Det der med Gud

Vi har stort set været uden net i en uge. Har boet i Tad Lo i Laos på landet, hvor strømmen gik stort set hver dag. Men nu er vi på 4000 islands i syd, og her er wifi. Det her indlæg er skrevet for en uge siden. Thailand 2015 209 Thailand 2015 180

Khao yai National Park

Khao yai National Park

Thailand 2015 318

Gud betyder stort set ikke noget i min verden. Som dansker er det meget sjældent man støder på begrebet Gud, eller på nogle, der er meget religiøse. Jeg er ikke medlem af folkekirken. Jeg er ikke gift i en kirke, og mine børn er ikke døbt.

Jeg tror ikke selv på en Gud, som har skabt jorden og mennesket. Jeg tror på, vi stammer fra aberne og at universet blev dannet med the big bang. Men når man rejser ud i verdenen finder man pludselig ud af hvor meget Gud betyder for rigtig mange mennesker. Det er i omegnen af 85 procent procent af jordens befolkning, der tror på en Gud. Det vil sige, at jeg tror på at 85 procent at jordens befolkning ligger under for en eller anden form for en masse illusion, fordi de tror på en Gud. Det er en sjov tanke, for er det mon så ikke i virkeligheden mig, der er lider af en vrangforestilling?  Er det ikke de 15 procent af jordens befolkning, der tager fejl, når nu så mange er overbevist om at han/hun/det findes?

I Thailand havde vi en guide, som var super cool. Han var 42 år, hed Kip og havde ligget i koma i 3 måneder fra et fald. Han jokede med ungerne, talte et thai engelsk, han havde lært sig selv, og som man virkelig skulle spidse øre, for at kunne forstå. Han guidede os gennem junglen, hvor vi så vilde elefanter, vilde aber, en krokodille og kæmpe Hornfugle. Min søn var helt oppe og ringe, og hver gang han blev imponeret over at se et vildt dyr sagde han, ”ohh my God”. Hvorefter Kip storgrinende rettede ham til ”ohh my Buddha”.

Når vi kørte i pickuppen på de bumlede veje forbi et tempel, samlede hans medguide hænderne foran brystet og bad til Buddha. Hver en bil i Nord Thailand med respekt for sig selv har Buddha figurer hængene i foruden, og små offer gaver. På et tidspunkt på vores 10 timers tur igennem Isan distriktet i Thailand, sad jeg med bare fødder i bilen, som jeg hvilede i midten af de to forsæder, og vores chaffør bad mig pænt om at tage dem ned. For fødderne er disrespekt for deres Buddha. Jeg vidste det godt, men jeg var træt og tænkte ikke lige over det.

I thailand på vores trekking tur gennem junglen, mødte jeg en 28 årige pige fra Florida. Hun talte nasalt og lignede enhver amerikansk sød high school pige. Hun var missionær. Seriøst udsendt af kirken, til at lave velgørenhedsarbejde med gadebørn og missionere kristne værdier. Når hun fortalte om Gud, som vi diskuterede lyste hendes øjne op, som om hun talte om en mand, hun var hamrende forelsket i. Hun talte om at Gud var kærlighed, og trick spurgte mig, om jeg ikke troede på kærlighed? Hun troede på at Gud havde skabt verdenen, og at vi ikke stammer fra aberne. Hun sagde hun havde valgt at følge Jesus som en disiple, jeg undlod at fortælle hende, at han var død. Hendes forældre var her for at besøge hende, og de var sjovt nok ikke selv troende. Som i overhovedet. Faren sagde direkte ” I don´t belive in any of this shit”.  Han troede så heller ikke på begrebet global opvarmning, men det er en anden diskussion.

Det var en vild oplevelse for mig, fordi jeg aldrig har mødt så troende et mennesker før. Jo måske en enkel gang tilbage i min studie tid på Haslev seminarium, men ellers ikke. Nu er hun muligvis ikke representativ for de 85 procent af jordens befolkning, der tror på en Gud. Den måde hun talte om Gud på, var en lang remse, og alle argumenter om andet en en mægtig Gud, prellede af på hende. Jeg kunne se på hende, at hun sad og tænkte ” ha ha du ryger direkte lukt i helvede”.  Måske har hun ret? Det er en sjov tanke at tænke på at det er mig der tager fejl. Måske ender jeg direkte lukt i Helvede, når jeg død. Måske gør jeg ikke. Men hvis Gud er så stor og kærlig. Tilgiver han mig nok. En ting sagde hun dog, som jeg faktisk syntes lød fornuftigt og det var, at alle de dårlige ting, der sker i verdenen, er fordi folk mangler kærlighed.

