Bliver du tysset på?

Jeg har inden for meget kort tid blevet tysset på, på den samme cafe – måske af den samme dame?

Jeg bliver snart 40 år, og jeg gider faktisk ikke blive tysset på mere. To be fair, da  jeg var yngre, skal vi bare sige, der kom der en del lyd ud af mig. Jeg var højtråbende, højtgrinende og ja undskyld mig en ung pige med krudt i røven, selvtillid og kæmpe babser.

Alting er så gået stille og roligt i en anden retning både hvad angår tyngdekraften men også lyden. Det er måske ikke ligefrem “stille og rolig”, man vil bruge om mig, men vi nærmer os vist et almindeligt lejde.

For nogle måneder siden sad jeg med nogle venner på La Trasteinda i old town Javea kl 11 om formiddagen og drak kaffe. De er skide sjove, og det er jeg jo også, så der blev grinet. Men vi havde hverken drukket cognac eller taget coke. Hvorefter en tysk dame, seriøst kommer over til os ( der er ikke andre mennesker), og spørger og vi ikke lige kan dæmpe os lidt.

Min gode engelske ven Steve fortælle hende ret direkte at hun er temmelig ubehøvlet, og vi ikke ser os nødsaget til at dæmpe os. Hvis hun iøvrigt har et problem med lyd, skal hun da endelig blive hjemme.

Hun sætter sig igen stik fornærmet, og jeg må sige det kom temmelig bag på mig, at hun tænker, at det har hun ret til eller behov for at sige. Hvad sker der for sådan et menneske, der ikke rummer at gå ud og hygge sig blandt andre? Hvorfor tror hun, at der er stille regler på cafeer? Også kender i godt det der med, at da hun så gik, havde jeg tusind ting jeg ville sige, som at “kirken sikkert var et fint sted for hende at mødes med veninder, eller at hun jo kunne nappe en stille kupe med DSB,” hvilke hun i virkeligheden nok ikke aner hvad er.

Men det gjorde jeg ikke, og man får jo sjældent en “second chance” på de her comebacks. Indtil i torsdags, hvor alle mine søde dejlige danske veninder kom forbi, og vi var på selv samme restaurant, fordi manden er udsøgt og ejeren Juan små forelskede i mig.

Jeg ser dem ikke så ofte, fordi jeg jo er bosiddende 3000 km sydpå, og når vi så ses, så bliver der talt, grinet højt og ikke langt fingre imellem noget som helst. Denne her dame, kunne jo så ikke dansk, og det skal hun sandelig været glad for, for ellers havde hun haft mareridt om dildoer og store tissemænd til hendes dages ende. ( ja ja vi talte da også lidt om politik, tang salater og arbejde).

Scenen er sat.

Hende og hendes midaldrende veninde læner sig lidt over mod os, smiler sødt og spørger interesseret, hvor vi er fra? Vi svarer høfligt, at vi er danske, og ja det er jo lidt svært med det sprog..bla.  bla…Hun fortsætter sødt, nå ja vi kunne ikke lige lure det…og så kommer den, lige på og hårdt imens hun stadig smiler skælmsk.  ” Could you lower your voice?”, samtidig med at hun gestikulerer med hånden, at nu skal der skrues ned for volumen.

Denne her gang, var jeg helt uden filter, jeg kiggede smilende på hende og sagde ” I am sorry, but that is not possible”. Kiggede væk og drak en ekstra stor tår af min vino Tinto.

Ikke mere pis. Ikke flere sure gamle tyske damer, der ikke kan klare at andre folk griner. Slut jeg er snart 40 år, ( eller snart) og du skal ikke tysse på mig. Du er velkommen til at bruge den, hvis du er en af dem, der stadig bliver tysset på.

“Sorry – that is not possible.”

Og gå så ud og grin højt, næste gang du sidder på en cafe med sure gamle damer.

foto (18) 20140912_143434 20140912_143401 20140912_143420

Jammerdal

Det her indlæg handler altså lige om umulige børn og den fandens hverdag, som ikke er så fandens endda. Så er det røvsygt for dig, så bare åbn din browser op i et nyt vindue og begiv dig ud i porno, hestefodrer eller hvad du nu skal starte din weekend med.

Jeg har det sådan generelt med mine unger, at jeg synes sgu, vi har gjort et ok stykke arbejde. De ser forholdsvis søde ud. De er ikke helt tabt bag en vogn. Alt er godt. Det eneste er lige at den ældste bander af helvedes til, men altså med mig som storbandende mor, er det virkelig svært at modsige ham og fortælle ham, at han ikke skal bande.

Så i stedet siger jeg, ” tænker du, det var nødvendigt at putte et bandeord ind der i den sætning?” Så kan han reflekterer lidt over det i et par minutter, inden han spyer “sgudapishamrendelorte irriterende” ud fordi hans snørrebånd driller ham, og absolut ikke vil som han vil.  Men altså det er gået i arv fra min mormor til mig og nu til ham. Det er jo ikke kun smykker og penge man arver, og på en måde synes jeg, det er hyggeligt for så minder det mig om min søde storbandende mormor.

Jeg kommer også til at bøvse højlydt nogle gange, så siger min korrekte datter med et skævt smil ,” mor pæne damer bøvser ikke”.

“Bøvsede jeg? (så skriger hun af grin) Næ det gør de nok ikke, men så er det jo godt, at jeg hverken er en dame eller pæn. Så på den måde, kan man sige, man ligger som man har redt.

Men bortset fra de her småskavanker jeg giver dem, fordi jeg er blevet valgt til at være deres mor, så synes jeg egentlig godt, jeg kan være mine unger bekendt.

