie skole, som sidste år blev omdannet til denne besynderlige i-pad skole, som så har vist sig at være en virkelig god ide. Ikke desto mindre har mine børn minium 3 timer om dagen foran en i-pad, og det kender ingen jo konsekvenserne af.

Nu kommer udfordringen. Vi er begge selvstændige og skal stadig arbejde med unger omkring os tre måneder i træk. Det gik sidste år, med at dele os op. Så jeg arbejdede morgen, og min mand om eftermiddagen og vi havde to I-pads. Ind imellem holdt vi også ferie. Der er aftalt nogle sommer aktiviteter, såsom art school, fodbold skole og noget gymnastik skole. Det foregår 3 dage om ugen i nogle timer, resten af tiden er der så fri leg, som vi kalder det herhjemme.

Den tid mener min mand fint, de kan underholde sig selv. Og selvom jeg først var i chok, og tænke, ‘jamen gud skal de slet ikke have lov at slappe af denne her sommer’, sagde min meget kloge mand det fineste af alt, som man godt kan glemme i denne I-pad verden. ‘Jamen Mille de slapper sgu da af, når de leger. Hvem har nu sagt, at det at lege, skulle være hårdt for ungerne’?

Ja hvem har egentlig sagt det? Vi andre legede jo også hele sommeren, med vennerne, søskende, og naboen, da vi var børn og faldt omkuld kl 10 om aftenen, når solen langt om længe var på vej ned.

Det bliver en udfordring for alle parter, og det kræver jo virkelig også noget af os som forældre, at sige nej og holde fast, og hjælpe dem igang med noget andet. Men jeg tror vi i september, når sommeren er færdig vil tænke,’ wow hvor har det været en fed sommer.’ Og ikke andet, kan vi jo bare hive dem frem igen, og tænke ‘gosh det gør, vi aldrig mere’.

Og denne her besynderlige hellighed, er ved at plante sig til andre områder i mit liv. Jeg overvejer seriøst, om jeg skal indgå en aftale med mig selv, om ikke at måtte købe et eneste stykke tøj i et helt år, fordi jeg vil spare på verdens ressourcer. (grin bare højt her) Jeg startede allerede med at tænke på det i maj, da jeg kom til at købe hele Etoile på Østerbro, også tænkte jeg, ‘det kan jeg sagtens klare.’ Nu er jeg klar til et helt år uden nyt tøj. Nu er det snart midt juni, og jeg synes virkelig jeg trænger til noget nyt sommertøj. Er ikke helt blevet enig med mig selv om, hvornår det år starter, eller om det allerede er gået, og det så bare ikke er lykkedes.

Måske du også skal med på min nye trend og  have I-pad fri sommer og gå i genbrugsbutikker?

images

 

Forældre udstiller deres børn på Nettet

Så er den gal igen. Jeg læste denne her artikel i dag i Information. http://www.information.dk/535940.

Den er spændende og interessant og piller ved noget skamfuldt i os mennesker. Nemlig at vi er pisse stolte og glade for vores børn, og hvis vi kunne råbe det ud i verdenen hver dag, så alle kunne høre hvilke fantastiske unger vi har, så gjorde vi det. Eller det er jo det vi gør – på nettet.

Jeg følte mig først lidt ramt af artiklen, for jeg deler også billeder af mine unger på facebook. Jeg bilder mig selv ind, at det er fordi jeg bor 3000 km væk fra familie og venner, og at de gerne vil følge med i vores liv. Det er hurtigt og det er nemt.

Men er det så for børnenes skyld, som artiklen er inde på? Til det må jeg nok svare ,”gu er det ej”. Det er for min skyld. Jeg har nemlig lyst til at vise jer mine unger. Jeg har lyst til til at vise jer mit liv. Også kommer det store tunge spørgsmål. Hvorfor har jeg det? Er det for at I alle sammen kan sige “Ihhhh hvor er det flot”. Eller “sikke nogle søde unger”. Hurra hurra for dig og dit liv.

Og jeg må ærligt indrømme, jeg ved det faktisk ikke. Handler det om anerkendelse? Har jeg brug for det? Er det ikke nok bare at være os 4 sammen, og ikke hele tiden stikke mobilen op i fjæset på de unger, som jo efterhånden er vant til det, og sætter smilet i de retter folder. Jeg er ikke for fin til at indrømme, at jeg synes mine unger er skønne, og jeg deler dem gerne på facebook. De aner så ikke hvad facebook er, og jeg kan af gode grunde ikke spørge dem om det er ok, fordi de jo slet ikke kender konsekvensen af det spørgsmål. Men er der egentlig nogen der kender konsekvensen af af dele alting med hinanden?