Og det må jeg give hende ret i. For mig har det bare ikke noget med Gud at gøre.

At sætte munden til et udstødningsrør

Her bor vi. Off Off Koh San Road

Her bor vi. Off Off Koh San Road

Vi er ankommet til Bangkok, og det er præcis 10 år siden, jeg var her sidst. Det var med min kæreste – og øjensynligt kommende mand – og vi var helt nyforelskede på den der vi-synes-det-er-fedt-at-kramme-hele-natten-selvom-det-er-35-grader-varmet-og-vi-har-fundet-et-værelse-uden-aircon-agtige måde.

Tingene er dog en hel del anderledes denne gang. Normalt, når man lander i Thailand og går ud af lufthavnen, bliver man ramt i hovedet af en fugtig varme, der er lige ved at vælte en omkuld. Vi kalder det for ‘hammeren’. Men sådan var det  ikke denne gang. Her er da varmt, men jeg synes, det er rart med 33 grader og overskyet. Jeg tror jeg er gået på spansk varmezone. Jeg overvejede seriøst, om jeg skulle løbe en tur  langs floden i går, da vi endelig var nået frem til hotellet efter 23 timer undervejs.

Bangkok nu med børn

Bangkok nu med børn

Turen herud blev ombooket i sidste øjeblik pga. strejke, og istedet for Lufthansantisk diletanteri, fløj vi med Thai Airways, som godt nok havde spredt hele familien ud over flyet. Lidt ambitiøst at lade en 5 årige sidde alene på en 12-timers flyvetur. Men vi fik byttet os rundt, så et barn og en voksen i det mindste sad sammen.

Nu ved jeg godt, jeg skrev “hotel” tidligere i dette indlæg. Det er måske en overdrivelse at kalde et backpacker-sted off off Koh San Road med tre madrasser på gulvet for et “hotel” (min mand mener, vi er havnet på Royal Garden Ocean Club Resort & Spa, men det er vi ikke). Men her er fint,  her er billigt, og de er søde. Det er foresten også stadig sjovest at køre backpacker-stilen som backpacker end som, ” jeg er snart 40 år”-stilen og må have en luksushytte, hvor man kan lade de ‘indfødte’ slæbe ens backpack, 2 ekstra kufferter og ekstra large make-up-taske ind på værelset for 20 baht.

Jeg sov godt i 3 timer i nat, så vågnede jeg, fordi der var alverdens larm, fra hunde, døre der knirkede, og motorcykler der rasede gennem Bangkoks gader. Min søn vågnede også, så vi gik i baren og drak øl til kl. 5 i morges, og talte om universets begyndelse, søvnvinduer, som vi skulle fange, og hvorfor jeg havde giftede mig med far.

Bangkok er endnu engang overvældende i sin støj, virvar, tuk tuks, madorgier, markeder og smog. Så selvom vi godt ved, at Tuk Tuks er for turisterne, og at ingen thai’er nogenside bruger dem mere, så hoppede vi alligevel og velvilligt i turistfælden for ungernes skyld. Tuk Tuken er vores Lanadia (se tidligere indlæg). Vi skulle til weekend market, som er enhver shoppers paradis.Gade op og gade ned med alverdens skrammel. Min datter hvinede hele vejen derud: ‘Det er fantastisk mor. Det er fantastisk’, imens hun charmerede tuk tuk-manden. Det var alle overpris-pengene værd at se hende blive så glad, også selvom det føles som at sætte munden til et udstødningsrør at drøne gennem Bangkoks gader i en åben trehjulet sportsvogn.

Venter på pandekager til frokost.

Venter på pandekager til frokost.

DSC_0022 DSC_0015 DSC_0037 DSC_0042 DSC_0043

 

Gadekampe eller palmer?

Der er ikke noget som lidt panik før afgang. Det giver èn lidt ekstra stress at arbejde på, når man skal på ferie. Og det skal vi i morgen. Måske.

