To stand in line

Jeg havde en lille sank med min søn forleden dag, om at falde lidt uden for kategori. Han går i International skole, og dermed står den på skole uniform bestående af grå bukser, hvid skjorte, evt en cardigan og sorte sko.Det er pisse grimt, men også pisse smart. Ingen diskussion om morgenen i form af tøjvalg og ingen føler sig hægtede af, fordi de ikke har den absolut nyeste Diesel hættetrøje på.

Jeg var skeptisk i starten, fordi jeg fik associationer til en engelsk boarding skole med kæft trit og retning,  men nu er jeg sådan set blevet fan. Eller næsten.

For jeg er ikke den slags mor, der står og stryger skjorter om morgenen. Jeg er mere sådan en slags mor, der finder en halv krøllet beskidt skjorte i vasketøjskurven fredag morgen, og tænker ’Det går skam fint an i dag’.

Nu er det sket det, at min søn er begyndt at blive lidt forfængelig, eller også vil han bare gerne ligne de andre.

Forleden dag var han lidt trist, fordi han aldrig fik point for at have det helt top rigtige tøj på i skole. ( jep sådan en slags pædagogik bruger man i udlandet.)

Det var skoene den var gal med. De var jo ikke helt sorte, havde læreren påpeget, også var der jo ingen point at hente.

Nej det er rigtigt – de er blå med fede gule striber. Det kaldes en røv fed Adidas sko.(skumlede moren, der har svært ved autoriteter).

Så blev jeg faktisk sådan lidt ’ÅHH hold nu mund med jeres sorte sko og regler’, så jeg satte mig ned og forklarede min søn, at nogen gange er det fint nok ikke at følge flokken. At være lidt rebelsk. At falde uden for kategori. Jeg brugte metaforen, at vi ikke alle kan stå på en lige linje, og nogen gange må man gerne stå uden for linjen , og gøre noget andet. I dit tilfælde at have fede blå kondisko på.

Hver morgen bliver alle ungerne linede op i to linjer, inden de går ind i deres klasser.

Næste dag kom han hjem, kiggede på mig med et skummelt smil, og sagde ’ved du hvad mor? Jeg stillede mig lige uden for linjen i dag. Bare lige et lille skridt, og jeg gør det igen i morgen’.

Jeg ved ikke om han har fattede en skid af mit budskab,  men jeg synes virkelig, det var fantastisk, at han havde taget det så bogstaveligt. Børn er sjove.

He is standing out of the line.

Lad os gøre det noget mere allesammen

Den dag var der ingen rene hvide skjorter, så han røg i en polo fra sidste års uniform.

Den dag var der ingen rene hvide skjorter, så han røg i en polo fra sidste års uniform.

Er jeg smuk?

Engang var der en kvinde, som jeg synes var gudesmuk, der sagde til mig, ” at første gang hun så mig, synes hun bare jeg var så smuk’. Jeg blev helt paf, for jeg tror aldrig nogen har sagt det til mig, som ikke havde skumle bagtanker og ville knalde.

Hende her ville ikke knalde. Hun havde knaldet. Det var en pige i min første mødregruppe. Det er 8 år siden nu. Forleden dag, fik jeg et andet virkelig fint smukke kompliment af min soulmate på facebook. Det lød sådan her ‘Sprudlende og stærk og vild både i udseende og væsen’.  Der kan nok fortolkes lidt på,  om det ligefrem betyder smuk, men mit udseende blev kommenteret.

Hvor vil jeg hen med det? Ud over at der er 8 år imellem, nogen giver mig en kompliment for mit udseende.

Jeg kom til at tænke på, at det er sjovt, hvem der synes, hvad er smukt. Jeg har aldrig følt mig smuk af udseende. Jeg har altid haft tårnhøje veninder, med ben helt op til under brystet. Smukke, langt lyst hår, høje kindben, alle de lækre klassiske træk. Billedeskønne. Jeg er udemærket godt klar over, jeg havde, og har andre charmerede træk, så det var ikke sådan at jeg følte mig grim eller havde mindreværd, men jeg har faktisk aldrig følt mig smuk.

Lækker, sexet, charmerende. Men smuk. Nej.

Min mand synes selvfølgelig jeg er kamp smuk, og det lader jeg ham selvfølgelig synes. Jeg kan også have dage, hvor jeg er helt overbevist om at det er rigtigt, at jeg er den smukkeste kvinde overhovedet set på denne jord.  Men det er jo lidt ligesom, når ens mor, siger man er skide god til at synge, og man ser sig selv står i X-factor året efter og synger piv falsk. Det er premissen ik. Han skal jo sige det.