Jeg tænker også vi deler med hinanden, fordi det er rart. Fordi det er hyggeligt og fordi vi gerne vil delagtiggøres i hinandens liv som de sociale mennesker, vi nu engang er. Nogen deler ikke en pind, andre braller det ud. Lige som i det virkelige liv.

Er det så på ungernes bekostning? Måske. Men måske er det også ok ikke at råbe vagt i gevær, hver gang man ser en tendens i medierne. Jeg har besluttede mig for (og jeg arbejder meget med det) ,at jeg ikke gider være så nervøs for alting. Jeg tænker over, hvad jeg poster og af hvem jeg poster. Jeg tænker over ikke at skrive noget, jeg tror vil ramme mine børn senere i livet, men jeg gider ikke leve helt paranoia og tænke at Internettet er den store stygge ulv, hvor mine unger vil blive misbrugt senere i livet og ikke får det job som advokat, fordi der ligger et uskyldigt billede af dem med nutella fra øre til mund da de var 4 år. Come on.

Artiklen beskriver også, hvordan forældre videofilmer sine unger i situationer i fx Netto, hvor de skaber sig. De kan endda finde på at lave videoen om flere gange, hvis lyset ikke er det rigtige. Senere ligger de det op på FB og skriver ” hun ligner sin mor, mere og mere”.

Jeg går jo selvfølgelig sjældent i Netto, fordi der er lidt langt, men jeg har aldrig hverken set sådan en video blive optaget i noget supermarket ej heller på min FB wall. Mon ikke det er et fåtal, der kunne finde på at udstille sine unger i de her situationer? For de fleste af os ved jo godt, det er pisse besværligt at skælde ud og holde mobilen i den rigtige vinkel samtidig.

Ikke mere Paranoia – act med omtanke både i og uden for de sociale medier, så skal det nok gå.

Se her min skønne dreng.

Se her min skønne dreng.

foto 3

Og skønne tøs.

Jeg er rasende

Så rolig var jeg inden, jeg begav mig ud i spansk abe system.

Jeg har snart betrådt spansk jord i 3 år. Det er alligevel en tid, om så skulle man jo tro, at jeg havde vænnet mig til den spanske kultur og mentalitet. Det har jeg ikke. Ikke i dag.

For i dag mistede jeg tålmodigheden med systemet og vandrede hysterisk og halv -råbende ud af banken, fordi alting er så besværligt.

Opgaven er simpel. Min datter vil gerne i sommer gymnastik skole, på en spansk skole i old town. Skønt og nemt.

Opgaven bliver umulig: Du skal først komme op på skolen, og hente en formular, som du udfylder. Vi har åbent mellem 17 og 19. Så kan jeg vel betale her? Nej så skal du i en special bank ved navn BBVA nede ved stranden, som kun har åbent mellem 10-14. Bagefter når du har betalt, skal du komme tilbage og vise os sedlen. Og vi har stadig kun åbent mellem 17-19.

I banken er der lang kø, og jeg kommer op til kassen og vil betale min regning. Det kan man ikke. Det skal man gøre over i maskinerne. Efter 20 minutter i kø, stiller jeg mig i endnu en kø. Jeg prøver og prøver på mit allerbedste spanske, men jeg forstår det ikke.

Tilbage til damen. Puedes me ayudar? Kan du hjælpe mig? Nej det ville hun ikke. Hun afviste mig med en arrogant mine, og sagde jeg kunne finde mit sprog på skærmen. Nå står det på dansk dame? Efter lidt diskussion, slentrede hun sin halvslappe krop ( sorry jeg er stikhamrende rasende på dette tidspunkt) over til kassen, og trykkede lidt vilkårligt på skærmen. Endelig kunne jeg skrive modtagers kontonummer og betale. Men ak. Man kan da ikke betale med kort. Puha heldigvis havde jeg kontanter. Dog ikke lige på beløbet, men så giver den vel tilbage?

Nej selvfølgelig gør den ikke det. Damen griner til mig og siger, du kan kun veksle i kassen. Jeg kigger på den lange kø, som er blevet endnu længere og konstaterer, at det fandme ikke bliver i dag, jeg får betalt. Råber et eller andet på halv dårligt spansk om deres rådne system og går.

