Et yoga ja..

Kender du det der med at sige ja til noget og bagefter tænke, “hvorfor i hele hule havregrød sagde jeg dog ja til det?” Eller endnu værre selv foreslå at gøre noget, som man regner med vil blive besvaret med et nej, men af årsager man ikke havde forudset ender med et ja?

Nå men defor skal jeg så i morgen overtage min undervisers yoga klasse. Jep. Det skal jeg.  Om jeg har prøvet det før? Neeeeej, men I et kort splitsekund følte jeg mig overbevist om at det der namaste-trikonasana-numbasama kunne jeg da godt lige klare at undervise i.

Åhh for helvede. Altså det er jo ikke sådan at jeg ikke har dyrkede yoga før.  Det har jeg i 8 år. Men derfra så til at sige, hvad man gør, samtidig med at man trækker vejret, holder øje med sine medyoginier, får sagt de rigtige ord til de rigtige bevægelser, på engelsk og spansk – Der er alligevel et stykke vej, har jeg opdaget.

Så jeg har studeret. Jeg har lært hvad mula bandha, pelves floor, ujjayi breath, shavasana, og namaste i virkeligheden er.

Det det er, er et helt nyt sprog. Og jeg kæmper for helvede i forvejen med at lære spansk, så også at skulle lære yogi sprog på en uge, er måske lige at strække den.

Men i morgen går jeg ind i den klasse, og lader som om,  jeg har helt styr på det. I will fake it till I make it. Jeg vil tænke som Pippi Langstrømpe, “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af”.

Hvis jeg falder i en Trikovasana -savnasana -fitilihut- kralemut stilling imens, jeg desperat forsøger at få vejret, kan det godt være jeg aldrig kommer tilbage igen og at Pippis åndsvage ordsprog bliver begravet sammen med fugleedderkopperne i baghaven.

Wish me luck.

Og husk at tænk over når du tilbyder dig i god tro,  om det egentlig er noget du har lyst til. Bare et fif til weekenden.

1382941_10201158762426119_1156874239_n 10384472_539595186152722_2414465108202534575_n

 

Hvem er du på Facebook?

Fra Heltnormalt.dk

Fra Heltnormalt.dk

Jeg grinede højt og længe af denne her fra Heltnormalt.dk. Jeg synes, den er helt vildt sjov, fordi kvinder alle dage gerne har ville lave deres mænd om. Nu også på Facebook. Op i rumpetten med, at du er en røvkedelig kommunalansat excelark-type, bare jeg kan vise mine venner noget andet. Så jeg tjekkede lige min egen facebook profil, for at se, om den egentlig gav et realistisk billede af, hvem jeg er. Eller om det er en overrepræsenteret udgave af mig.

Min facebook profil er fyldt med billeder af mine unger, løb, masser af yoga, cykling,  sol, palmer, min hverdag og en masse blog indlæg om alt muligt, senest min store kæphest vacciner. Jeg er i følge mine kunder en satans dygtig speaker. Jeg praler åbenbart også. Jeg er overrepræsenteret i form af at der står at jeg  stadig freelancer hos Radio 100.  Jeg har 659 venner. Jesus Christ jeg er populær. Og jeg kan se, at jeg har et vildt spændende liv. Skønt det matcher!

Den giver et fuldstændig realistisk billede af, hvem jeg er. Det meste af tiden. For der er ingen billeder af mig med morgenhår, mascara ned af kinderne, unger der skændes en helt lørdag og min mand, der sparker bildøren i smadder, og jeg råber til  ham, at nu kan han godt skride ud og løbe en laaaang tur, så jeg lige kan rase af et øjeblik.

Men det kunne der godt være. Problemet er bare, at man jo sjældent  lige står og tænker, imens man smadrede sit Ikea porcelæn, “for filen da, jeg skal sgu lige tage et billede til Facebook”. Eller når ens unger skændes, får man heller ikke lige fisket mobilen frem og sagt ” vent, vent, vent, og værsgo skændes……sådan den er i kassen”. Skide godt – det skal være realistisk på facebook.