I sidste uge sagde jeg til min mand, nogen gange er jeg bange for at være lykkelig. Han var helt med på, hvad jeg mente. Hvornår går det galt? Sindsyg åndsvag tankegang egentlig. Hvorfor skulle karma ikke vare ved? Hvorfor må tingene ikke bare være gode?

Men i dag kom udfordringen så, og karma er forsvundet som dug fra solen. Vi skal flyve i morgen til Frankfurt, og videre til Bangkok på 4 ugers backpacking. Backpacken er pakket. Vi glæder os. Rigtig meget.

Men hov hvordan ser der ud i Frankfurt lige nu? Gadekampe. Nogen er utilfredse med noget. Det her er selvfølgelig ikke i lufthavnen. Det er på gaden.

Gadekampe i Frankfurt. Politiken.

Gadekampe i Frankfurt. Politiken.

Men vi kan ende med at strande i Frankfurt, fordi vi har valgt at flyve med Lufthansa. Og på hele året, er det præcis de to dage, vi skal rejse, hvorpå de strejker. Bad Karma. Vores fly er aflyst.

Det var ikke lige sådan, jeg havde forestillet mig min ferie skulle starte. Med gadekampe. Det var mere noget med palmer, drinks og varme.

Sådan her.

Her så man mig.

Her så man mig.

Nå men min mand er nr 1000 i køen til Lufthansa, og jeg er sikker på at universet løser det for os. For selvom der er bad karma i dag, tror jeg på det. Vi skal nok komme til Bangkok. En dag. Snart. Uden for mange overnatninger i Frankfurt.

 

Hvor rejser du hen?

Engang kom jeg til at grine højt og rynke på næsen af en kollega, der skulle til Lalandia med sine unger. Jeg tror også, jeg fik sagt noget i retning af: ‘Så vil jeg hellere have en kaktus i urinrøret, mens jeg springer baglæns ud fra Rundetårn’.

Han grinede bare tilbage og sagde, ‘ja ja Mille, bare vent til du får børn. Så ser du helt anderledes på det’.

Min ven fik ret. Altså ikke i, at jeg nogensinde ville sætte mine ben i Lalandia. Jeg foretrækker stadig kaktussen. Men han fik ret i, at jeg ville se anderledes på det, når jeg fik børn, for det gør jeg. Jeg rynker absolut ikke længere på næsen af nogen, som i mine øjne gør så meget for deres børns skyld. For det synes jeg, de gør, når de hiver checkhæftet frem og skriver én af slagsen med mange nuller på for at tilbringe en uge – eller Gud forbyde det 2 uger af de bedste danske ferieuger – i en overophedet osteklokke på Lolland-Falster eller på den jyske hede. Det er flot ofret. Jeg kan bare ikke. Det tiltaler mig på ingen måde, at holde min ferie i en iltfattig glasboble. End ikke for børnenes skyld. Jeg forstår godt præmissen i, at ungerne hører ordet ‘badeland’, og så er de helt oppe og ringe og synes, at 6 forskellige vandrutsjebaner i forskellige pangfarver og pomfritter ad libitum lyder som det fedeste i hele verden. ‘Spaghettiland’?.Men mon ikke alternativet kan være lige så fed en oplevelse for dem?

Hvorfor skulle ungerne ikke synes, at det er mindst lige så sjovt at klatre på Møns klint, bestige bjerge i troperne, se delfiner i Middelhavet, backpacke gennem Indien eller i det hele taget smage på andre kulturer, end dem Lalandia kan tilbyde. Jeg har ikke været der, men jeg forestiller mig noget i retning af en ‘spaghetti-med-kødsovs-kultur’ eller en ‘fadøl-i-papkrus-til-forkost-da-glas-kan-gå-i-stykker-i-badelandet’-agtig kultur. Måske er det bare mine fordomme?

I min optik handler det om, at opdrage sine børn til at synes, at det at ligge og glo ned i en bæk eller bestige et bjerg, snorkle på koralrevet eller i det hele taget smage, lugte, se og opleve verden, er det fedeste, de overhovedet kan forestille sig.