Bortset fra at lige i øjeblikket er min ældste søn så jammerlig, at jeg har lyst til at sende ham afsted med BS Christiansen i ødemarken på noget bootcamp med 15 timers træning om dagen, og han skal ikke komme tilbage før han har fået hår på brystet, og ikke jamrer sig igennem dagen som en våd hund, der har fået tæsk med en Berlinger.

Fra solen står op skal jeg høre på, at det er pishamrende umuligt at vende de skide sokker fra vrangen og ud, så man kan tage dem ordentligt på. Det hele er selvfølgelig min skyld, for jeg har jo vaskede dem på sådan en dum måde for ham. ” Mor det er så unfair”, er den sætning jeg hører mest pt. Legekammaraterne som driller (hvilke er absolut usandt), og ikke lader ham bestemme nok. “Det er så un-fair mor”. Han jamrer når han har fået en lille rift, ja ok eller brændt hele sit ben på en motorcykel, som skete for nylig. Jammer. jammer. Jammer.

Men det der er besynderligt her, er at han plejer aldrig at være sådan. Det er ny stil, og det er dårlig stil. Det skal dog siges, at hvert år før hans fødselsdag plejer han at tage hovedet af i nogle måneder og placerer det under armen. Hvilke betyder minus tankevirksomhed, og utrolig mange uheldige hændelser. I år er det så en ny prøve. I år skal jeg testes på jammer. Gør jeres børn også det, eller er jeg alene i denne her urimelige jammer verden?

Ved du hvad, jeg kan godt afsløre, at med en datter der storjamrede de første hundrede år at hendes liv, er jeg ikke den bedste jamre mor. Jeg har ikke evnen til at håndtere det. Jeg bliver irriteret, siger tavelige ting og ja jamrer om hvor jammerlig min søn er.

Så derfor fik jeg en ide, som jeg ikke helt ved om er ok acceptabel. Jeg har sendt jammerdalen og faren på overlevelsestur (tænker det er bedre en BS). Er det ok? Altså at sige, “nu er det nok, afsted og bliv selvstændig”. Jeg forestiller mig, at det var derfor indianerstammer havde sådan et overgangsritual for små drenge, de var pisse trætte af jammer.

Han skal ud og vandre i bjergene cirka 20 kilometer, lave mad over åben ild og sove i naturen. De tager afsted i dag, og jeg har sagt til min mand, at han skal komme hjem med min gamle dreng, der klarer tingene selv og ikke sidder og jamre over småskavanker.

Problemet med unger der jamrer så meget er jo, at jeg begynder at tvivle på min egen dømmekraft. Har jeg gjort det godt nok? Er jeg en god nok mor? Har jeg ikke lært ham at kunne nok selv og sidst men ikke mindst, har jeg ikke lært ham at jammer ikke betaler sig, hverken herhjemme eller ude i den virkelige verden?

Hvad jeg skal lave? Nå men jeg skal hygge mig med min datter, der slet slet ikke jamre for tiden. Hun er I sin bedste face ever, og vi to skal bare lave pigeting i haven, som at tænde bål og lave snobrød, spise slik og male store malerier.

Jamen hvorfor jeg trak “hjemmenitten”, er jo fordi ellers ville vi jo dø af sult ude i ødemarken, og jeg ville jamre mig igennem de 20 kilometer.

Jeg har sendt dem ud et sted, bag de her bjerge.

Jeg har sendt dem ud et sted, bag de her bjerge.

 

 

 

Er du hvid nok? En omvendt verden.

At rejse rundt i Østen, giver en indblik i en kultur, som på dette solhungrende europa kontinent kan virke meget besynderlig. De vil nemlig for alt i verden bare være hvide og blege, og ikke ud i solen i løbet af dagen.

Her hvor jeg bor i Spanien, griner vi hver sommer af at nu er krebsegildet startet, hvilke betyder at hvide englænder og andre nationaliteter indfinder sig i hobevis byen og lader sig skamriste af solen uden faktor, så de sidste på dagen ligner krebs, eller værre stegt gris på spyd. De har nemlig savnet solen i 9 måneder, og nu skal den bare have en over nakken.

I Vietnam, hvor jeg lige har rejst, har jeg aldrig set sådan en solforskrækkelse før. i 40 grader er de iført sokker, handsker, vietnamesisk solhat , lange bukser, maske,  tyk sweater ( ikke bare tynd let blafrende chiffon skjorte) og nogle sågar dyn jakke. Det er primært kvinderne, der ikke vil være i solen. De vil være hvide, og køber også cremer med hvidt farvestof i. Det er staus symbol, hvilke jo er helt kuk kuk for sådan nogle som os, ( altså ikke som i os, men i vores vestlige verden) der tænker status i sol, golf og pool.

Jeg mødte et australsk par, der havde købt en cool bar ned til vandet på Pho Quoc, som de havde haft i 3 år. Deres allestørste udfording var at få arbejdskraft på trods af meget stor fattigdom. Der var ingen vietnamesiske piger, der ville arbejde mellem 10 og 17, fordi de ikke vil være i solen. De vil ikke have farve på deres blege vietnamesiske kroppe. Jo hvidere jo bedre. Jeg  kan forstå, hvis deres bekymring går på at få hudcancer, men det er slet ikke det det handler om .Det handler om status, og om at være hvid på trods af at de er ludfattige, og vitterligt ikke engang har råd til et spejl, vil de ikke arbejde i løbet af dagen i frygt for at blive brune.

Det australske par var frustreret over deres situation, for de havde brug for arbejdskraft, og manden nævnte at det var besynderligt at man ikke kunne få dem til at arbejde, når de hverken havde råd til et spejl eller kam. Hvad nyttede den hvide farve så?

Jeg har helt klart selv meget respekt for solen, fordi jeg lever med den som en fast del af min hverdag. Jeg passer meget på, ikke at få for meget sol og ikke at blive rød, fordi jeg desværre ikke er velsignet med lidt lækker mørk pigment. Men at iføre mig handsker og dynjakke i 40 grader, tror jeg alligevel ville være at strække den.