Jeg har besluttede, at min datter ikke kommer på sommerskole i gymnastik. Jeg jeg er en røv sur mor.  Forestil jer lige en dansk virksomhed, der ville tjene penge bad dig om den rutine, som jeg blev trukket igennem i dag. Det er nok med at skulle igennem det spanske skattesystem, men bare en lille gymnastik regning.  Der er ikke så underligt at spansk økonomi hænger med røven i vandskorpen, og at folk er trætte af det politiske system.

Kærlig hilsen en røv hamrende sur mor med røv på.

 

Er venner vigtige?

Jeg har indenfor de sidste 3 år fået rigtig mange ny venner. Det har jeg selvfølgelig, fordi jeg er flyttede til det solbeskinnede Spanien og startede et nyt liv op. Det har været inspirerende og givet mig en ny indsigt i mig selv, at opleve mennesker fra andre kulturer, med andre tanker og holdninger end mig selv, men også fra det miljø jeg selv kommer fra.

Jeg er taknemmlig for mine nye venner, men jeg bor også et sted, hvor venner hurtigt forsvinder igen, fordi livet som spansk tapas hverdag, alligevel ikke levede op til deres forventninger. Det er svært. For lige netop der, hvor du troede, at du endelig var kommet under huden på folk, så flytter de.

For nogle uger siden, var jeg så sammen med mine gamle veninder(ikke som i gamle, men som i jeg har kendt dem længe) i flere dage i træk. Det fik mig til at tænke på, hvor vilde venskaber er. Hvor vildt det er, at vi har fulgt hinanden igennem teenage årene, første kærester, fest, druk og hor i 20 erne. Fødsler, bekymringer, ægteskaber og skilsmisser i 30 erne. Og for nogens vedkommende nu tager fat på et nyt årti sammen i 40erne.

De her venner, som jeg har haft altid, taler jeg med om alt. Der bliver aldrig lagt fingre imellem, og vi er tusinde gange værre end enhver bodega karl på sit lokale stamsted efter sin 20 guldøl. Vi griner højt. Vi tuder sammen. Vi taler om alt fra diller til børneopdragelse henover politik, og ender med diller igen.

Noget der gik op for mig den weekend, er hvor utrolig stærke, vilde og omsorgsfulde mine veninder er. På trods af skilsmisser, tarvelige x-ere, falleret drømme, kræft, angst, stress og hvad en stor venindeflok ellers kan samle sammen henover mange år af oplevelser, så står de (vi) alle lige nu til begyndelsen af et nyt årti. Jeg må bare sige, at jeg beundre dem for ikke at være blevet bitre over, hvad livet har budt dem hver især. Jeg beundre de af dem, der er alene med deres børn og klarer så meget i deres hverdag, at jeg selv ville blive helt rundtosset, hvis det var mig. Jeg beundre dem, at de har tilgivet de mennesker, der har svigtet dem og jeg beundre dem, at de er så voldsomt gode til at samarbejde med deres x-ægtefæller omkring deres unger.

De er et smukt eksempel på, hvor meget vi mennesker kan klare, og hvor mange der burde følge deres gode eksempel, når fx skilsmissen er hård og ungerne kommer i klemme. Mine veninder er top forbilleder, og jeg er glad for at de har fulgt mig, så længe jeg kan huske.

images

 

Bliver du tysset på?

Jeg har inden for meget kort tid blevet tysset på, på den samme cafe – måske af den samme dame?

Jeg bliver snart 40 år, og jeg gider faktisk ikke blive tysset på mere. To be fair, da  jeg var yngre, skal vi bare sige, der kom der en del lyd ud af mig. Jeg var højtråbende, højtgrinende og ja undskyld mig en ung pige med krudt i røven, selvtillid og kæmpe babser.

Alting er så gået stille og roligt i en anden retning både hvad angår tyngdekraften men også lyden. Det er måske ikke ligefrem “stille og rolig”, man vil bruge om mig, men vi nærmer os vist et almindeligt lejde.

For nogle måneder siden sad jeg med nogle venner på La Trasteinda i old town Javea kl 11 om formiddagen og drak kaffe. De er skide sjove, og det er jeg jo også, så der blev grinet. Men vi havde hverken drukket cognac eller taget coke. Hvorefter en tysk dame, seriøst kommer over til os ( der er ikke andre mennesker), og spørger og vi ikke lige kan dæmpe os lidt.