Så når folk siger: `jamen det er for børnenes skyld. De vil jo helst bare til Lalandia`, så tror jeg på, at ungernes ønsker er bestemt af den måde, vi opdrager dem. Hvis vi fortæller vores børn, at ferie handler om at trække badebukserne op i røven, så vi glider hurtigere ned af Tornadoen, er det det, de vil have. De opdager ikke, at der findes en helt anden verden derude, hvor maden ikke er sølet ind i ketchup, og hvor der rent faktisk er noget levende i vandet.

Jeg har ingen aberdabei ved at folk vælger Lalandia, fordi det måske er nemmere, hvis man er enlig mor og ikke orker at backpacke gennem Indien med bullermave og skrigende børn. Jeg forstår godt, at det kræver noget at vælge en rejse, der ikke umiddelbart er på ungernes præmisser.

Jeg hørte mig selv sige forleden dag til min kæreste, ‘det bliver en hård tur for ungerne’, fordi vi planlægger trekkingture gennem Laos og fandt en hytte i junglen og ingen pool til ungerne i mange uger. Så jeg er helt med på, at det også ligger dybt i mig. Er det så overhovedet sjovt for ungerne? Men det er det. For jeg har prøvet det mange gange med dem før. Vi gør ikke noget, hvor vi ikke synes, de kan klare det, men det er klart vi skubber dem og lærer dem, at verden er andet end klorvand, badeland og spagettiland, når der skal holdes ferie.

Min datter på 5 sagde himmel henrykt og med hvinende stemme, da vi i weekenden startede på at pakke vores backpack til vores 4 ugers backpacking tur gennem Laos og Vietnam ‘ihhhhh mor det bliver så spændende’.

Ja det gør det. Også selvom der ikke er nogen pool, og de skal bruge deres små puselanker til at gå og bestige bjerge. Så er der ingen anden måde jeg hellere vil rejse med dem på, og nu skal jeg kun sover to nætter til, før det bliver en realitet.

Hvad vælger du?  laos eller Lalandia?

Hvad vælger du? laos eller Lalandia?

imgres images Laos_-_4000_iles_-_Don_Det_-_Bungalow-1 imgres-1 img140

Michelin på en torsdag

Hvor heldig har man lov at være, når man er sådan et madøre som mig, at blive inviteret på Michelin restaurant på en røvkedelig torsdag. Tilmed blive inviteret af gode dejlige venner. Det blev lidt pinligt til sidst at sidde og tage billeder af maden, som en anden teenager på instagram, men jeg fik nogle snapshot. Min absolut favorit var østers med noget halløj, dertil noget fisk med noget halløj, noget reje med noget halløj, muslinger i Appelsin og noget halløj, kød i noget halløj, og noget suppe halløj. Hele temaet var vist østen tema. Dertil overdrevet lækker champagne og vino blanco. Og hvilken fornøjelse at være ude med vinkendere ( ja de er vinkypere og har deres egen vin), og bare sidde og følge med i hele videnskaben, og ikke kun bede om husets vin, fordi det er hvad ens vin formåen rækker til.

Og hele årsagen til denne skønne invitation, var bare fordi vi ikke har set hinanden nok på det seneste. Stik den.

Og restauranten er næsten vores nabo Le Bon Amb. Små pis flækker i Spanien kan også noget med mad. Jeg kan klart anbefale det, hvis du er på mine kanter. Det er i forhold til danske priser, meget overkommenligt. Jeg vil næste sige billigt, men nu var det heller ikke mig der betalte.

foto 3 foto 4 foto 5 foto 1 foto 2 foto 1 foto 2 foto 4 foto 5Jeg er ikke vant til at drikke vin midt på dagen. Hvilke resulterede I, at ungernes aftensmad så sådan her ud.

I det mindste ser det lidt japansk ud.

I det mindste ser det lidt japansk ud.

Jeg er blevet valgt

Kender I de dage, som bare starter helt enkelt? Helt smukt? Helt fantastisk?

I morges vågnede jeg ved, at der lå en lille skør lyshåret trold med store krøller og kiggede mig direkte ind i øjnene. Hendes første ord var ‘mor jeg elsker dig sådan’ efterfulgt af ‘jeg er så glad for, at jeg har fundet dig som min mor’.

Ren kærlighed mellem mor og barn. Det er en smuk måde at vågne på. Jeg studsede lidt ved, at hun sagde, hun havde fundet mig, så jeg spurgte, hvad hun mente.