Og når man nu har 659 venner, kan de jo ikke alle være interesseret i at høre om ens for nyligt opståede skedesvamp, umulige unger, problemer med fyret, manden der tager viagra, og økonomien der skranter.

Ja det er klart herhjemme har vi hverken skedesvamp eller rejsningsproblemer, bare kig på facebook. Vi har det perfekte liv.

Ja jeg er sur.

Ja jeg er sur.

 

Sådan morgenhår og trutmund. Jeg er ikke for fin, til at være grim.

Sådan morgenhår og trutmund. Jeg er ikke for fin, til at være grim.

Dr. google og vaccinerne

Dr-Google-Referring-More-Physicians-Than-Ever

Kender du dr. Google? Han har et svar på alt. Jeg har selv brugt ham nogle gange, når jeg har været i tvivl om noget. Problemet er bare, at han har totalt fejldiagnosticeret mig. Jeg har for eksempel haft kræft i maven, sagde han, da jeg søgte på ondt i mellemgulvet. I virkeligheden havde jeg et mavesår, sagde de spanske læge.

Jeg tror på lægerne. Mere end jeg tror på dr. Google i hvert fald. Jeg tror på, at det alligevel har givet dem en eller anden viden med 8 år på studiet efterfulgt af noget praktik og sikkert også en super fancy p.hd og 20 år med fingeren på pulsen eller oppe i numsen på folk. De ved nok lidt mere om sygdomme end mig og dr. Google – også når det kommer til vacciner.  Dr. google ved også sindsygt meget, men problemet er bare han er skide utilregnelig.

Dr. google kunne sikkert godt fortælle mig alverdens konspirationsteorier om, at vacciner skader mine børn. At børn dør af det. At de får autisme. At medicinal industrien er i lommen på regeringen osv. osv. osv.

Desværre er folk ofte ikke særlig kilde kritiske, og finder alt hvad Dr. google byder på som en ophøjet sandhed. Den eneste sandhed der er i det, er at de er fundet på obskure  hjemmesider skrevet af hjemmegående husmødre ( ikke et ondt ord om dem, men forskere er de nok ikke) med en udvidet eksamen  i negleteknik.

Vi kan jo godt regne med, at Advokaten kan sin jura, at dansklæreren kender sin grammatik, at bagerne ved hvordan man bager brød. Så kan vi vel for helvede også gå ud fra, at forskeren ved, hvad der er bedst, når det kommer til vaccinering. Og hvis vi lytter til dem, som har arbejdet med vacciner i flere årtier, så siger de, at der er en grund til, at vi startede med at vaccinere mod de her sygdomme. De er ikke for sjov. Folk dør og bliver skadet for livet.

De første tilfælde er allerede fundet i København, og det smitter som bare fanden.

Jeg bor i et meget internationalt område med mange forskellige kulturer, og det slår mig virkelig, hvor mange der vælger vacciner fra for deres børn. Mennesker som jeg holder af og respekterer.

Begrundelsen er ofte, ” jamen vi er ikke bange for mæslinger. Vi tør godt tage den chance på vores børns vegne”. De er helt overbeviste om at vaccinen skader deres børn, på trods af modsatte beviser.

Jeg er ked af at sige det venner. I tager ikke kun chancer på JERES børns vegne. I tager chance på MINE børns vegne. På min SØSTERS børns vegne, på de syge Børns vegne. Når I I vælger at stå udenfor fællesskabet. Vælger i også, at en epidemi kan være under opsejling og lader andre folks børn dø. Selvfølgelig dør alle ikke,  men 1 ud af 1000-3000. Det er mange.  Jeg kan ikke vælge på mine børns vegne, når I vælger at bryde kontrakten mellem mennesker i samfundet. Der er en kontrakt, der hedder fælleskabet og samfundet. Deri er vi afhængige af hinanden. Vi er afhængige af at alle betaler Skat, og vi er afhængige af, at børn bliver vaccineret. I min optik er det et egoistisk valg at vælge vaccinen fra.