Min gode engelske ven Steve fortælle hende ret direkte at hun er temmelig ubehøvlet, og vi ikke ser os nødsaget til at dæmpe os. Hvis hun iøvrigt har et problem med lyd, skal hun da endelig blive hjemme.

Hun sætter sig igen stik fornærmet, og jeg må sige det kom temmelig bag på mig, at hun tænker, at det har hun ret til eller behov for at sige. Hvad sker der for sådan et menneske, der ikke rummer at gå ud og hygge sig blandt andre? Hvorfor tror hun, at der er stille regler på cafeer? Også kender i godt det der med, at da hun så gik, havde jeg tusind ting jeg ville sige, som at “kirken sikkert var et fint sted for hende at mødes med veninder, eller at hun jo kunne nappe en stille kupe med DSB,” hvilke hun i virkeligheden nok ikke aner hvad er.

Men det gjorde jeg ikke, og man får jo sjældent en “second chance” på de her comebacks. Indtil i torsdags, hvor alle mine søde dejlige danske veninder kom forbi, og vi var på selv samme restaurant, fordi manden er udsøgt og ejeren Juan små forelskede i mig.

Jeg ser dem ikke så ofte, fordi jeg jo er bosiddende 3000 km sydpå, og når vi så ses, så bliver der talt, grinet højt og ikke langt fingre imellem noget som helst. Denne her dame, kunne jo så ikke dansk, og det skal hun sandelig været glad for, for ellers havde hun haft mareridt om dildoer og store tissemænd til hendes dages ende. ( ja ja vi talte da også lidt om politik, tang salater og arbejde).

Scenen er sat.

Hende og hendes midaldrende veninde læner sig lidt over mod os, smiler sødt og spørger interesseret, hvor vi er fra? Vi svarer høfligt, at vi er danske, og ja det er jo lidt svært med det sprog..bla.  bla…Hun fortsætter sødt, nå ja vi kunne ikke lige lure det…og så kommer den, lige på og hårdt imens hun stadig smiler skælmsk.  ” Could you lower your voice?”, samtidig med at hun gestikulerer med hånden, at nu skal der skrues ned for volumen.

Denne her gang, var jeg helt uden filter, jeg kiggede smilende på hende og sagde ” I am sorry, but that is not possible”. Kiggede væk og drak en ekstra stor tår af min vino Tinto.

Ikke mere pis. Ikke flere sure gamle tyske damer, der ikke kan klare at andre folk griner. Slut jeg er snart 40 år, ( eller snart) og du skal ikke tysse på mig. Du er velkommen til at bruge den, hvis du er en af dem, der stadig bliver tysset på.

“Sorry – that is not possible.”

Og gå så ud og grin højt, næste gang du sidder på en cafe med sure gamle damer.

foto (18) 20140912_143434 20140912_143401 20140912_143420

Jammerdal

Det her indlæg handler altså lige om umulige børn og den fandens hverdag, som ikke er så fandens endda. Så er det røvsygt for dig, så bare åbn din browser op i et nyt vindue og begiv dig ud i porno, hestefodrer eller hvad du nu skal starte din weekend med.

Jeg har det sådan generelt med mine unger, at jeg synes sgu, vi har gjort et ok stykke arbejde. De ser forholdsvis søde ud. De er ikke helt tabt bag en vogn. Alt er godt. Det eneste er lige at den ældste bander af helvedes til, men altså med mig som storbandende mor, er det virkelig svært at modsige ham og fortælle ham, at han ikke skal bande.

Så i stedet siger jeg, ” tænker du, det var nødvendigt at putte et bandeord ind der i den sætning?” Så kan han reflekterer lidt over det i et par minutter, inden han spyer “sgudapishamrendelorte irriterende” ud fordi hans snørrebånd driller ham, og absolut ikke vil som han vil.  Men altså det er gået i arv fra min mormor til mig og nu til ham. Det er jo ikke kun smykker og penge man arver, og på en måde synes jeg, det er hyggeligt for så minder det mig om min søde storbandende mormor.

Jeg kommer også til at bøvse højlydt nogle gange, så siger min korrekte datter med et skævt smil ,” mor pæne damer bøvser ikke”.

“Bøvsede jeg? (så skriger hun af grin) Næ det gør de nok ikke, men så er det jo godt, at jeg hverken er en dame eller pæn. Så på den måde, kan man sige, man ligger som man har redt.

Men bortset fra de her småskavanker jeg giver dem, fordi jeg er blevet valgt til at være deres mor, så synes jeg egentlig godt, jeg kan være mine unger bekendt.