Så næste gang du kigger på din bleg-hvide vinterkrop i spejlet, skal du bare tænke ” jeg er et hit i Vietnam”.

Women selling white skin products.

Women selling white skin products.

This was the bar with staff until 5 pm.

This was the bar with staff until 5 pm.

DSC_0028

Vietnamese women with socks, gloves, hat, sweater and long trousers.

IMG_3005

Hvordan bliver man wowet?

Hjemme igen i Spanien efter 25 dages backpacking, som var fantastisk, sjovt, udfordrende og på sin vis også hårdt. For skal vi være ærlige? At være sammen med sine børn 25 dage i træk non stop kan godt gå hen og blive ja… lidt trættende. Måske er jeres børn ikke sådan, men mine børn kan godt være sådan lidt underholdningssyge. Der skal ske noget hele tiden. Efter 2 uger på farten med non stop gang i den, á la nationalparker, vilde elefanter, motorcykling på grusveje, vandfald og en helvedes masse transport, trængte vi alle til ro. Roen blev Phu Quoc, en lille Vietnamesisk Ø tæt på den Cambodianske grænse. Jeg vågner op en morgen  i en lille bungalow på stranden med udsigt over vandet og store flotte palmer, der danner skygge for min virkelig ringe morgenkaffe, og så skulle man jo tro, at ungerne bare satte sig ned i sandet, legede lidt, badet lidt, hyggede sig lidt, læste lidt og bare nød det. Det var min indre film.

Men det gjorde de bare ikke. De kedede sig. De vidste ikke, hvad de skulle lave. “Moaar” og “faaar” blev skamsagt så meget, at ordene er flænsede i kanterne. De ville hellere spille Ipad end at gå på opdagelse i terrænet, bade og lege i sandet. Jeg blev sådan lidt en knotten mor, der fik lyst til at fortælle dem lidt om, hvor møgpriviligeret de er, tage begge Ipads og begrave dem i sandet eller kyle dem langt ud i havet, så de kunne blive opslugt af brændmænd.

Men det gjorde jeg ikke, mest fordi jeg har brug for dem i mit arbejde, og det også er lidt spild af 8000 kr.  I stedet brugte jeg lidt tid på at tænke over, hvorfor  mine unger ikke blev voldsomt imponeret over hverken strand, palmer, nye oplevelser og anderledes mad. Hvorfor? Ja vi har backpacket med dem før, men der var de mindre og to af landene denne gang var nye.

Da jeg ransaget mig selv, havde jeg det egentlig på samme måde. Altså jeg kedede mig absolut ikke, men jeg havde ikke fået den der wow-oplevelse. Jeg synes, det var fedt at rejse og opleve Laos, som var meget mere anderledes, end hvad jeg ellers har oplevet, men den store naturoplevelse udeblev. Hvorfor?

Jeg er kommet frem til, at det er første gang jeg er rejst til Østen, hvor jeg ikke har boet i Danmark. Jeg er ikke rejst fra gråt i gråt københavnerluft, sjap og mørke, men derimod er jeg rejst fra Spanien med sol, lys, ufattelige smukke bjerge, sand, strand og palmer.

Jeg bor et wow sted, og jeg er taget på ferie til et wow sted. Men hvis wow er hverdag, så bliver wow måske ikke længere så wow?

En aften skulle vi på  night squid fishing i Vietnam, og det var arrangeret sådan, at man var på båden, når solen gik ned, så man fik wow solnedgangen ud over havet imens skuden stille vuggede ud på squid missionen. Jeg nævnte det for min søn som en del af denne her cool tur vi skulle på, hvorefter han undrende sagde til mig: “men mor, hvad er der egentlig specielt ved det. Vi ser jo en flot solnedgang hver aften”.

Det var ikke for at være fræk. Det var ikke for at være en forkælet lille møgunge. Det var bare en konstatering.

Det får mig til at tænke to ting. Vil det sige, at jo flere vilde, dejlige fantastiske oplevelser man propper ind i sine unger, jo mere almindeligt vil det være for dem, og derfor har de sværere ved at blive imponeret?

Og er det sådan, at hvis man bor et varmt smuk wow sted, så skal det man rejser ud efter, være noget helt andet, for at man kan blive wowet?

Jeg ville synes, det var overordentlig trist, hvis mine unger allerede nu ikke kunne blive wowet, når vi rejser ud i verdenen, men på den anden side føler jeg mig også meget taknemmelig over at have en hverdag i wowets tegn.

A great place in Vietnam to eat by the beach and enjoy life or....

A great place in Vietnam to eat by the beach and enjoy life or….

a great place in Spain just where we live to enjoy...

a great place in Spain just where we live to enjoy…

a beautifull beach in Vietnam..and..

a beautifull beach in Vietnam..and..

And a very nice beach where we live...

And a very nice beach where we live…

A lovely sunset in Vietnam.....and...

A lovely sunset in Vietnam…..and…

a beautiful sunset just outside my window.

a beautiful sunset just outside my window.

Thailand 2015 245

Jumping into a waterfall in the jungle in Thailand.

or our local waterfall in the mountains.

or jump in our local waterfall in the mountains.

foto (15)

my everyday view. You get the picture?

 

 

Ho Chi Minh city. Mad og slut med kakerlakker.

Jeg må konstatere, at jeg er en ‘city girl’, og jeg er fuldstændig væltet bagover af Ho chi Minh city. Det var ikke en del af planen at besøge denne sindsygt vilde by, men jeg er så taknemmelig over, at vi gjorde det. Lige nu sidder jeg på en altan på 6 etage med udsigt over byen og lytter til konstant summen af motorcykler, dytten og folk, der griner, en gut, der siger noget i retning af wau ka, som vist sælger muslinger og folk råber for at overdøve larmen.