Men faktisk helt krukket, elsker jeg tanken om at nogen (2 mennekser), synes jeg er smuk. Ikke indeni ( for der er jeg satme smuk) , men udenpå. Sådan helt overfladisk smuk.

Mest af alt elsker jeg tanken om, at det kommer an på øjenene der ser. Det jeg synes er smukt, synes min mand sjældent (fordi han lyver tror jeg) Så hvis du ikke føler dig specielt smuk i dag, skal du bare tænke på, at der er nogen et sted, der synes du er det. Gudesmuk. Den hotteste babe ever.

Eller finde dig nogle grimme veninder. Det er også en mulighed.

Og nu 40 år og dressed to kill.

Dressed to kill.

Sådan morgenhår og trutmund. Jeg er ikke for fin, til at være grim.

Au natural.

 

Jeg har fået nyt job

Det er ret vildt. Jeg er blevet marketingsdirektør. Uden overhovedet at være til en eneste samtale, det blev bare besluttede hen over bøffen og rødvinen, lidt gramsen hist og her, og så var den hjemme. Jeg fik jobbet med det samme, og jeg glæder mig helt vildt. Jeg kommer til at arbejde ret hårdt, men ikke noget i forhold til ham, der har ansat mig.

Der er en lille hage ved jobbet. Det betaler nada. Ingen dinero´s. Faktisk er der flere hager. Jeg har aldrig prøvet andet end at markedsføre mig selv. Alt har handlet om mig, mig, og mig og min branche, som jeg kender til hudløshed. Jeg har absolut ingen erfaring i at markedsføre andre, eller i den branche jeg har fået arbejde i.

Derfor er jeg faktisk helt vildt angst. Angst for at fejle på projektet når nu denne kunstner har betroet mig opgaven. Det bliver egentlig også ret nødvendigt, at jeg ikke fejler, for vi har satset en stor del af økonomien på det.

Jobbet er for en forfatter, der har sagt sit freelance job op som journalist, og skal til at skrive bøger om pirateri til piger, fra næste år. Forfatteren hedder vist nok Chris Seabranch, han er ikke helt sikker på sin kunstnernavn endnu, og har været igennem Chris Black og Chris Grey ( den nedstemte jeg altså, med den begrundelse, at der var for meget association til Mr. Grey og sorftporn), men er nu endt med Chris Seabranch.

Hans rigtige navn er Kristian Sjøgren. Han er også tilfældigvis min mand, og fra januar af satser vi butikken igen. Jeg har sagt ja til igen at forsørge familien i et halvt år (igen fordi han engang skulle læse en lang uddannelse med noget klogt bio noget), og åbenbart også sagt ja til at markedsføre ham.

Hvorfor? Fordi vores drømme er vigtige. Fordi vores drømme ikke altid skal forblive drømme, men realiseres. Fordi jeg synes, han har et kæmpe talent (og jeg er ikke sådan lige at imponerer inden for bog genren), og fordi jeg for alt i verden vil støtte ham i hans livsprojekt, nemlig at være forfatter. Så op i rumpetten, om den står på linsesuppe og færre udenlandsrejser det næste halve år. Vi er priviligeret, at vi overhovedet har muligheden.

Det skal ikke være nemt. Hans store historiske roman, har måtte vige pladsen (lidt endnu) for ungdommens fantasi univers. Han har givet sig selv, den udfordring at skrive på engelsk, og skrive 6 bøger på 6 måneder. Kan det lade sig gøre? Who knows, men du kan følge ham her og jeg vil gøre alt for ikke at skulle leve for meget af linsesuppe og havregrød.

Mit job er at få dem ud i verden. Ud til bogbloggere og Amazonjunglen. Vi selvudgiver og i første omgang kun som e-bog, og hvis nogle gider at læse dem, så bliver de også udgivet i hardcover.

Og ved du hvad, det drømmer jeg om. For der er intet i vejen med at drømme, specielt ikke hvis du også handler på dine drømme.

Måske jeg siger noget andet om et halv år, når jeg er træt af linsesuppen, og en mand der har fået skriveblokade og river sig selv i håret.  Måske siger jeg så, kan du ikke bare få et normalt freelance job igen? Kan du ikke bare tjene en lille bitte mønt?  Måske..

IMG_1180

 

 

Jeg er en tyvknægt….og mere til

Prøv at hør. Hvordan har I det med autoriteter?  Har du for eksempel nogen sinde gået på æblerov eller kørt uden lys på cyklen?

Det har jeg. Mange gange. Men jeg føler stadig jeg er en flink, sød, venlig samfundsborger. Ikke som en stor kriminel røver, der har fået 6 år i spjældet eller mere.