Jeg forstår godt tanken om, at vi gerne selv vil vælge, hvad der skal ske med vores børn.  I dette tilfælde, må det bare være flertallet der beskyttes, og ikke den enkelte individs frihed.

Så det kan godt være, at ham Dr. google har alle mulige bud på, hvad vacciner gør og ikke gør. Hvad mæslinger gør og ikke gør. Men lad os nu være lydhøre overfor dem, der rent faktisk har brugt store dele af deres liv på at forske i det. Lad os dog give dem noget kredit, ligesom vi anerkender bagernes gode hjemmelavet speltbrød. jpg63

 

 

 

 

Mennesket bag

I sidste uge talte vi alle om terror. Denne uge taler vi alle om ultratynde modelpiger. På de sociale medier har jeg i den forgangne uge læst om, hvor klamt det er at være så tynd. Hvor ulækkert det er, og hvem i alverden stiller sig op som et anoreksivrag på forsiden af Cover? Hun skulle skamme sig, sådan som hun prøver at være et afpillet forbillede for andre unge piger. Ad!

Måden den unge pige er blevet omtalt på, er i mine øjne skandaløs.

Der er faktisk et rigtigt menneske bag modellen. Hun er 16 år, og hun har følelser. Hun har helt sikkert også et navn.

Er hun så selv ud om det, når hun nu vælger at være model? Er det så ok, at folk sviner hende til?

Jeg synes selvfølgelig heller ikke, det var et pænt billede. Jeg synes, det er ærgerligt, hvis nogle unge mennesker tror, man skal se sådan ud. Men jeg synes faktisk, man skal vende vreden mod Cover og ikke en 16 årige model, der helt sikkert ikke får et selvtillidsboost ud af denne oplevelse. Er hun syg, bliver hun nok ikke ligefrem rask af denne omtale.

En god ven og kollega sagde engang til mig, da jeg lige var startet som morgenradiovært på Voice: “Mille nu er du on-air. Du siger din mening, og sådan er det. Du kan ligeså godt vænne dig til, at ikke alle kan lide dig, og du kan ikke gøre en skid ved det. Sådan er det bare”.

Dengang var jeg naiv, og forstod virkelig ikke, hvorfor folk kunne finde på og ringe ind og svine mig til i æteren, hvis de ikke brød sig om, hvad jeg sagde, hvordan jeg grinede, eller hvordan jeg så ud. Jeg syntes, det var benhårdt, men jeg lærte det. Alle kan ikke lide mig og det er ok. I dag er det mere end ok.

Men jeg er faktisk stadig uforstående over for den hårde retorik, vi bruger overfor hinanden, når nogen skiller sig ud fra mængden. Kan vi kun finde ud af at navigere inden for nogle bestemte rammer? Hvorfor synes vi, det er ok at svine den unge pige til? Hvorfor er folk så rasende, når der er noget, de ikke bryder sig om? Er det virkelig ikke muligt at få en sober tone i debatten?  Jeg synes, vi skal bruge weekenden til at tænke over, hvordan vi taler til hinanden, og hvilke gloser vi vælger, når vi har noget på hjertet. Og hvis det ikke er muligt, får man jo lyst til at sige ” så luk dog røven”. God weekend.

Fra mine radiodage.

Fra mine radiodage.

 

I am afraid of terror

Everybody agree that we should not let the terrorists win by us changing our ways. We should not change our habits, because of terror. Nobody should tell us what to say or what to do. Nobody. We all agree on that every time there is a new attack somewhere in the world. Recently it was Paris. Now its Copenhagen. My Copenhagen. My hood.