Jeg troede, jeg havde set og forstået trafik på Phu Quoc, men det her er en hel anden liga – og det er crazy. Der bor 7,5 millioner i byen, og der må være mindst lige så mange motorcykler, der zig zagger ind mellem hinanden, og det er ikke muligt for en vesterlænding som mig at forsøge at hoppe ud på motorcykel i trafikken. Det gør det så forholdsvis svært at komme rundt med to accesories 5 og 7 år under armen, for her er hverken fortorv eller lyskryds, og når du forsøger at gå over en vej, er det seriøst grænseoverskridende. Ingen stopper for dig, og du danser dig igennem trafikken som en skrigende hystade, der er til koncert med et boyband. Byen er ikke voldsom børnevenlig, men vi fandt sjovt nok en legeplads, hvor nogle unge studerende fra universitetet interviewede mig, om hvad jeg synes om trafikken i Ho Chi Minh.

IMG_3299

Ho Chi Minh handler om mad. På hvert et gadehjørne er det små gadekøkkener med hver deres vietnamesiske specialiteter, som primært består af supper, forårsruller og gris. Fiskesauce er det helt store hit her, og det smager så utroligt meget bedre end, det jeg finder hos min lokale økopusher i Spanien.

Jeg er og bliver et madøre, og derfor inviterede jeg også hele familien i dag på cooking class i en baggård i et område nær Hotel Rex, som amerikanerne brugte som deres base under Vietnamkrigen. Vores kok og læremester hed Chen. Han var uddannet i Texas og lærte os fantastiske vietnamesiske retter. Det er besynderligt at være uddannet i Texas, som vietnamesisk kok, men det skyldes, at i Vietnam er der ikke noget, der hedder kokkeskole. De synes ikke, at det er en nødvendighedt, for som sagt er det ‘all about food’, og de lærer det fra barns ben, så hvorfor gå i skole?

Det var fantastisk at se mine unger gå så meget op i det. Der blev rullet forårsruller, deepfried, mixed med chili og hvidløg og selvfølgelig fiskesauce. Vi lavede vietnamesisk salat med ingredienser, som desværre ikke kan opstøves i den vestlige verden, men som absolut smagte himmelsk. Vi lavede deepfried noodles med blæksprutter og chili. Og mine unger – ja de spiste det hele, selv den yngste der kan være forholdsvis forbeholden over for mad med chili. Jeg glæder mig til at byde venner velkommen til vores nye kulinariske kokkekunstner.

cookin class in Ho Chi Minh.

cooking class in Ho Chi Minh.

IMG_3381 IMG_3359 IMG_3365 IMG_3371 IMG_3377 IMG_3399 IMG_3393

Nå, men backpackerlivet er forresten blev pakket nederst i backpacken sammen med sure underbukser og beskidt tøj. Rygsækrejsen er skiftet ud med et gevaldigt luksushotel eller snarere luksus lejligehed. Det er slut med kakerlakker under sengen, madrasser uden fjedre og brusere uden vand i. Nu hedder det Saigon Domaine Luxury Residence og ligger på en ø midt i Ho chi minh lige ned til Mekongfloden, hvor vi hver morgen får en overdådig morgenmad og en 5-6 vietnamesere vimser rundt og servicerer os. Det er en luksus at kunne trække sig tilbage fra bylivet, fiske i Mekongfloden, bade i poolen og drikke hvidvin. Men jeg har også gjort en sjov observation. Folk på luksus hoteller holder sig for sig selv, og man taler ikke sammen. Hvorfor? Jeg ved det ikke. Hvert et backpacker sted, vi er kommet til, har vi mødt søde sjove mennesker, der er villige til at dele deres liv og deres historie. Vi har grinet og blevet klogere på en masse forskellige mennesker. Her har jeg ikke konverseret med et eneste menneske. Så selvom det er fedt med nogle dage i en ordentlig seng, 4 badeværelser og shampoo på værelserne, så går man altså glip af gevaldigt meget, hvis man aldrig bevæger sig ud i det virkelige liv. Der, hvor der er mennesker og gode historier.

Breakfast at the Mekong river.

Breakfast at the Mekong river.

Der er masser af sightseeing i Ho chi minh, og vi har selvfølgeligt besøgt nogle af dem, bla krigsmuseet, som var en speciel oplevelse og en vild beretning om vietnamkrigen. Jeg ved forbavsende lidt om den, fordi jeg kom til at fjolle mine historietimer væk og sad mere udenfor klassen end i den.  Det kommunistiske Vietnam fortæller en lidt anden historie, end den jeg kender fra amerikanske film. I Vietnamesisk historie var det amerikanerne, der var i krig med Vietnam. De var her ikke for at hjælpe Sydvietnam med at få demokrati istedet for kommunisme. Når du går ind på muset er der et skilt der siger ” the real truth about the war”. Det er sjovt at dem der vinder en krig, altid har patent på sandheden, når der nu engang i krig ikke er nogen sandhed.

The real truh about the war.

The real truth about the war.

IMG_3279

Men vi har også bevæget os væk fra den traditionelle turistrute, spændt kondiskoene på og spadseret ud mellem rismarker og sumpområder ikke langt fra, hvor vi bor. Vi kom forbi en reklame med en reje på og en skrift på Vietnamesisk, som min mand grinende sagde, hvad mon det er de reklamere for. To skridt længere fremme så vi det. Et indedørs lokalt fiske bassin, hvor folk sad og fiskede rejser, imens de drak den traditionelle iste. Vi gik ind og blev overfaldt af en flok unge vietnamesere, der fik os sat ned med en fiskestang, klar til rejefiskeri. 5 kæmpe rejer senere og en masse roden rundt i mine ungers uglede dreadlocks, forlod vi stedet grinende og med en dejlig lokal oplevelse. Man skal bare spænde skoene og bevæge sig ud, så kommer oplevelserne.

fishing locally

fishing locally

 

Vietnams Lalandia

At komme fra Laos til Vietnam (de deler 1.500 kilometer grænse eller noget i den retning) er en helt igennem umulig opgave, og man får hurtigt følelsen af, at når man først er kommet ind i Laos, kommer man ikke ud igen. Landet vil simpelthen ikke give slip på hverken dig eller dine penge.