Ja ok faktisk har jeg engang været i landsretten, for at have været med til at opfordre en pige til at kaste en kage i hovedet på en bager. Det var mit job dengang. Det kan man måske kalde et lidt besynderligt job, og ‘to be honest ‘stod det heller ikke i jobbeskrivelsen.  Men ting udvikler sig jo, og med en samling skøre hoveder på radioen, og en salgsafdeling, der havde solgt et vanvittigt koncept, blev det altså udfaldet – at vi endte i landsretten. Det kan man jo egentlig undre sig over, når man tænker på hvad Casper C lavede i tæskeholdet. Men det er en helt anden sag. Da de to civil politibetjente troppede op på min adresse for at stævne mig, følte jeg for første gang, at jeg var med i en rigtig film. En dårlig en af slagsen. Jeg var gravid med mit første barn, og derfor en anelse grådlabil. Det var total surrealistisk, da jeg kastede mig storgravid og hylende i armene på betjenten (the good cup), og sagde ‘jamen jeg kan da ikke komme i spjældet med en nyfødt’.  Han beroliget mig og sagde at ‘det var sjældent man kom i fængsel, for at opfordre nogen til at smide en lille bitte kage i hovedet på nogen..’ Men jeg var fandme bange.  Skulle jeg føde i spjældet? På grund af en Hinbærsnitte?

Det skulle jeg ikke, men radioen fik en kæmpe bøde, og vi blev spist af med en god middag og jeg fik mit barn derhjemme.

Tilbage til Spanien og mit nye møde med policen.  Jeg er begyndt at løbe igen, hvilke jo kan være en små kriminel handling i sig selv. Siden jeg blev fyrre år, har jeg på min løbetur faldet ned i et hul og forstuvet foden, og i går stoppede af politiet. Hvorfor?

Fordi min mand og jeg havde nappede et par granatæbler fra et træ, og vi kom kravlende op fra en grøft, og stødte lige ind i dem. De stoppede os. Var meget alvorlige. Og jeg var sådan lidt..(fuck nu af med jeres autoritet spasser police, det er granatæbler attitude) ok ha ha vi bor i provinsen.

Men i provinsen er de meget seriøse med granatæbler og claro que si – de er også sindsyge på antioxidanter, så jeg forstår det da godt lidt. Det er jo bedre end den bedste rynke creme til konen. Den  facistiske policia (den anden var the god cup, eller el bueno policia) han styrtede rundt, for at finde ud af hvor vi havde ‘stjålet’dem fra, tog billede af dem, kiggede skævt til os, undersøgte os i hovedet og rumpet. Det blev kommunikeret big time over radion. Hvem er disse granat æble tyve? Har de stjålet andet? Kronjuveler? snyder de i skat?  Hvad har vi på dem?

Da svaret i den anden ende var ‘blanco’, og der ikke var mere at komme efter, og vi havde chit chattede med ‘the good cup’, som fik hele vores løbe historik, sagde den facistiske politimand,’ nå men I får ikke en bøde, men vi kan ikke garanterer at dem i har stjålet æblerne fra ikke ligger sag an mod jer’.

Så kan man kun sige Que? Små grine lidt og håbe på at han fik sig et kick i testosteronen af at lege først dedektiv siden hen ordensmagt og til sidst idiot.

Jeg lærer aldrig at forholde mig ordentligt over for autoriteter,  og jeg fik også sagt på nu godt spansk ‘ er det ikke lige i overkanten, at gøre så meget ud af det for et par granatæbler? ‘, imens min mand hev mig afsted, for ikke at få mig i uføre.

Jeg har det sådan.

‘hold nu kæft en idiot’

Og han tog fandme mine granatæbler.

Jeg har det altså stadig svært med autoriteter.

Granatæbler

Granatæbler

 

 

Fyrre, fed og færdig….

Billede

Det er det udtryk, jeg husker mest fra min barndom, da min mor og hendes veninder rundede det skarpe hjørne. De var overhovedet ikke i nærheden af at være fede og færdige, men det var sådan et almindeligt udtryk, folk sagde. Forestil dig lige at nogen sagde det i dag? Fyrre, fed og færdig? En sjælden gang efter en våd bytur, kan det føles sådan, men generelt tror jeg ikke mange fyrre årige, har det sådan.

Kan I mærke, hvor den bærer hen? Ja jeg er lige ved at nå det næste hjørne. Nogen kalder det  ‘det skarpe hjørne’, men det ved jeg sgu ikke rigtigt. Jeg har præcis 3 dage tilbage i 30erne, og dem nyder jeg ved poolen med min familie, imens jeg skriver her, og tænker det er fedt at gøre status. 20 erne var virkelig sjove sådan all around, 30 erne var endnu sjovere sådan all around, så jeg har ekstrem store forventninger til 40 erne.