‘Jeg kunne jo have valgt nogle andre morer, mor’. Hun er en speciel lille en, og lige fra starten af hendes liv har hun lært mig så meget om mig selv (specielt i de to år, hvor hun skreg non stop). Hun har bla. lært mig at være i nuet. Hun har lært mig, at hun har brug for ro, selvom moren er en festabe, og hun har lært mig at male med den lille pensel i stedet for altid at male med den store.  Så har hun lært mig, at mor og barn sagtens kan have forskelligt sind, og det er ok.

En Elva

En Elva

Nu skal hun åbenbart også lære mig om Buddisme, reinkarnation, og om at hun har fundet mig. Man får lidt lyst til at høre, hvor mange man konkurrerede med, inden hun valgte mig?

Men sikke en smuk tanke egentlig. Tænk, hvis hun har fundet mig? Tænk, hvis vores børn finder os. Tænk, hvis de skal lære os noget og ikke kun omvendt?

Prøv at kigge på dine egne børn og se, hvad de har lært dig. Der er helt sikkert noget. Om ikke andet en helvedes masse tålmodighed.

Min søn derimod, ligner mig som en fræk slagterhund – altså af sind.

Jeg spurgte kækt, om nogen ville hjælpe med at lægge, hvad der føltes som en 15 kilo vasketøj, sammen i går. Ingen svarede, så jeg kom til at love en præmie, hvorefter min datter sprang op og sagde ‘ja mig mig’. Min søn kiggede derimod frækt op på sin lillesøster og sagde ‘du skal ikke hjælpe mor med vasketøjet, det er en lorte-præmie du får Elva’. Og fortsætter: ‘Jeg ved det. Det er bare en krammer eller et kys, eller du får lov at hjælpe med at lave mad. Jeg ved det’.

Forkælede møgunge. Men han havde ret. For vi er ens os to. Vi er nogle frække slagterhunde. Det er min egen skyld. For jeg lærer ham at bande, ikke altid at følge reglerne, og råbe op, når noget er unfair.

Det var noget i den dur, jeg ville have givet. Men fanden tager fat i mig, for han skal ikke have ret. I stedet griner jeg højt og siger ‘Nej nej nej. Denne her gang er det en af de helt store. Jeg giver 1000 kr til den, der lægger alt tøjet sammen’.

Fik jeg lagt tøjet sammen? Det tror jeg nok jeg gjorde.

Fik de 1000 kroner. Nej men de fik 10 kroner. Så skal jeg lige finde ud, af hvordan jeg vikler mig ud af resten.

Min søn, der ligner mig af sind

Min søn, der ligner mig af sind

og to der ligner hinanden af udseende.

og to der ligner hinanden af udseende.

 

 

 

 

Hvad vælger du?

Hvilket liv vælger vi? Hvad gør dig glad? Ved du det? Min nyligt opståede guru, Sofia Manning, siger i dag på sin facebook-profil, at alle inderst inde godt ved, hvad de vil. Det er ikke sikkert, at det er en klar indre stemme. Det kan også vise sig i jalousi overfor dem, der har det, som man gerne selv vil opnå.

Jeg har selv valgt at flytte til Spanien og bo og skabe små internationale unger. Jeg vidste ikke, da jeg kom hertil for 2,5 år siden, at det var det, jeg skulle. Jeg troede, det skulle være  en kort heftig fling på nogle måneder. Men jeg kan lide det, og jeg har valgt det aktivt til nu, og jeg elsker det. I morges ringede min gode ven til mig, og jeg tog den grinende og sagde, “skat jeg er lige på vej ud og surfe, må jeg ringe senere”.

I kan helt sikkert gætte hans svar. Det lød et langt suk efterfulgt af et “fuck, jeg sidder bare her i gråt regnvejr og skal arbejde.” Lige der var han måske lidt misundelig, men jeg ved også, at han har helt styr på, hvad han gerne vil i sit liv. Og det er ikke mit liv.