Vi er kun afsted i små 4 uger og gider ikke bruge for lang tid på transport. Alligevel var det lige meget, hvilken vej vi ville ud af Laos, så kunne det ikke lade sig uden 14 timer i bumlebus på træsæder. Er man en 18 år gammel student med en fast rumpet og en god bog under armen, er 14 timer i bus på grusveje måske ikke det værste i verden. Alle forældre til småbørn ved dog, at 14 timer i en ramponeret bumlebus gennem bjergterræn og med ødelagt aircondition er en forholdsvis dårlig idé – for både børn og voksne.

Så efter ubeskrivelig meget søgen lykkedes det os at finde flybilletter ud af landet med Laos eneste flyselskab ‘Laos airlines’. Jeg er ikke voldsom flystærk, men jeg flyver alligevel, fordi jeg ikke vil gå glip af verdenens tag-selv-buffet af oplevelser. Men altså, at flyve fra en lille pis-landsby i Laos, Pakse (som jeg aldrig har hørt om før) til Ho Chi minh (som jeg trods alt har hørt om før) i et lille propelfly med stort set kun os som eneste passagerer, kræver altså sin mand/kvinde eller en særdeles stærk valium. Jeg satsede på det første (den stærke kvinde), men ‘Christ’! hvor var jeg bange. Sætninger som ‘fly er altså den sikreste måde at komme rundt på’ eller ‘det er helt normalt, at flyet føles som om, det er ved at falde fra hinanden, når det letter’, kan du stikke skråt op, hvor solen ikke skinner. Disse sætninger og velmenende ord fjerner ikke flyskræk lige så godt som valium. Så jeg pakker rigeligt af dem næste gang, jeg skal på ferie… Dem og så lidt flere øre-rensere, som man aldrig kan have nok med af.

Lufthavnen – det vil sige to skranker, en bænk og et par forvildede køer og høns på en knoldemark – emmede heller ikke ligefrem af topprofessionel lufthavn med dertilhørende topprofessionelt personale. Efter en uge i Laos med deres evigt slæbende fødder og lade holdning til arbejde havde jeg heller ikke den store tiltro til, at der var nogen i landet, der rent faktisk kunne finde ud af at flyve et fly. Man kunne komme i tvivl om, hvorvidt de overhovedet vidste, at der skulle benzin på sådan en flyvende ting. Men afsted kom vi, og jeg brugte mine bedste vejrtrækningsøvelser til at holde panikken stangen, og efter halvanden time fik piloten mig sikkert ned på jorden i Ho Chi Minh. Han hed iøvrigt Robert og var fra Sverige.

At lande i Ho Chi Minh-lufthavn var som at komme til en helt ny verden. Folk var mega lækkert klædt på, og alt var bare super tjekket. Velkommen til storbyen og Vietnam.

Vi trængte dog til at se havet efter to uger indlands, så vi hoppede direkte videre med endnu et fly(mere seje mig) til Vietnams største ø Pho quoc (udtales fuu kwak), som ligger tæt på den cambodianske grænse.

Pho Quoc er Vietnams Ibzia, og efter nogle dages bekendtskab er denne ø voksede gevaldigt på mig. Men det er også en skizofren ø, og det kan umiddelbart godt lyde negativt, men det er det ikke. Det skizofrene ligger i, at her er noget for enhver smag. Øen er endnu ikke modnet, og den har ikke helt bestemt sig for, hvem den vil tiltrække, og derfor skyder den i alle retninger:

Her er lange hvide øde sandstrande med palmer, der dovent svejer i vinden, og absolut ingen mennesker i miles omkreds (nøøj,hvor jeg spiller på klicheernes store violin her). Der er lange øde røde  grusveje, som bugter sig gennem små livlige fiskelandsbyer, der producerer deres lokale fiskesauce (lidt mere af den slags kliché-violinsspilleri). Der er store flotte pebermarker, som driller din næse, når du suser gennem dem på din motorcykel og den livlige hovedby Duong Dong, som byder på night-market, templer, og små sjove butikker med tingeltangel og dingenoter. At køre igennem hovedbyen på motorcykel er med livet som indsats. Jeg har fundet ud af, at det bedre kan betale sig at holde fingeren på hornet end på bremsen, og det kræver lige en halv dag med hjertet oppe i halsen, at lærer de vietnamesiske trafikregler at kende. De er sådan set simple: Dyt ad helvedes til og af alle og enhver. Styr uden om modkørende trafik, på trods af at de er i din vejbane. Hold øje med sidevejene, for de har ikke vigepligt, og de kaster sig ud foran dig i et rasende tempo, og du skal bare dytte for at sige ‘hej her er jeg’, hvis altså du ikke for længst har ramt den. Sidste regel er, at hvis skal du dreje i et stort kryds, så dyt og kør frem og kig truende på de modkørende (som jeg tænker har fortrinsret) og bare kør, mens du holder hornet i bund. Så følger du trafikken. ‘Oh my’, det er grænseoverskridende.