Alder er jo bare et tal (ha ha ha griner alle dem på 20 år), og jeg har det ikke sådan voldsomt dårligt med at blive 40 år, men jeg kan heller ikke rigtig forholde mig til det. Jo Jo bevares tyngdekraften har gjort sit indhug, og måske er det selvbedrag, men jeg tror på, jeg til hver en tid, kunne falde ind i en flok piger i slut 20 erne, uden de ville lægge mærke til aldersforskellen, om ikke andet fordi, jeg er så umoden.

Jeg er umoden, jeg tager mange chancer, jeg siger røv foran mine børn, og jeg forklarer dem også at man altså boller for at få børn, til min mands store fortrydelse. Jeg danser og synger, like nobody is watching, og jeg vil helst lege mig igennem livet, også selvom det nogen gange kan være svært.

Jeg gad da godt være foruden min bekymringsrynke i panden, have bryster som en 20 årig(dog uden silikone), og hænder der ikke længere ligner en ung piges. Det gad jeg da godt.

Det sjove og fede er, jeg bliver aldrig smukkere og lækre end jeg er lige nu. Lige nu. I dette øjeblik. For om 20 år vil jeg sidde og kigge på billeder, og tænke ‘ej hvor så jeg ung og leksi ud’, så på den måde, er det bare om at nyde det. Det bliver ikke bedre. ALDRIG. Og alternativet til ikke at blive ældre, er forholdsvist kedeligt.

Hmm så er der det med kasser. Hvilken kasse skal jeg nu i? Er jeg midaldrende, når jeg krydser af oppe på kommunen? Eller i et åndsvagt dameblad? Jeg tænker midaldrende, vel er et sigende ord for en på halvvejs igennem livet. Midaldrende er i mine øre nok nærmere synonym med, at jeg sætter træsskoene i næste uge. Jeg kan ikke lide det. Jeg er stadig bare en pige. Grin, hån mig, synes jeg er latterlig. Måske. Men jeg tror egentlig det er de færreste, der føler sig deres alder.

Så i min verden handler det faktisk mere om personlighed end alder. (Det er også sådan noget man kun kan sige, når man ikke er ung mere) Jeg var for nylig i Laos, hvor vi mødte overraskende mange børnefamilier, der havde taget tid ud af kalenderen, for at vise deres unger verdenen, ligesom os. Det havde været naturligt at hænge ud med dem. Men de kedede mig. De talte kun om børn og voksen ting. Det gjorde Sisse og Christian på 25 år til gengæld ikke. Vi grinede. VI endte med at rejse sammen (mine unger og mand) i nogle dage til 4000 islands, hvor vi talte om drømme, arbejde, karriere, livet og sågar unger. Og ja ja drak en helvedes masse Lao beer.

En af mine rigtig gode venner, og den mest barnlige og upassende ven jeg har, er 53 år. Jeg elsker ham for at få mig til at grine, og være total upassende. Han leger sig igennem livet, går stadig alt for meget i byen og netop derfor, er vi gode venner.

Så jeg må bare konkludere at alder er noget besyndeligt noget. Det er skræmmende, men nødvendigt. Det er smukt, fordi det betyder levet liv og forhåbentligt en smule klogere, end da jeg var 19 år.

Jeg vil hoppe smukt ind i et nyt årti på søndag, og glæde mig til alt det vilde, der skal ske, og jeg ved godt at alle siger’ fyrrene er de nye trediver’, men hey det er jo kun de gamle damer og herre i fyrrene, der siger det. Det er sgu ikke os på 20:)

Af en der ikke bekymre sig særlig meget om sin alder, kan jeg godt se, det blev et utroligt langt indlæg om ja alder.

1 år.

Mig son et årig, men det bliver bedre.

syv år og cute.

syv år og cute.

18 år til galla fest i gymnasiet. Der gik det så lidt galt.

18 år til galla fest i gymnasiet. Der gik det så lidt galt.

Slut 20 erne. vildt hår og med søde Fuglen, som jeg arbejde med på Radioen.

Slut 20 erne. vildt hår og med søde Fuglen, som jeg arbejde med på Radioen.

 

 

 

PÅ min 30 års fødselsdag med min bedste ven.

PÅ min 30 års fødselsdag med min bedste ven.

Og nu 40 år og dressed to kill.