Bortset fra at lige i øjeblikket er min ældste søn så jammerlig, at jeg har lyst til at sende ham afsted med BS Christiansen i ødemarken på noget bootcamp med 15 timers træning om dagen, og han skal ikke komme tilbage før han har fået hår på brystet, og ikke jamrer sig igennem dagen som en våd hund, der har fået tæsk med en Berlinger.

Fra solen står op skal jeg høre på, at det er pishamrende umuligt at vende de skide sokker fra vrangen og ud, så man kan tage dem ordentligt på. Det hele er selvfølgelig min skyld, for jeg har jo vaskede dem på sådan en dum måde for ham. ” Mor det er så unfair”, er den sætning jeg hører mest pt. Legekammaraterne som driller (hvilke er absolut usandt), og ikke lader ham bestemme nok. “Det er så un-fair mor”. Han jamrer når han har fået en lille rift, ja ok eller brændt hele sit ben på en motorcykel, som skete for nylig. Jammer. jammer. Jammer.

Men det der er besynderligt her, er at han plejer aldrig at være sådan. Det er ny stil, og det er dårlig stil. Det skal dog siges, at hvert år før hans fødselsdag plejer han at tage hovedet af i nogle måneder og placerer det under armen. Hvilke betyder minus tankevirksomhed, og utrolig mange uheldige hændelser. I år er det så en ny prøve. I år skal jeg testes på jammer. Gør jeres børn også det, eller er jeg alene i denne her urimelige jammer verden?

Ved du hvad, jeg kan godt afsløre, at med en datter der storjamrede de første hundrede år at hendes liv, er jeg ikke den bedste jamre mor. Jeg har ikke evnen til at håndtere det. Jeg bliver irriteret, siger tavelige ting og ja jamrer om hvor jammerlig min søn er.

Så derfor fik jeg en ide, som jeg ikke helt ved om er ok acceptabel. Jeg har sendt jammerdalen og faren på overlevelsestur (tænker det er bedre en BS). Er det ok? Altså at sige, “nu er det nok, afsted og bliv selvstændig”. Jeg forestiller mig, at det var derfor indianerstammer havde sådan et overgangsritual for små drenge, de var pisse trætte af jammer.

Han skal ud og vandre i bjergene cirka 20 kilometer, lave mad over åben ild og sove i naturen. De tager afsted i dag, og jeg har sagt til min mand, at han skal komme hjem med min gamle dreng, der klarer tingene selv og ikke sidder og jamre over småskavanker.

Problemet med unger der jamrer så meget er jo, at jeg begynder at tvivle på min egen dømmekraft. Har jeg gjort det godt nok? Er jeg en god nok mor? Har jeg ikke lært ham at kunne nok selv og sidst men ikke mindst, har jeg ikke lært ham at jammer ikke betaler sig, hverken herhjemme eller ude i den virkelige verden?

Hvad jeg skal lave? Nå men jeg skal hygge mig med min datter, der slet slet ikke jamre for tiden. Hun er I sin bedste face ever, og vi to skal bare lave pigeting i haven, som at tænde bål og lave snobrød, spise slik og male store malerier.

Jamen hvorfor jeg trak “hjemmenitten”, er jo fordi ellers ville vi jo dø af sult ude i ødemarken, og jeg ville jamre mig igennem de 20 kilometer.

Jeg har sendt dem ud et sted, bag de her bjerge.

Jeg har sendt dem ud et sted, bag de her bjerge.

 

 

 

Er du hvid nok? En omvendt verden.

At rejse rundt i Østen, giver en indblik i en kultur, som på dette solhungrende europa kontinent kan virke meget besynderlig. De vil nemlig for alt i verden bare være hvide og blege, og ikke ud i solen i løbet af dagen.

Her hvor jeg bor i Spanien, griner vi hver sommer af at nu er krebsegildet startet, hvilke betyder at hvide englænder og andre nationaliteter indfinder sig i hobevis byen og lader sig skamriste af solen uden faktor, så de sidste på dagen ligner krebs, eller værre stegt gris på spyd. De har nemlig savnet solen i 9 måneder, og nu skal den bare have en over nakken.