To be honest. I have been afraid since the first time I head about the bombings in the underground  in London in 2005. At that time, I worked at a Radio station in the middle of Copenhagen. I did not listen to people telling me not to be afraid. The message was, “just do what you normally do”.

But I did change my habits and for that I am sorry guys. I did not listen to what people were saying. I was afraid that this could happen in my city as well.  If I was close to the busy metro station around 9 am in the morning I would turn my bike around and take another route to work, where i did not pass any train stations.

Maybe it was stupid but I thought It was quite likely that It would happen here.

As the rest of the world I was in shock over the attack in Paris at Charlie Hebdo where innocent people were killed. I said to my husband that its only a matter of time before this will happen in Copenhagen.

So now it happened  in Copenhagen. This weekend. In my hood. Five minutes from where I have my apartment. Where I have passed a thousand of times while running. Where I have taken my kids to the big playground just on the opposite site of the culture house where it happened. In that exact culture house where i had one of my first performances, when I still thought I was going to be an actrice. This saturday there was a debate meeting about art, blasphemy  and freedom of speech arranged by the swedish Muhammed drawer Lars Wilks. He thankfully survived. Unfortunately somebody else died. Just in my hood. It happened.

I am sorry for the East bronx, I am sorry for the dead people, I am sorry for the jewish synagogue in Copenhagen. I am sorry for the terror. I am sorry that I am afraid.

But as long as its still there, we can all sympatise and say Je suis Charlie, Jes suis danoise, je suis krudtønden, je suis todos, mais je suis aussi tres peur. (j´ai peur)

The day there is no more terror, the day I will stop being afraid.

This Photo is from DR.dk

This Photo is from DR.dk

This photo is from BT.dk

This photo is from BT.dk

Mine fisk er deprimerede og min kanin er introvert

IMG_20141129_171417 foto 1 (6)Vi har ikke husdyr. Ja, eller det vil sige, vi havde ikke husdyr. Det er upraktisk, når man rejser meget, hvilket vi gør, fordi vi bor I Spanien.

Måske har du husdyr, og måske kan du genkende følelsen hos dig selv? Men jeg bliver sgu lidt deprimeret af at have dem. Forklaring følger.

Jeg ville gerne have et barn. Ja altså en nr 3. Men kun 75 procent af familien var enige i den idè. De sidste 25 procent var ligesom de vigtigeste for at kunne lave babyen.

Min mand vil ikke have dyr, og han vil heller ikke have et tredje barn. Grund: Vi rejser for meget… Og spædbørn skriger… Meget. Vores gør i hvert fald.

Så vi fik én fisk. Nu har vi fire fisk, og er gået all ind på pumpe, akvarium og naturlige planter. Ungerne blev så lykkelige. Problemet er bare, at de gør mig deprimeret. De ser så sure ud. De svømmer rundt og rundt og rundt med deres åndsvage kæber, der åbner og lukker sig. Ikke et eneste smil. Nada! Men har du set Nemo? Det har jeg. Krammer de kun, når jeg vender ryggen til dem? Bliver der kun aftalt flugtplaner, når jeg ikke er her? Mine fisk lever ikke op til virkeligheden.

Så jeg er bange for, at mine fisk er deprimerede. Min mand siger, at de ikke tænker, men det er da også en deprimerende tanke. Jeg gør virkelig, hvad jeg kan, for at de skal føle sig godt tilpas. Jeg taler lidt med dem og giver dem opmærksomhed. Opmuntrer dem lidt. Men de forbliver tavse, kedelige og med nedadvendte, sure mundviger.

Nu har vi også kaniner. To stk. Cookie og Muffin. Dem har vi fået foræret, af skolens pedel, Manolo. Mod lovning at han passer dem, når vi skal på ferie og mod lovning af, at det er to af samme køn. “Hvis det ikke er”, sagde han, ” Kan I jo bare smide dem i Paellaen”…….”Kan du ikke lide Paella”?