Og nu 40 år og dressed to kill.

ja ja og lidt mere hverdags agtigt og uden make-up - but still 4 days to 40.

ja ja og lidt mere hverdags agtigt og uden make-up – but still 4 days to 40.

Dur du til noget? For jeg gør ikke.

Kender du de dage eller nogle gange uger, hvor alting ikke rigtig fungerer? De der dage, hvor du føler ,at alt du rører ved bliver til aske og smuldre mellem hænderene på dig. De der dage, når først de første 3 ting er gået galt, så ender man med at fortælle sig selv, at man jo heller ikke dur til en fløjtende fis og egentlig ligeså godt bare kunne lægge sig ned i fosterstilling og drikke vodka.

Det gør du nok ikke. For du er sikkert et succesfuldt mennesker, med stærke holdninger, styr på tilværelsen, har et skide sjovt job, er god til at bage og disker gerne lidt lækkert sammen efter en 17 timers arbejdsdag til vennerne, der dumper ind til en sen tapas og et glas vino.

Nå men jeg kan altså godt føle mig utilstrækkelig engang imellem og tænke, ‘hvad fa’en duer jeg egentlig til’? Det kommer jo ikke ud af ingenting – nej det kommer snigende på de dage, hvor jeg har besluttede mig for at interviewe en halvkedelig forsker om et emne, der ikke rigtig interesserer mig, og jeg så på en eller anden måde glemmer at optage hele vores samtale.

Samme dag, som jeg har kastede mig ud i at lave min helt egen nye hjemmeside i WordPress til millespeak, og kan konstaterer at jeg er komplet uduelig uden min kloge mand ved min side. Han reseacher, og googler og youtuber det hele til mig, så det ligger klart på et sølvfad, og selvom jeg lige har gjort præcis det samme, kom der bare ikke noget brugbart frem. Ja så føler jeg mig som en idiot.

Samme dag får jeg formuleret åndsvage spanske sætninger til min spanske veninde, der smilende og overbærende retter mig i at ‘kasket’ ikke hedder Gordos, det betyder fed, men at det er Gorras, tror jeg nok. Ja så fik jeg sagt, ‘du er fed på hovedet’. Det var bare et eksempel, jeg lavede nok en 3 millioner andre fejl, som bare ikke blev pointeret.

Sådan en dag, hvor man finder ud af, at man har et elendigt sprogøre og at Spansk nok aldrig bliver mit andet sprog, at ens tekniske færdigheder ligger langt under enhver 16- årige teenage piges kunnen, og at man er pivdårlig til at interviewe. Ja sådan en dag, kan sgu godt få mig til at tænke *Hvad dulen er det egentlig, jeg kan?’ Jeg ved jo godt, at jeg er god til at speake. Det er jeg god til, selv på de her dage. Men jeg føler, at jeg har noget ubrugt potientiale. Kan man godt sige det? Kan man godt sige højt, jeg har mere talent end det jeg indtil videre har brugt?

Så har jeg seriøst overvejet at få mig en coach. En erhverscocah. Alle steder jeg lytter og læser, er det nødvendigt på et tidspunkt, at have sådan en.

Jeg har prøvet at blive coachet før et par gange. Det eneste problem er bare, de spørger og spørger og spørger uden at komme med noget svar. Og nej de ligger ikke inde i mig.

Jeg kan næsten ikke klare flere spørgsmål i mit liv. Jeg kan ikke engang finde ud af at svare på mine egen spørgsmål, som kører rundt i hovedet på mig dagligt, som en bulldozer.Hvordan skal jeg så kunne overskue en coachs spørgsmål?

Hvorfor tror du det er, som det er? Hvor vil du gerne være om 10 år?(christ hader det spørgsmål) Hvorfor hader du det spørgsmål? Er du bange for fremtiden?( Ja da er du ikke det?) Du skal ikke spørge mig, det er jo der der skal svare. (Nå. Pis) Lad os gå videre. Hvordan kommer du derhen?(Hvorhen?) Der hvor du gerne vil hen? (Jamen hvor vil jeg gerne hen?) Lad mig spørge på en anden måde. Hvad forhindre dig i at komme derhen?

‘Jeg ved det sgu ikke’, og nu ligger jeg mig i fosterstilling og drikker vodka.  Jeg tvivler meget på, at jeg ville vide det mere, fordi jeg betalte 700 kroner i timen for det.

Men jeg tager gerne imod en udfordring. Hvis der er en coach, der kan stille spørgsmål, så jeg inden længe taler flot spansk uden at sige at folk har et tykt hoved eller at min søn er en liderlig viking, har udvidet min foretning med mit glemte potientiale, har fået uanede teknisk formåen inden for wordpress, ikke glemmer vigtige detaljer, så som at trykke på ‘optag’ knappen, og kan gøre mig til en bedre reseacher end min mand, så betaler jeg gerne det dobbelte.