Vietnameserne er også i gang med at køre Phu Quoc i stilling til et kæmpe turistboom, som de forventer er lige om hjørnet. Der bliver bygget overalt, og kæmpe resorts skyder op alle vegne. På øens nordlige del har de bygget et gigantisk resort med dertil hørende golfbane, og ved siden af har de lagt et ‘Disney World’-lignende vandland så stort, som jeg aldrig har set før. Et vietnamesisk Lalandia, om du vil. Alle, der tidligere har fulgt min blog, ved, at jeg hellere vil have en kaktus stukket gennem urinrøret end at indtage et vandland.

Men venner… Det her vandland, det måtte jeg se! Mine unger var i himmelen, og det var en helt igennem syret oplevelse at være i en hel Disney-by fyldt med vandrutchebaner, der loopede, et tivoli, et kæmpe akvarium og en spillehal, imens sange fra Frozen og ‘Woop an gangnan style’ (eller hvad det nu hedder) brølede ud af højtalerne. Det vildeste var dog uden tvivl, at vi havde det helt for os selv. Vi var velomkring 30 mennesker alt i alt i en forlystelsespark med vandland på størrelse med Tivoli. Det var godt nok spøjst. Der var 2 personale per gæst.

Og ja ja, måske havde de ikke Spagetti-land som i Lalandia, men de havde Yummi-land, og man spiste helt igennem fantastisk vietnamesisk mad. Faktisk det bedste jeg har fået indtil nu, og det havde jeg så ikke lige forestillet mig jeg skulle have i Yummi-land.

 

Vietnam 284

Vietnam 314 Yes I ate Yummi land.

Vietnam 321

Fantastic noodle soup in yummi land.

Waterpark Vietnam aka Lalandia.

Waterpark Vietnam aka Lalandia.

If we go.We go all in. Dancing in the game land. Jesus christ

If we go.We go all in. Dancing in the game land. Jesus christ

Vietnam 270

White sand beaches without anyone else. Phu qooc.

DSC_0018

Dong Dong city.

DSC_0029

You gotta love sea food.

Vietnam 184

Women working in a small fishing village in the north of pho Quoc.

Vietnam 171

More sea food at the nightmarket in Dong Dong.

Vietnam 015

Around Pho quoc on a motorbike.

Vietnam 206

Looking at fish in a small village

Vietnam 007

My morning view at the moment.

Vietnam 257

Vietnam 226

4000 islands I Mekong

Fra Tad Lo på det laotiske Bolaven-plateau kørte vi ud til et vandfald, der havde så lidt vand i sig, at det næsten skulle skamme sig. Naturens svar på efterfødsels-sjatpisseri gjorde det lysende klart, at det bestemt ikke var den frodigste periode, vi havde valgt at besøge Laos i. Vandfaldet ville ikke kunne fugte en æggebakke med karse, om man så ventede hele dagen. Turen derud var til gengæld flot, og en flok unger fulgte os på vejen og ville behjælpeligt passe på vores motorcykler, mens vi vandrede hen til foden af ‘vandfaldet’. Den ene knægt var end da så sød at passe på os hele vejen derhen og lokke min søn med ud på en svømmetur i det mudrede vand. Betalte vi dem? Ja klart. Man bør vel støtte børnemafiaen, der får dagene til at gå med at platte turister, mens deres kammerater er i skole??

Ved vandfaldet mødte vi et andet par. De var (også) smukke og unge, og så var de minsandten fra Odense. Det var ikke lige ved ‘sjatpisser-vandfaldet’ i ‘børnemafia-land’, at vi havde regnet med at støde på danskere, og vi har heller ikke mødt nogle siden. Vi blev helt euforiske, fordi de jo var danske og derfor sjældne for os udenlandsfolk. Min mand hægtede sig straks på dem, og pludselig var vi ikke 4, men 6 der hang ud sammen. Et aftensmåltid, 3 kopper økologisk Bolavan-kaffe, 12 store Beer Lao og 74 gode historier senere havde vi besluttet os for at tage til 4000 Islands lidt længere nede af Mekongfloden sammen med Christian og Sidse fra Skibuskvarteret/Skibberhuskvarteret/Skibssjuskvarteret eller noget i den retning.

4000 Islands (ja ja, nogle af dem var ikke mere end et mulvarpeskud med en knold græs på) var mega tranquillo. Der var smukke vandfald, der ikke løber tør for vand, før Mekongfloden gør det, og at bo lige ned til en af verdens største floder i bambushytter, der læner sig faretruende ud over det rivende vand på vakelvorne pæle, gjorde mig næsten lykkelig. Hvis de lokale fiskere så bare ville lade være med at ræse op og ned af floden klokken 5 om morgenen i motoriserede robåde, der er mere tunede end knallerter fra Slagelse, og kvæle hanen, som mener at alt efter klokken 5:15 er syvsoveri, kunne 4000 Islands være paradis på Jorden.

At rejse i Laos, er dog også en prøve i tålmodighed. Hvis du er til halvdårlig betjening, unge damer, der slæber fødderne efter sig, og lange ventetider på aftensmaden, er Laos tilgengæld lige noget for dig. Du bør dog medbringe en kraftig stok til at banke servitricerne oven i hovederne med, hvis du vil bestille noget. Laoterne rejser sig nemlig ikke nødvendigvis, blot fordi der kommer turister ind i restauranten. Her kan det klart anbefales, at parkere høfligheden i bambushytten og i meget faste vendinger forklare, hvad du vil have, når de unge damer er færdige med deres utvivlsomt interessante konversation, der afholder dem fra at lette sig fra deres flade ender og udføre deres arbejde.

Når du endelig har fanget tjenernes opmærksomhed, slutter dine pinsler dog ikke. De lokale på cafeerne i TURISTOMRÅDERNE ved nemlig sjældent, hvad  “water” eller en “fruit plate” er. En coca cola kan også snildt forveksles med en kokosnød. Jeg elsker at rejse, og jeg elsker at dyrke den kultur, jeg er i – med alt hvad det indebærer. Men til sidst fik jeg sgu lidt spat af at høre på slæbende fødder og vente i timer på mad. Og når man nu laver en lokal kaffe, der er kendt i store dele af verden, så lad dog for helvede være med at hælde et eller andet diabolsk og sødet mælkesurrogat-pulver i, når jeg beder om ‘fresh milk’….