Jeg foretrækker ikke at kende den kanin, jeg skal spise. Altså, op med Muffin i paellaen, og så nyde mit kæledyr med salt og citron.

Men altså de her kaniner er sådan lidt halvvilde, og jeg synes ikke, de virker super glade. Jeg bekymrer mig om, hvorvidt de fryser om natten uden for, om de får nok at spise, om de kan lide hinanden, om de er glade for deres bur og dertilhørende. Derfor tager jeg dem op hver eftermiddag i nogle timer.  Det er vigtigt, at de ved, vi godt kan lide dem. Den ene sked i sofaen, og den anden er total introvert. Jeg har fået en introvert kanin. Den gider kun at gemme sig i sofapuderne, selvom jeg kæler med den, taler med den og prøver at få den til at forstå, at det er et kæledyr. Den introverte kanin er skideligeglad.

Så nu har jeg fire deprimeret fisk og en kanin, der er introvert. Måske jeg bare skulle få det tredje barn alligevel.

En session i kanin kærlighed.

En session i kanin kærlighed.

Spansk temperemant.

Det hører man ofte ikke? Bilen er lavet med med tysk grundighed og har frækt spansk temperament?

Den tyske grundighed er god nok, men spansk temperament kan jeg ikke få øje på. Muligvis italiensk temperament, men spansk det er mere sådan tranquilo. Mañana. Poco a poco.

Derfor bliver jeg også dagligt udfordret på min tålmodighed, som ellers efter 2 unger på matriklen er blevet langt bedre.

Man dytter ikke i Spanien. Jeg har aldrig hørt nogen dytte, med mindre det var en irriteret turist. Det er helt ok, at Carlos lige skal ryge sin Malborro færdig, tale med en god ven og have noget ud af bilen midt på den ensrettede hovedgade. Carlos er tranquillo, og du venter bare. For du er også tranquilo. Tranquilo. Det gør de 35 biler bag dig også. For hvad skal vi egentlig nå? (ja altså ud over at handler, hente unger, arbejde, købe gave til svigermor og  køre unger til alverdens sportsaktiviteter:)

De er osgå tranquilo, når det handler om at få ordnet noget. Når det er færdig “por la tarde”, er det ikke nødvendigvis færdig “por la tarde” (Eftermiddagen). Min sindsygt nødvendige pejserude var smadret ( ja det er ugen uden palmer). Den skulle fikses. Det blev den også sådan halvt. Jeg fik sådan en lidt halvmærkelig rude tilbage, der ikke sad ordentlig fast på resten af pejsedøren. Den var skåret sådan lidt laisse faire- (tranquilo) agtigt. Jeg påpegede det, imens jeg smugkiggede på væggen med de nøgne damer. Måske ligger forklaringen der?  Han løftede på skulderen og siger “tranquillo chica.” Men jeg kunne da fise ned i en anden butik og købe det lim, som han ikke havde, hvis den virkelig skulle kunne bruges.

Det hidser man sig ikke op over. Det gør man bare. Tranquillo. For hvad har I dog så travlt med?

For ikke at tale om køen i Banken. For I spanien har de endnu ikke lært, at man kan bruge netbank. Det er jo også sådan noget moderne fis. Så dagligt står små korthårde  spanske madammer i fine lange køer for at betale noget til banken. Banken, som, man skulle tro, tager imod Visakort, når man fx. skal betale en parkeringsbøde. Nej søde “carino” (skat). Hvis du lige smutter over på den anden side og hæver penge i automaten, så kan du komme tilbage og stå i kø i en halv time til. Visakort i banken? Tranquilla.