Indtil da må jeg have dage, hvor jeg ikke dur til noget.

Imens jeg tænker

Imens jeg tænker

 

 

Vi skal have I-pad fri sommer.

Forleden dag var jeg ved at kløjes i min ellers udmærket fiskesuppe, da min man højt og kækt sagde, ‘jeg har besluttede, at denne her sommer skal børnene overhovedet ikke spille I-pad’.

Vi sad alle tre, altså mig og mine unger og gloede på ham, som om han havde sagt, ‘vi skal en tur til Mars, og der skal vi møde et par fremmede marsmænd og grille skumfiduser over åben ild’.

‘Hvorfor’, sagde min søn så endelig. Ja hvorfor, det ville jeg sgu da også gerne vide, og tænkte, gosh det bliver en lang sommer.

Der kom egentlig ikke rigtig noget svar, andet end det mente han ville være godt for vores unger, og helt ærligt, jeg tror sgu han har ret.

Vores børn har skole ferie i Spanien fra d 19 juni til d 6 september. Med lidt halv dårlig matematik, sniger det sig op på tre måneder. ‘Tre måneder uden I -pad’, sagde den yngste, ‘det kan man da ikke. Hvad skal vi så lave?’

Nu er jeg helt med på den. Vi har diskuteret frem og tilbage, og jeg synes faktisk det er en fremragende ide. Vores børn går på I-pad skole. Altså de dækker det ind under et mere fancy navn nemlig Steve Jobs School. De startede i en lille hippie skole, som sidste år blev omdannet til denne besynderlige i-pad skole, som så har vist sig at være en virkelig god ide. Ikke desto mindre har mine børn minium 3 timer om dagen foran en i-pad, og det kender ingen jo konsekvenserne af.

Nu kommer udfordringen. Vi er begge selvstændige og skal stadig arbejde med unger omkring os tre måneder i træk. Det gik sidste år, med at dele os op. Så jeg arbejdede morgen, og min mand om eftermiddagen og vi havde to I-pads. Ind imellem holdt vi også ferie. Der er aftalt nogle sommer aktiviteter, såsom art school, fodbold skole og noget gymnastik skole. Det foregår 3 dage om ugen i nogle timer, resten af tiden er der så fri leg, som vi kalder det herhjemme.

Den tid mener min mand fint, de kan underholde sig selv. Og selvom jeg først var i chok, og tænke, ‘jamen gud skal de slet ikke have lov at slappe af denne her sommer’, sagde min meget kloge mand det fineste af alt, som man godt kan glemme i denne I-pad verden. ‘Jamen Mille de slapper sgu da af, når de leger. Hvem har nu sagt, at det at lege, skulle være hårdt for ungerne’?

Ja hvem har egentlig sagt det? Vi andre legede jo også hele sommeren, med vennerne, søskende, og naboen, da vi var børn og faldt omkuld kl 10 om aftenen, når solen langt om længe var på vej ned.

Det bliver en udfordring for alle parter, og det kræver jo virkelig også noget af os som forældre, at sige nej og holde fast, og hjælpe dem igang med noget andet. Men jeg tror vi i september, når sommeren er færdig vil tænke,’ wow hvor har det været en fed sommer.’ Og ikke andet, kan vi jo bare hive dem frem igen, og tænke ‘gosh det gør, vi aldrig mere’.

Og denne her besynderlige hellighed, er ved at plante sig til andre områder i mit liv. Jeg overvejer seriøst, om jeg skal indgå en aftale med mig selv, om ikke at måtte købe et eneste stykke tøj i et helt år, fordi jeg vil spare på verdens ressourcer. (grin bare højt her) Jeg startede allerede med at tænke på det i maj, da jeg kom til at købe hele Etoile på Østerbro, også tænkte jeg, ‘det kan jeg sagtens klare.’ Nu er jeg klar til et helt år uden nyt tøj. Nu er det snart midt juni, og jeg synes virkelig jeg trænger til noget nyt sommertøj. Er ikke helt blevet enig med mig selv om, hvornår det år starter, eller om det allerede er gået, og det så bare ikke er lykkedes.

Måske du også skal med på min nye trend og  have I-pad fri sommer og gå i genbrugsbutikker?

images

 

Forældre udstiller deres børn på Nettet

Så er den gal igen. Jeg læste denne her artikel i dag i Information. http://www.information.dk/535940.