Der er også mange fravalg i mit tilvalg. Mit tilvalg giver mig masser af sol, feriestemning, nye sprog, indblik i andre kulturer, frihed, et tæt forbundet familieliv, unger i klipklappere det meste af året og Lys. Lys er en utrolig vigtig faktor for mit humør, har jeg fundet ud af. Jeg vidste det ikke, for jeg synes egentlig aldrig, jeg har været påvirket sådan rigtig af de danske kolde mørke vintre. Men nu hvor jeg får lys, kan jeg se, hvad det gør ved mig. Mit energiniveau er absolut højere, og jeg er stort set glad hver dag og har daglige glimt  af virkelig lykke. I morges på min ‘paddel-surf’-tur, blev jeg igen ramt af et stort spark lige i mellemgulvet. Et spark af lykke og frihed, da jeg padlede ind mellem nogle høje klipper, og lod mig dumpe forsigtigt ned i vandet imens solen varmede min krop.

Jeg fik det sgu sådan lidt ” hvis jeg skal dø nu, så går det nok”.

Fravalgene, som er hårde, er ikke at være istand til at kysse mine små niecer, når jeg har lyst. At få dem på skødet, når jeg har lyst, og hører om deres fornylig mistede mælketand. At kramme dem og mærke deres kærlighed. Jeg savner selvfølgelig også min mor, far, søster og venner. Jeg savner også storbylivet, at kunne se en teaterforestilling på sit eget sprog, men absolut ikke rugbrød og leverpostej. Jeg savner, at folk ikke ser mig som en sprogspasser-retardo, der skal bæres over med, men som et intelligent menneske med meninger og holdninger.

Men jeg er også kommet frem til, at vi kan jo ikke kan leve hinandens liv. Det her liv gør mig glad. Hvis man nu kun havde 5 år tilbage at leve i, hvad ville man så gøre?

Hvad ville du gøre?

Jeg er ret sikker på, jeg ville gøre lige præcis det, jeg gør, og det er sgu da meget rart at vide.

IMG_2414 IMG_2418 IMG_2463 IMG_2336 IMG_2412 IMG_2415 IMG_2417

 

Forberedelse med Malaria og det franske sprog

Jeg er godt i gang med at forberede mig til vores lange dejlige rejse til Vietnam. Vi skal også fordi Laos og Thailand. I alt bliver det til 25 dages backpacking med ungerne. Det kan lyde besynderligt, men jeg glæder mig mest til, at vi for første gang skal backpacke, uden at backpacken er proppet med bleer, numsepudder, vådservietter og babymad.

Det er nemlig første gang, vi skal backpacke, siden vores unger har smidt bleen. Så tænker du måske, ” jamen slap dog af, der findes sgu da bleer i Thailand”. Men nej venner. Ikke der hvor vi rejser. Der skider babyerne på klokkeslet, og man putter dem ud over hullet i baghaven. Si Si.

Nå, men tilbage til den forestående ble-fri rejse.

Sådan en rejse skal jo forberedes på mange måder. I-padden skal opdateres. Apps og film skal købes. Skole apps tjekkes. Mit speak-rejseudstyr skal tjekkes. Vacciner tjekkes, vaccinekort og malaria piller. Sikkert også en masse, jeg ikke er kommet til endnu. Jeg har enda fået min mand overtalt til at booke et hotel (nej, det er nok nærmere et skodværelse i en backpacker-koloni) til den første dag, vi lander i Bangkok. Han er meget opsat på bare at ‘go with the flow’, som den gang han var 19 år.

Jeg er gået amok i det asiatiske køkken, selvom det er forholdsvist svært at opdrive udenlandske produkter her i byen. Jeg elsker stærk mad. Mine børn elsker mad – heldigvis. Men som mange andre børn, er det lidt en udfordring med det stærke.  Så jeg er igang med at oplære dem i, at lidt chili kun er godt. Mine pædagogiske evner rækker så langt som at sige ,” ikke alt det jammer. Hvis du ikke kan lide det, så luk øjnene, eller vend tunen om, så du ikke kan se sesamfrøene”. Og sjovt nok, så virker det.

Sådan får du dine børn til at spise chili.

Frisk tun, med udon nudler og chili. Advokado og ristede kål. Soya og mirin dip.

Frisk tun, med udon nudler og chili. Advokado og ristede kål. Soya og mirin dip.