Men selvom jeg nogen gange bliver så træt i hovedet af Tranquilo, har jeg lært, at det ikke kan betale sig andet end at følge med dem. Du får intet ud af (s)dansk temperament, dytten, og skrigen. Så jeg kører mit mantra inde i hovedet ” Tranquilo, han ryger lige færdig, poco a poco, nej selvfølgelig kan jeg ikke betale med Visa kort i banken, tranquila Mille, nej nej, hvorfor skulle han også være færdig til tiden.. Jeg venter da bare til i morgen..Mañana. Tranquila.”

Tranquila på søndags markedet, hvor det godt kan tage en 20 minutter at få kaffe.

Tranquila på søndags markedet, hvor det godt kan tage en 20 minutter at få kaffe.

Faktisk tænker jeg, at vi godt kan lære noget af ikke at have så travlt. Lige at sige hej til naboen, ryge cigaretten færdig, give en krammer og bare være i nuet. Hvis man ser på det på den måde, er det faktisk ret værdigfuldt at være tranquilo.

Selv naboens hus hedder casas Tranquilas

Selv naboens hus hedder casas Tranquilas

I dag er der ingen palmer.

For det meste er det skæppe skønt at bo sydpå i Spanien. Billeder af strande med tyrkist vand, swimming pool i haven, Palmer, unger i shorts eller bar røv. Det er de billeder der normalt pryder min hverdag og min facebook wall.

Men virkeligheden kan også være en anden, når den sibiriske koldfront har besluttede at rasere på 2 uge, og jeg er pænt træt af kulde og vinter.

Nu sidder du måske at tænker to uger. Gider du lige. Men jeg er blevet spansk, og jeg fryser min rumpet af, når det er 7 grader. Det gør jeg fordi.

Fordi spanske casaer  ikke er bygget til den slags koldfront. Og mit temperament er ikke bygget til, at der går overgang i opvaskemaskiner, så motoren brænder sammen. Lyset går. Transportable radiatorer afgår ved døden, fordi de ikke kan klare, at varme sådan et forbandet koldt casa op. At gassen slipper op 3 måneder for tidligt, fordi vi har overfyret. At jeg på en mandag står med et komfur unden gas, og må bade i iskoldt vand, imens jeg skriger højlydt. ” Jeg hader det, Jeg hader det, Jeg hader det”. On top of it. Kun koffein fri kaffe tilbage.

Så sådan dage kan man også have imellem idyllen, palmer og sol. foto 1 (5) foto 3

 

Må vi låne vores unger?

Nå for dulen. Har du læst den artikel, hvor Annette Wilhelmsen langer ud efter forældrene, fordi de er så frække at tage deres børn ud af skolen uden for ferien.

Den er her.

Nu bor jeg jo ikke i Danmark, og mine børn går i International skole. Ja, jeg betaler for det. Jeg har aldrig hørt om, at man ikke må låne sine børn uden for skoleferierne. Tro mig. Her er mange ferier i Spanien. De kan godt lide fiesta. Men ikke desto mindre må man gerne låne sine børn.

Man skriver bare, “mit barn holder fri den og den dato”. Der er ingen regler. Ikke andet end de skal have skoleuniform på, blå sko ( hvilke jeg hele tiden glemmer og ynder at glemme, fordi jeg er en rebel) og må ikke have legetøjspistoler med i skole. Der er sjovt nok ingen sukkerregler. Du kan proppe dem med sukker fra morgen til aften, så det står dem ud af ørene, hvis du har lyst. Det har jeg selvfølgelig ikke, for jeg er jo en dansk, bevidst økomor.

Men jeg trives godt i et samfund med højt til loftet, og hvor jeg ikke skal stå skoleret, når jeg vil have mine børn med ud i verden. For hernede er det nemlig mine børn. Mit ansvar.

Så kære Annette Wilhelmsen.

Jeg tror ikke helt, jeg forstår det. Jeg forstår ikke konceptet, at børn ikke må rejse uden for skoleferierne for at være sammen med deres forældre. For at opleve en anden verden. En ny kultur. Se en elefant i naturen. Tale længe med sin mor og far. Sove længe. Backpacke gennem Indien. Opleve fattigdom. Opleve rigdom. Opleve kultur. Vide at Paris ligger i Frankrig, fordi de har været der. Ikke fordi læreren fortæller det.