I Vietnam, hvor jeg lige har rejst, har jeg aldrig set sådan en solforskrækkelse før. i 40 grader er de iført sokker, handsker, vietnamesisk solhat , lange bukser, maske,  tyk sweater ( ikke bare tynd let blafrende chiffon skjorte) og nogle sågar dyn jakke. Det er primært kvinderne, der ikke vil være i solen. De vil være hvide, og køber også cremer med hvidt farvestof i. Det er staus symbol, hvilke jo er helt kuk kuk for sådan nogle som os, ( altså ikke som i os, men i vores vestlige verden) der tænker status i sol, golf og pool.

Jeg mødte et australsk par, der havde købt en cool bar ned til vandet på Pho Quoc, som de havde haft i 3 år. Deres allestørste udfording var at få arbejdskraft på trods af meget stor fattigdom. Der var ingen vietnamesiske piger, der ville arbejde mellem 10 og 17, fordi de ikke vil være i solen. De vil ikke have farve på deres blege vietnamesiske kroppe. Jo hvidere jo bedre. Jeg  kan forstå, hvis deres bekymring går på at få hudcancer, men det er slet ikke det det handler om .Det handler om status, og om at være hvid på trods af at de er ludfattige, og vitterligt ikke engang har råd til et spejl, vil de ikke arbejde i løbet af dagen i frygt for at blive brune.

Det australske par var frustreret over deres situation, for de havde brug for arbejdskraft, og manden nævnte at det var besynderligt at man ikke kunne få dem til at arbejde, når de hverken havde råd til et spejl eller kam. Hvad nyttede den hvide farve så?

Jeg har helt klart selv meget respekt for solen, fordi jeg lever med den som en fast del af min hverdag. Jeg passer meget på, ikke at få for meget sol og ikke at blive rød, fordi jeg desværre ikke er velsignet med lidt lækker mørk pigment. Men at iføre mig handsker og dynjakke i 40 grader, tror jeg alligevel ville være at strække den.

Så næste gang du kigger på din bleg-hvide vinterkrop i spejlet, skal du bare tænke ” jeg er et hit i Vietnam”.

Women selling white skin products.

Women selling white skin products.

This was the bar with staff until 5 pm.

This was the bar with staff until 5 pm.

DSC_0028

Vietnamese women with socks, gloves, hat, sweater and long trousers.

IMG_3005

Hvordan bliver man wowet?

Hjemme igen i Spanien efter 25 dages backpacking, som var fantastisk, sjovt, udfordrende og på sin vis også hårdt. For skal vi være ærlige? At være sammen med sine børn 25 dage i træk non stop kan godt gå hen og blive ja… lidt trættende. Måske er jeres børn ikke sådan, men mine børn kan godt være sådan lidt underholdningssyge. Der skal ske noget hele tiden. Efter 2 uger på farten med non stop gang i den, á la nationalparker, vilde elefanter, motorcykling på grusveje, vandfald og en helvedes masse transport, trængte vi alle til ro. Roen blev Phu Quoc, en lille Vietnamesisk Ø tæt på den Cambodianske grænse. Jeg vågner op en morgen  i en lille bungalow på stranden med udsigt over vandet og store flotte palmer, der danner skygge for min virkelig ringe morgenkaffe, og så skulle man jo tro, at ungerne bare satte sig ned i sandet, legede lidt, badet lidt, hyggede sig lidt, læste lidt og bare nød det. Det var min indre film.

Men det gjorde de bare ikke. De kedede sig. De vidste ikke, hvad de skulle lave. “Moaar” og “faaar” blev skamsagt så meget, at ordene er flænsede i kanterne. De ville hellere spille Ipad end at gå på opdagelse i terrænet, bade og lege i sandet. Jeg blev sådan lidt en knotten mor, der fik lyst til at fortælle dem lidt om, hvor møgpriviligeret de er, tage begge Ipads og begrave dem i sandet eller kyle dem langt ud i havet, så de kunne blive opslugt af brændmænd.

Men det gjorde jeg ikke, mest fordi jeg har brug for dem i mit arbejde, og det også er lidt spild af 8000 kr.  I stedet brugte jeg lidt tid på at tænke over, hvorfor  mine unger ikke blev voldsomt imponeret over hverken strand, palmer, nye oplevelser og anderledes mad. Hvorfor? Ja vi har backpacket med dem før, men der var de mindre og to af landene denne gang var nye.

Da jeg ransaget mig selv, havde jeg det egentlig på samme måde. Altså jeg kedede mig absolut ikke, men jeg havde ikke fået den der wow-oplevelse. Jeg synes, det var fedt at rejse og opleve Laos, som var meget mere anderledes, end hvad jeg ellers har oplevet, men den store naturoplevelse udeblev. Hvorfor?