Så er der de skide malariapiller, som jeg er helt igennem dødsensangst for at tage, fordi jeg sidste år var en ud af 0,1 procent, der fik bivirkninger af noget antibiotika, som jeg tog. Jeg ved godt, det ikke er det samme, men angsten sidder i mig. Jeg blev lam i hele kroppen, og det gjorde så ondt. På den anden side vil jeg heller ikke gamble med Malaria. Erfaringer modtages med kyshånd?

Så glæder jeg mig også sindsygt meget til at have tre-sprogede børn med ud i verden. Hvor vildt er det lige. Så selvom de ikke taler Vietnamesisk, eller Thailandsk, så er de begge to flydende på engelsk og spansk. Nu ved jeg godt spansk ikke lige harmonerer med Vietnam, men det gør fransk. Den anden aften sad vi og spiste, og min yngste datter siger pludselig, “comment ca va papa. Cava bien..Au revoir”.

“Øhh hvor har du lært at tale fransk Elva?” ” Det har jeg af papa pig. Han har en fransk ven mor”. Sådan! Papa pig har lært min datter fransk. Den store mente sagtens, han kunne klare sig på fransk, for han kan både sige Bonjour, je m´apelle Vigfus og Ca va.

Hvad skal man ellers vide mor?

Han har ret. Måske vi lige skal tilføje et Merci, så er vi sprogligt klar på vores rejse til Indokina. Der bliver forberedt på mange planer her i familien.

Baclpacking  påLombok, Bali og Gili.

Baclpacking påLombok, Bali og Gili.

DSC_0359 DSC_0186

 

Er der patent på at være yogi?

morgen yoga

morgen yoga

Kender du det, når man har sat sig noget i hovedet, man gerne vil, så skal det være nu og ikke i morgen? Eller sådan fungerer jeg. Selvom jeg praler af at mine to graviditeter, to fucking fødsler og to energifyldte børn har udstyret mig med langt mere tålmodighed end tidligere, så bliver jeg vanvittig, hvis der er noget, jeg virkelig ønsker, og det ikke kan ske nu.

Ideen der ikke vil ud af hovedet er, at jeg skal undervise i Yoga. For jeg har jo undervist en hel time i sidste uge, og det kunne jeg godt finde ud af.

Nu har jeg brugt den sidste uge på at søge på alverdens hjemmesider for at finde ud af, om der er en uddannelse, der kunne passe til mig. Jeg vil gerne lære, hvordan man underviser i yoga. Hvordan man bygger en time op. Helst i Asthanga yoga.

Men jeg kan ikke finde et eneste skole eller kursus, der passer til mine behov. Jeg falder simpelthen uden for kategori. Igen.

– Det er enten 3 ugers intensiv undervisning i bjergene, fra morgen til aften uden pauser og uden at kunne komme hjem til familien. No go. Jeg skal ikke være væk fra mine børn i 3 uger, og jeg tror også mine stænger vil have pænt ondt efter 3 ugers non stop yoga. For ikke at at tale om, at  jeg er bange for at blive hjernevaskede og ligge i tantra stilling med en røgelses pind i rumpetten.

– Eller det er 4 år på spansk yoga skole i Valencia. Det er lidt længe, når jeg ikke engang ved, om jeg bor her til sommer. Jeg vil også helst have min uddannelse på engelsk, så jeg kan undervise alle steder i verden.

– Eller det er underlige yogaformer jeg aldrig har hørt om, find dig selv kurser, din indre Budha, tantra yoga, lær at give thai massage ( nej tak), ryg en bønne, og restriktioner i massevis.

Jeg får indtryk af, at man bliver lidt deprimeret, introvert og halv hellig af at tage de her uddannelser. Men lærer man at undervise?

Jeg elsker Yoga. Jeg elsker at dyrke det. Det giver mig fysisk styrke, indre ro, forbindelse til mig selv , en sund livsstil, spiritualitet, fordybelse og nogle gange en masse gode grin. Yoga er en stor del af mit liv. Men jeg er ikke vegetar. Jeg elsker også at drikke vino tinto. Jeg spiser også slik, og jeg griner højt, og har det sjovt.

Nu er det så, jeg spørger mig selv. Kan man være yoga lærer, hvis man ikke lever 100 procent som yogi. På en bestemt måde? Skal man være en bestemt type person for at kunne undervise? Eller er det ok bare at være mig. Sådan lidt uden for kategori?