Alt det her er langt billigere uden for skoleferierne. Mange forældre har ikke ferie på samme tid, som deres børn. Nogle er freelancere og kan rejse, når det passer dem.

Du siger, det er synd for de børn, der ikke har råd til at rejse. Men det er vel stadig synd, når de andre rejser i skoleferien? Skal ingen så rejse, fordi det er synd for dem, der ikke kan?

Skal ingen lære matematik, fordi Claus ikke kan finde ud af det. Skal ingen lære at læse, fordi Augusta har svært ved det?

En skrev i kommentaren i artiklen, ” vi lærer børn, at skolen ikke er vigtig, så vi er selv ude om det, når de begynder at pjække”.

Dertil må jeg svare. Sikke noget forbandet fis. Skolen er vigtig. Men ikke det vigtigeste.  Fællesskab er vigtigt. Men ikke det vigtigeste. Men det vigtigeste i hele verden er gode, sunde, glade og velafbalanceret børn. Hvordan får man så det?  Ja først og fremmest er man ( et rebelsk sgu) da sammen med dem. Så kære Annette. Er det ok, vi låner vores egne børn af systemet, når vi holder ferie?

God weekend og god ferie til alle jer ikke-rebelske forældre, der har været så venlige at holde den, når man skal.

Børn i skole uniform. Den rebelske mor, har valgt gule snørrebånd og stor blomst i håret.

Børn i skole uniform. Den rebelske mor, har valgt gule snørrebånd og stor blomst i håret.

Laver du Croquis?

Det her spørgsmål ligger mig virkelig på sinde, og jeg håber, du vil hjælpe mig?

Hvad laver du om aftenen? Hvad laver folk om aftenen? Jeg har prøvet at gennemgå min vennekreds, og kommet frem til, at enten ser de fjernsyn, eller også arbejder de. Med undtagelse af lidt sport indimellem.

Men hvad hvis man har krudt i rumpetten, ikke gider at arbejde eller se endeløse kedelige programmer i TV.  Hvad laver man så? Hvad laver du?

14526618-happy-couch-potato-cartoon-enjoying-tv-programs

Jeg prøvede at tænke over, hvad jeg lavede om aftenen, da jeg boede i Danmark. Jeg kan faktisk ikke rigtig huske det. Jeg havde en løbeklub, og jeg dyrkede også yoga. Det gør jeg nu om dagen. Jeg er sikker på, jeg også så mine venner. Men ungerne var små, og på nær vores naboer, var det ikke sådan, at folk hang ud til den lyse morgen, hver mandag efter en lang arbejdsdag.

Hånden på hjertet. Hvor mange af jer, ser mennesker om aftenen i hverdagen? Spiser i middag sammen, gå i på café? løber i? Fortæl mig, hvad jeg går glip af.

Jeg vil sindsygt gerne inspireres. Min kæreste og jeg har besluttede, at vi mindst to gange om ugen, skal gøre noget, som vi ikke plejer. Og det er ikke noget a no høm, selvom det da er et fint forslag.

Så i går lavede vi croquis. Ja du læste rigtigt. Jeg kan næsten ikke skrive det uden at grine.

Resultatet blev forholdsvis ringe, til gengæld var det skide koldt at sidde nøgen i stuen i en forholdsvis akavet stilling på Spaniens koldeste dag og i et hus, der ikke er isoleret.

Kom så fortæl hvad i laver af spændende ting om aftenen? Nu er der frit slag, efter jeg har udleveret mig selv. Jeg skal have inspiration til næste aften projekt.

croquis, hvor der er plads til forbedring. Jeg har fx ikke lange bryster.

croquis, hvor der er plads til forbedring. Jeg har fx ikke lange bryster.