Jeg er kommet frem til, at det er første gang jeg er rejst til Østen, hvor jeg ikke har boet i Danmark. Jeg er ikke rejst fra gråt i gråt københavnerluft, sjap og mørke, men derimod er jeg rejst fra Spanien med sol, lys, ufattelige smukke bjerge, sand, strand og palmer.

Jeg bor et wow sted, og jeg er taget på ferie til et wow sted. Men hvis wow er hverdag, så bliver wow måske ikke længere så wow?

En aften skulle vi på  night squid fishing i Vietnam, og det var arrangeret sådan, at man var på båden, når solen gik ned, så man fik wow solnedgangen ud over havet imens skuden stille vuggede ud på squid missionen. Jeg nævnte det for min søn som en del af denne her cool tur vi skulle på, hvorefter han undrende sagde til mig: “men mor, hvad er der egentlig specielt ved det. Vi ser jo en flot solnedgang hver aften”.

Det var ikke for at være fræk. Det var ikke for at være en forkælet lille møgunge. Det var bare en konstatering.

Det får mig til at tænke to ting. Vil det sige, at jo flere vilde, dejlige fantastiske oplevelser man propper ind i sine unger, jo mere almindeligt vil det være for dem, og derfor har de sværere ved at blive imponeret?

Og er det sådan, at hvis man bor et varmt smuk wow sted, så skal det man rejser ud efter, være noget helt andet, for at man kan blive wowet?

Jeg ville synes, det var overordentlig trist, hvis mine unger allerede nu ikke kunne blive wowet, når vi rejser ud i verdenen, men på den anden side føler jeg mig også meget taknemmelig over at have en hverdag i wowets tegn.

A great place in Vietnam to eat by the beach and enjoy life or....

A great place in Vietnam to eat by the beach and enjoy life or….

a great place in Spain just where we live to enjoy...

a great place in Spain just where we live to enjoy…

a beautifull beach in Vietnam..and..

a beautifull beach in Vietnam..and..

And a very nice beach where we live...

And a very nice beach where we live…

A lovely sunset in Vietnam.....and...

A lovely sunset in Vietnam…..and…

a beautiful sunset just outside my window.

a beautiful sunset just outside my window.

Thailand 2015 245

Jumping into a waterfall in the jungle in Thailand.

or our local waterfall in the mountains.

or jump in our local waterfall in the mountains.

foto (15)

my everyday view. You get the picture?

 

 

Ho Chi Minh city. Mad og slut med kakerlakker.

Jeg må konstatere, at jeg er en ‘city girl’, og jeg er fuldstændig væltet bagover af Ho chi Minh city. Det var ikke en del af planen at besøge denne sindsygt vilde by, men jeg er så taknemmelig over, at vi gjorde det. Lige nu sidder jeg på en altan på 6 etage med udsigt over byen og lytter til konstant summen af motorcykler, dytten og folk, der griner, en gut, der siger noget i retning af wau ka, som vist sælger muslinger og folk råber for at overdøve larmen.

Jeg troede, jeg havde set og forstået trafik på Phu Quoc, men det her er en hel anden liga – og det er crazy. Der bor 7,5 millioner i byen, og der må være mindst lige så mange motorcykler, der zig zagger ind mellem hinanden, og det er ikke muligt for en vesterlænding som mig at forsøge at hoppe ud på motorcykel i trafikken. Det gør det så forholdsvis svært at komme rundt med to accesories 5 og 7 år under armen, for her er hverken fortorv eller lyskryds, og når du forsøger at gå over en vej, er det seriøst grænseoverskridende. Ingen stopper for dig, og du danser dig igennem trafikken som en skrigende hystade, der er til koncert med et boyband. Byen er ikke voldsom børnevenlig, men vi fandt sjovt nok en legeplads, hvor nogle unge studerende fra universitetet interviewede mig, om hvad jeg synes om trafikken i Ho Chi Minh.

IMG_3299

Ho Chi Minh handler om mad. På hvert et gadehjørne er det små gadekøkkener med hver deres vietnamesiske specialiteter, som primært består af supper, forårsruller og gris. Fiskesauce er det helt store hit her, og det smager så utroligt meget bedre end, det jeg finder hos min lokale økopusher i Spanien.