Lige nu er jeg der, hvor jeg sammesætter min egen uddannelse. Den hedder 8 års erfaring, youtube, daglig træning, yoga bøger og fede spændende inspirerende yoga retreats i spandevis, et glas vino tinto og masser af grin.

Mon der kommer nogle, hvis jeg laver et hold?

Fra min morgen session

Fra min morgen session

foto 2 (4) foto 2 (5)

 

Når biler parkerer der, hvor jeg kører

I går skete det utænkelige. En bil havde parkeret sindsygt tæt på, hvor jeg kørte. Ja altså inde i en parkeringsbås. Jeg skulle parkere i den næste bås, men så snittede jeg den en lille smule (læs: lidt mere end en lille smule), da jeg skulle parkere. Stresset fes jeg rundt for at finde noget at skrive med og på, så jeg kunne sætte en seddel i ruden. ‘Lo siento…’ måtte lige få lidt hjælp til, hvordan man skriver ‘undskyld, jeg har kørt ind i jeres bil’. Jeg havde heldigvis mine børn med, så indvandremoren var home safe.  På en måde, er det jo fint, at jeg ikke lige kendte den sætning, for det må jo så betyde, at det er første gang, jeg har kørt ind i en andens bil i Spanien. Nå ja, altså lige bortset fra dengang, jeg kørte ind i en lille bitte  bil på skolen. Det var så skolens eneste advokat, der sad i den bil. Men det er en anden kedelig historie.

Denne her historie er smuk. Denne gang var det ikke en advokats bil, men en splinterny skinnende rød BMW. Man skulle ikke tro, jeg kunne overse den.

De 6 overfyldte cafeer, jeg havde parkeret foran, fik sig også en på opleveren.

Men så kom ejerne af bilen heldigvis, og jeg kunne blive fri for at skrive ulæselige sedler. Manden var godt op i 70 erne og velklædt. Hans kone 80+. De havde en yngre pige med på ca. 60 år. Jeg forklarer og undskylder, og vil give dem mit nummer. Hvorefter manden smiler og siger, “no pasa nada. Esta solo pintura”. Kigger lidt på bilen. Aer lidt på skaden og siger igen, “No pasa nada”. Oversat direkte. Det gør ikke noget. Det er bare maling.

Også vinkede vi til hinanden og ønskede god weekend.

Jeg havde helt optur over, hvor søde folk kan være. Hvor meget god karma, der kan være i verden. Hvor spansk det er bare at sige, “no pasa nada. Solo peintura.” Og hvor mange penge, jeg lige sparede der. Tak.

Så helt lykkelig kommer jeg hjem, og løber op til min mand for at fortælle ham om de her fantastiske mennesker, jeg har mødt. Og alt den gode karma, der er i verdenen, og hvor heldig jeg er.

“Skat jeg har mødt de mest fantastiske mennesker på stranden i dag. Jeg kørte ind i deres bil, og ved du hvad, de sagde? ”

Mand: “hvad gjorde du?  Har du kørt ind i en bil igen? “.

Mig: “nej altså det er uvæsentligt. Det er ikke det, historien handler om.  Den handler om de her vildt søde mennesker.”

Mand kigger skeptisk på mig: “Skat det handler da i den grad om vores bil. Er den smadret?”.

Mig: “nej nej smadret er så stort et ord.  Den er lidt rød. Hør nu…efter. Så fortalte jeg historien om manden og no pasa nada, og hvor vildt fantastiske de her mennesker er. Og hvor meget jeg elsker Spanien. At det aldrig var sket på Østerbrogade, at nogen sagde om deres splinternye røde BMW Solo un poco de peinture. No pasa nada. ( Hvilke selvfølgelig kan hænge sammen med, at de ikke taler spansk på Østerbrogade, og der er en forholdsvis høj skat på biler i DK)

Men altså mænd er besynderlige. Han var slet ikke lige så begejstret som mig. Han blev ved med at hænge sig i uvæsentlige bagateller som at vores bil, var lidt rød på siden.

Når hele historien handler om kærlighed, er det da såååååå uvæsentligt med ridser på siden af bilen.  Der er så meget mænd ikke forstår.

Den så cirka sådan ud.

Den så cirka sådan ud.