Den er spændende og interessant og piller ved noget skamfuldt i os mennesker. Nemlig at vi er pisse stolte og glade for vores børn, og hvis vi kunne råbe det ud i verdenen hver dag, så alle kunne høre hvilke fantastiske unger vi har, så gjorde vi det. Eller det er jo det vi gør – på nettet.

Jeg følte mig først lidt ramt af artiklen, for jeg deler også billeder af mine unger på facebook. Jeg bilder mig selv ind, at det er fordi jeg bor 3000 km væk fra familie og venner, og at de gerne vil følge med i vores liv. Det er hurtigt og det er nemt.

Men er det så for børnenes skyld, som artiklen er inde på? Til det må jeg nok svare ,”gu er det ej”. Det er for min skyld. Jeg har nemlig lyst til at vise jer mine unger. Jeg har lyst til til at vise jer mit liv. Også kommer det store tunge spørgsmål. Hvorfor har jeg det? Er det for at I alle sammen kan sige “Ihhhh hvor er det flot”. Eller “sikke nogle søde unger”. Hurra hurra for dig og dit liv.

Og jeg må ærligt indrømme, jeg ved det faktisk ikke. Handler det om anerkendelse? Har jeg brug for det? Er det ikke nok bare at være os 4 sammen, og ikke hele tiden stikke mobilen op i fjæset på de unger, som jo efterhånden er vant til det, og sætter smilet i de retter folder. Jeg er ikke for fin til at indrømme, at jeg synes mine unger er skønne, og jeg deler dem gerne på facebook. De aner så ikke hvad facebook er, og jeg kan af gode grunde ikke spørge dem om det er ok, fordi de jo slet ikke kender konsekvensen af det spørgsmål. Men er der egentlig nogen der kender konsekvensen af af dele alting med hinanden?

Jeg tænker også vi deler med hinanden, fordi det er rart. Fordi det er hyggeligt og fordi vi gerne vil delagtiggøres i hinandens liv som de sociale mennesker, vi nu engang er. Nogen deler ikke en pind, andre braller det ud. Lige som i det virkelige liv.

Er det så på ungernes bekostning? Måske. Men måske er det også ok ikke at råbe vagt i gevær, hver gang man ser en tendens i medierne. Jeg har besluttede mig for (og jeg arbejder meget med det) ,at jeg ikke gider være så nervøs for alting. Jeg tænker over, hvad jeg poster og af hvem jeg poster. Jeg tænker over ikke at skrive noget, jeg tror vil ramme mine børn senere i livet, men jeg gider ikke leve helt paranoia og tænke at Internettet er den store stygge ulv, hvor mine unger vil blive misbrugt senere i livet og ikke får det job som advokat, fordi der ligger et uskyldigt billede af dem med nutella fra øre til mund da de var 4 år. Come on.

Artiklen beskriver også, hvordan forældre videofilmer sine unger i situationer i fx Netto, hvor de skaber sig. De kan endda finde på at lave videoen om flere gange, hvis lyset ikke er det rigtige. Senere ligger de det op på FB og skriver ” hun ligner sin mor, mere og mere”.

Jeg går jo selvfølgelig sjældent i Netto, fordi der er lidt langt, men jeg har aldrig hverken set sådan en video blive optaget i noget supermarket ej heller på min FB wall. Mon ikke det er et fåtal, der kunne finde på at udstille sine unger i de her situationer? For de fleste af os ved jo godt, det er pisse besværligt at skælde ud og holde mobilen i den rigtige vinkel samtidig.

Ikke mere Paranoia – act med omtanke både i og uden for de sociale medier, så skal det nok gå.

Se her min skønne dreng.

Se her min skønne dreng.

foto 3

Og skønne tøs.

Jeg er rasende

Så rolig var jeg inden, jeg begav mig ud i spansk abe system.

Jeg har snart betrådt spansk jord i 3 år. Det er alligevel en tid, om så skulle man jo tro, at jeg havde vænnet mig til den spanske kultur og mentalitet. Det har jeg ikke. Ikke i dag.

For i dag mistede jeg tålmodigheden med systemet og vandrede hysterisk og halv -råbende ud af banken, fordi alting er så besværligt.

Opgaven er simpel. Min datter vil gerne i sommer gymnastik skole, på en spansk skole i old town. Skønt og nemt.

Opgaven bliver umulig: Du skal først komme op på skolen, og hente en formular, som du udfylder. Vi har åbent mellem 17 og 19. Så kan jeg vel betale her? Nej så skal du i en special bank ved navn BBVA nede ved stranden, som kun har åbent mellem 10-14. Bagefter når du har betalt, skal du komme tilbage og vise os sedlen. Og vi har stadig kun åbent mellem 17-19.