Jeg er og bliver et madøre, og derfor inviterede jeg også hele familien i dag på cooking class i en baggård i et område nær Hotel Rex, som amerikanerne brugte som deres base under Vietnamkrigen. Vores kok og læremester hed Chen. Han var uddannet i Texas og lærte os fantastiske vietnamesiske retter. Det er besynderligt at være uddannet i Texas, som vietnamesisk kok, men det skyldes, at i Vietnam er der ikke noget, der hedder kokkeskole. De synes ikke, at det er en nødvendighedt, for som sagt er det ‘all about food’, og de lærer det fra barns ben, så hvorfor gå i skole?

Det var fantastisk at se mine unger gå så meget op i det. Der blev rullet forårsruller, deepfried, mixed med chili og hvidløg og selvfølgelig fiskesauce. Vi lavede vietnamesisk salat med ingredienser, som desværre ikke kan opstøves i den vestlige verden, men som absolut smagte himmelsk. Vi lavede deepfried noodles med blæksprutter og chili. Og mine unger – ja de spiste det hele, selv den yngste der kan være forholdsvis forbeholden over for mad med chili. Jeg glæder mig til at byde venner velkommen til vores nye kulinariske kokkekunstner.

cookin class in Ho Chi Minh.

cooking class in Ho Chi Minh.

IMG_3381 IMG_3359 IMG_3365 IMG_3371 IMG_3377 IMG_3399 IMG_3393

Nå, men backpackerlivet er forresten blev pakket nederst i backpacken sammen med sure underbukser og beskidt tøj. Rygsækrejsen er skiftet ud med et gevaldigt luksushotel eller snarere luksus lejligehed. Det er slut med kakerlakker under sengen, madrasser uden fjedre og brusere uden vand i. Nu hedder det Saigon Domaine Luxury Residence og ligger på en ø midt i Ho chi minh lige ned til Mekongfloden, hvor vi hver morgen får en overdådig morgenmad og en 5-6 vietnamesere vimser rundt og servicerer os. Det er en luksus at kunne trække sig tilbage fra bylivet, fiske i Mekongfloden, bade i poolen og drikke hvidvin. Men jeg har også gjort en sjov observation. Folk på luksus hoteller holder sig for sig selv, og man taler ikke sammen. Hvorfor? Jeg ved det ikke. Hvert et backpacker sted, vi er kommet til, har vi mødt søde sjove mennesker, der er villige til at dele deres liv og deres historie. Vi har grinet og blevet klogere på en masse forskellige mennesker. Her har jeg ikke konverseret med et eneste menneske. Så selvom det er fedt med nogle dage i en ordentlig seng, 4 badeværelser og shampoo på værelserne, så går man altså glip af gevaldigt meget, hvis man aldrig bevæger sig ud i det virkelige liv. Der, hvor der er mennesker og gode historier.

Breakfast at the Mekong river.

Breakfast at the Mekong river.

Der er masser af sightseeing i Ho chi minh, og vi har selvfølgeligt besøgt nogle af dem, bla krigsmuseet, som var en speciel oplevelse og en vild beretning om vietnamkrigen. Jeg ved forbavsende lidt om den, fordi jeg kom til at fjolle mine historietimer væk og sad mere udenfor klassen end i den.  Det kommunistiske Vietnam fortæller en lidt anden historie, end den jeg kender fra amerikanske film. I Vietnamesisk historie var det amerikanerne, der var i krig med Vietnam. De var her ikke for at hjælpe Sydvietnam med at få demokrati istedet for kommunisme. Når du går ind på muset er der et skilt der siger ” the real truth about the war”. Det er sjovt at dem der vinder en krig, altid har patent på sandheden, når der nu engang i krig ikke er nogen sandhed.

The real truh about the war.

The real truth about the war.

IMG_3279

Men vi har også bevæget os væk fra den traditionelle turistrute, spændt kondiskoene på og spadseret ud mellem rismarker og sumpområder ikke langt fra, hvor vi bor. Vi kom forbi en reklame med en reje på og en skrift på Vietnamesisk, som min mand grinende sagde, hvad mon det er de reklamere for. To skridt længere fremme så vi det. Et indedørs lokalt fiske bassin, hvor folk sad og fiskede rejser, imens de drak den traditionelle iste. Vi gik ind og blev overfaldt af en flok unge vietnamesere, der fik os sat ned med en fiskestang, klar til rejefiskeri. 5 kæmpe rejer senere og en masse roden rundt i mine ungers uglede dreadlocks, forlod vi stedet grinende og med en dejlig lokal oplevelse. Man skal bare spænde skoene og bevæge sig ud, så kommer oplevelserne.

fishing locally

fishing locally