Nå, men nok om Laos og tilbage til Sidse og Christian. Disse dejlige mennesker backpacker rundt i Asien i 9 måneder, og da vi møder dem, har de sovet på betonsenge i Nepal, er blevet gramset på af 1,4 milliarder indere, har røget sig vind og skæve i Ving Vang (eller noget i den stil) og har fået taget dykkercertifikat hos instruktøren fra helvede på Koh Tao. De havde kun været undervejs i tre måneder.

Hvorfor et ungt smukt par på 25 år gad at rejse med en børnefamilie (her taler jeg om os) er ikke lige til at forstå, og jeg spurgte dem mange gange. De var søde og sagde, at de trængte til nogle meningsfulde samtaler, som ikke handlede om ‘hvor kommer du fra, og hvor er du på vej hen’, hvilket er den notoriske backpacker-icebreaker, som alle på Asiens banana-pancake-trail brækker sig over på et eller andet tidspunkt.

Hvorfor en børnefamilie gider at rejse med et ungt par på 25 år, er indlysende. De (her taler jeg igen om os) vil gerne føle sig unge og frie og backpacker-agtige. Og så skal det siges, at Sidse Og Christian var søde, sjove og cool at være sammen med (det er de sikkert stadig, selvom de nu tosser rundt et eller andet sted i Cambodia, mens jeg skriver dette indlæg fra en skizofren ø i Vietnam).

Så bortset fra: At de skulle i gang med at studere, og vi afsluttede vores studier for omkring 100 år siden. At de spurgte, om jeg fremkaldte billeder fra en rulle, da jeg rejste i 9 måneder i østen i det forrige århundrede (1996). Og at de havde svært ved at begribe, hvordan jeg kommunikerede med min familie, da jeg var væk fra Danmark i præ-Facebook-tiden, så var vi faktisk ikke så forskellige.

Og ja jeg sendte postkort og ringede hjem hver 14 dag. Og ja alle min film blev fremkaldt fra en rulle. Jeg kan dårligt selv huske, det var sådan.

Denne gang er billederne dog taget digitalt, og der er nogle stykker fra 4000 Islands herunder.

Bucketlist: Fishing in the Mekong River... Tjek!

Bucketlist: Fishing in the Mekong River… Tjek!

 

Mekong river by night

Mekong river by night. A bit blurry, but that is what Beer Lao does to the view.

Vietnam 116

Waterfall with water…

Mekong 355

A bridge with a view.

Vietnam 028

Another bridge with another view. Laos engineering at its best.

Vietnam 020

Racing in the rice fields. Notice the lack of rice.

 

Mekong River

Mekong River

Mekong 358 IMG_2906

IMG_2928

 

Syd Laos, fattigdom og Florence Nightengale

hanging out at the Palmemai Guesthouse

hanging out at the Palemei Guesthouse

Laos er ekstremt meget mere anderledes, end jeg havde regnet med. Allerede fra vi gik over den støvede grænse fra Thailand og ind i Laos, kunne jeg mærke en anderledes ‘vibe’. En anden energi. Det er hverken godt eller skidt. Det er bare anderledes. På den thailandske grænse var der masser af liv, mennesker og små butikker. På den anden side af grænsen i Laos virvlede støvet rundt på en forladt grusvej, og luften var tung. Bilerne var i dårlig forfatning, og der var ikke mange smil at spore hos den laotiske befolkning.

Vi ankom alt for sent til grænsen og måtte betale overgebyr for ‘Visa on arrival’, som endte med at blive 1200 danske kroner. Og det er en sjat i Laos-land, hvor en ret med kylling koster 10 kroner og en overnatning 40 kroner. Vi var også kommet alt for sent, hvis vi var dukket op ved grænsen efter klokken 15, og der var ikke ligefrem skiltet med denne ekstraudgift. Hvis vi gerne ville ind i Laos, skulle vi bare smile til grænsepolitiet og betale ved kasse 5. Min mand havde allerede sagt til mig, ”Mille du tier stille, jeg klarer den”, og det gjorde jeg så. Vi troede faktisk, at vores guide ville køre os helt til byen Pakse i Laos, men de satte os af ved grænsen, og så måtte vi finde et alternativ. På det her tidspunkt havde vi allerede kørt i bil i 8 timer.

Alternativet blev, at vi betalte ‘kassen’ til en gut, som ville køre os i hans minivan til Pakse. Vi har senere fundet ud af, at blive transporteret rundt i Laos med to unger hverken er nemt eller billigt. Fra Pakse kørte vi videre op på Bolaven-platauet ca. 3 timer fra grænsen for at ‘chille’ nogle dage ved et vandfald og leve i den lokale landsby Tad lo. Vi kørte derop med en ældre smilende dame Miss Sin, og vi var kun lige kommet ud af Pakse og på vej af byens eneste hovedvej, før vi blev vinkede ind af politiet. Politiet var ikke glade for at se os, og de bad Miss Sin om at stige ud af bilen og komme med over til en anden betjent, der sad i skyggen af en parasol på en rød affarvet plastikstol. Der blev konverseret stille på laotisk, og vi kunne se fra bilen, at hun storsmilede forsøgte at charmere dem. Så gav hun dem sit kørekort eller en arbejdstilladelse, smed diskret nogle penge ned i en motorcykelkurv, og måtte derefter hive sit kort ud af hånden på politimanden for at få det retur. Hun blev et par sekunder efter, og det så vitterligt ud som om, hun prøvede at opretholde en god stemning.