I banken er der lang kø, og jeg kommer op til kassen og vil betale min regning. Det kan man ikke. Det skal man gøre over i maskinerne. Efter 20 minutter i kø, stiller jeg mig i endnu en kø. Jeg prøver og prøver på mit allerbedste spanske, men jeg forstår det ikke.

Tilbage til damen. Puedes me ayudar? Kan du hjælpe mig? Nej det ville hun ikke. Hun afviste mig med en arrogant mine, og sagde jeg kunne finde mit sprog på skærmen. Nå står det på dansk dame? Efter lidt diskussion, slentrede hun sin halvslappe krop ( sorry jeg er stikhamrende rasende på dette tidspunkt) over til kassen, og trykkede lidt vilkårligt på skærmen. Endelig kunne jeg skrive modtagers kontonummer og betale. Men ak. Man kan da ikke betale med kort. Puha heldigvis havde jeg kontanter. Dog ikke lige på beløbet, men så giver den vel tilbage?

Nej selvfølgelig gør den ikke det. Damen griner til mig og siger, du kan kun veksle i kassen. Jeg kigger på den lange kø, som er blevet endnu længere og konstaterer, at det fandme ikke bliver i dag, jeg får betalt. Råber et eller andet på halv dårligt spansk om deres rådne system og går.

Jeg har besluttede, at min datter ikke kommer på sommerskole i gymnastik. Jeg jeg er en røv sur mor.  Forestil jer lige en dansk virksomhed, der ville tjene penge bad dig om den rutine, som jeg blev trukket igennem i dag. Det er nok med at skulle igennem det spanske skattesystem, men bare en lille gymnastik regning.  Der er ikke så underligt at spansk økonomi hænger med røven i vandskorpen, og at folk er trætte af det politiske system.

Kærlig hilsen en røv hamrende sur mor med røv på.

 

Er venner vigtige?

Jeg har indenfor de sidste 3 år fået rigtig mange ny venner. Det har jeg selvfølgelig, fordi jeg er flyttede til det solbeskinnede Spanien og startede et nyt liv op. Det har været inspirerende og givet mig en ny indsigt i mig selv, at opleve mennesker fra andre kulturer, med andre tanker og holdninger end mig selv, men også fra det miljø jeg selv kommer fra.

Jeg er taknemmlig for mine nye venner, men jeg bor også et sted, hvor venner hurtigt forsvinder igen, fordi livet som spansk tapas hverdag, alligevel ikke levede op til deres forventninger. Det er svært. For lige netop der, hvor du troede, at du endelig var kommet under huden på folk, så flytter de.

For nogle uger siden, var jeg så sammen med mine gamle veninder(ikke som i gamle, men som i jeg har kendt dem længe) i flere dage i træk. Det fik mig til at tænke på, hvor vilde venskaber er. Hvor vildt det er, at vi har fulgt hinanden igennem teenage årene, første kærester, fest, druk og hor i 20 erne. Fødsler, bekymringer, ægteskaber og skilsmisser i 30 erne. Og for nogens vedkommende nu tager fat på et nyt årti sammen i 40erne.

De her venner, som jeg har haft altid, taler jeg med om alt. Der bliver aldrig lagt fingre imellem, og vi er tusinde gange værre end enhver bodega karl på sit lokale stamsted efter sin 20 guldøl. Vi griner højt. Vi tuder sammen. Vi taler om alt fra diller til børneopdragelse henover politik, og ender med diller igen.

Noget der gik op for mig den weekend, er hvor utrolig stærke, vilde og omsorgsfulde mine veninder er. På trods af skilsmisser, tarvelige x-ere, falleret drømme, kræft, angst, stress og hvad en stor venindeflok ellers kan samle sammen henover mange år af oplevelser, så står de (vi) alle lige nu til begyndelsen af et nyt årti. Jeg må bare sige, at jeg beundre dem for ikke at være blevet bitre over, hvad livet har budt dem hver især. Jeg beundre de af dem, der er alene med deres børn og klarer så meget i deres hverdag, at jeg selv ville blive helt rundtosset, hvis det var mig. Jeg beundre dem, at de har tilgivet de mennesker, der har svigtet dem og jeg beundre dem, at de er så voldsomt gode til at samarbejde med deres x-ægtefæller omkring deres unger.

De er et smukt eksempel på, hvor meget vi mennesker kan klare, og hvor mange der burde følge deres gode eksempel, når fx skilsmissen er hård og ungerne kommer i klemme. Mine veninder er top forbilleder, og jeg er glad for at de har fulgt mig, så længe jeg kan huske.

images