Tilbage i bilen rystede hun på hovedet og sagde stille, at de ville have 50 kr. Hun fortalte også, at hun havde forfalsket sit kort i tilfælde af, at de beholdt det. Klog gammel dame hende Miss Sin. Korruptionen lever i bedste stil i Laos. Velkommen til.

Folket i Laos er søde, men slet ikke så smilende og åbne som Thaier. Der er en ekstrem fattigdom i landsbyerne, og beskidte børn løber rundt alene i flokke midt på dagen, hvor deres mere velhavende kamerater går i skole. Børn helt ned til 2 år går alene i gaden og 5 årige kører motorcykel med deres småsøskende.  Halvdelen af børnene i syd går ikke i skole. Det er ikke fordi, det er dyrt. Det koster kun nogle dollars om året, men befolkningen tænker ikke over at det er vigtigt. De kan simpelthen ikke se meningen med det. De virker ekstremt understimulerede og ikke en eneste taler engelsk. Hverken børn eller voksne.

Der var dog én engelsktalende laot – Po. Ham boede vi hos i Tad Lo i hans homestay Palemei. Palemei var hans første adopteret datter, som i dag er 16 år.  Nu har han adopteret 16 børn, og har selv fået tre af slagsen. Han var en fantastisk mand på bare 40 år. Forestil dig lige at have 19 børn, du skal forsørge. Po var selv gadebarn, og det var lykkedes ham at arbejde sig ud af det. Han havde lært engelsk på et eller andet hotel, og havde startet sit eget lille sted for 5 år siden. Han betaler for, at alle hans børn (alle 19) kan få en uddannelse, og han vil også prøve at få dem igennem universitetet. Der skal tjenes nogle penge og med kun 4 bungalows til 80 kroner pr overnatning og et korrupt system må det ikke være nemt. Men sikke et menneske. Den mandlige udgave af Florence Nigthengale.

 

Laos 016

Palemai Guesthouse

Palemai Guesthouse

People living around the tempel in Tad Lo.

People living around the tempel in Tad Lo.

Laos 009 IMG_0374

Going around at the Bolaven Plateau on motorbikes.

Going around at the Bolaven Plateau on motorbikes.

Det der med Gud

Vi har stort set været uden net i en uge. Har boet i Tad Lo i Laos på landet, hvor strømmen gik stort set hver dag. Men nu er vi på 4000 islands i syd, og her er wifi. Det her indlæg er skrevet for en uge siden. Thailand 2015 209 Thailand 2015 180

Khao yai National Park

Khao yai National Park

Thailand 2015 318

Gud betyder stort set ikke noget i min verden. Som dansker er det meget sjældent man støder på begrebet Gud, eller på nogle, der er meget religiøse. Jeg er ikke medlem af folkekirken. Jeg er ikke gift i en kirke, og mine børn er ikke døbt.

Jeg tror ikke selv på en Gud, som har skabt jorden og mennesket. Jeg tror på, vi stammer fra aberne og at universet blev dannet med the big bang. Men når man rejser ud i verdenen finder man pludselig ud af hvor meget Gud betyder for rigtig mange mennesker. Det er i omegnen af 85 procent procent af jordens befolkning, der tror på en Gud. Det vil sige, at jeg tror på at 85 procent at jordens befolkning ligger under for en eller anden form for en masse illusion, fordi de tror på en Gud. Det er en sjov tanke, for er det mon så ikke i virkeligheden mig, der er lider af en vrangforestilling?  Er det ikke de 15 procent af jordens befolkning, der tager fejl, når nu så mange er overbevist om at han/hun/det findes?

I Thailand havde vi en guide, som var super cool. Han var 42 år, hed Kip og havde ligget i koma i 3 måneder fra et fald. Han jokede med ungerne, talte et thai engelsk, han havde lært sig selv, og som man virkelig skulle spidse øre, for at kunne forstå. Han guidede os gennem junglen, hvor vi så vilde elefanter, vilde aber, en krokodille og kæmpe Hornfugle. Min søn var helt oppe og ringe, og hver gang han blev imponeret over at se et vildt dyr sagde han, ”ohh my God”. Hvorefter Kip storgrinende rettede ham til ”ohh my Buddha”.

Når vi kørte i pickuppen på de bumlede veje forbi et tempel, samlede hans medguide hænderne foran brystet og bad til Buddha. Hver en bil i Nord Thailand med respekt for sig selv har Buddha figurer hængene i foruden, og små offer gaver. På et tidspunkt på vores 10 timers tur igennem Isan distriktet i Thailand, sad jeg med bare fødder i bilen, som jeg hvilede i midten af de to forsæder, og vores chaffør bad mig pænt om at tage dem ned. For fødderne er disrespekt for deres Buddha. Jeg vidste det godt, men jeg var træt og tænkte ikke lige over det.

I thailand på vores trekking tur gennem junglen, mødte jeg en 28 årige pige fra Florida. Hun talte nasalt og lignede enhver amerikansk sød high school pige. Hun var missionær. Seriøst udsendt af kirken, til at lave velgørenhedsarbejde med gadebørn og missionere kristne værdier. Når hun fortalte om Gud, som vi diskuterede lyste hendes øjne op, som om hun talte om en mand, hun var hamrende forelsket i. Hun talte om at Gud var kærlighed, og trick spurgte mig, om jeg ikke troede på kærlighed? Hun troede på at Gud havde skabt verdenen, og at vi ikke stammer fra aberne. Hun sagde hun havde valgt at følge Jesus som en disiple, jeg undlod at fortælle hende, at han var død. Hendes forældre var her for at besøge hende, og de var sjovt nok ikke selv troende. Som i overhovedet. Faren sagde direkte ” I don´t belive in any of this shit”.  Han troede så heller ikke på begrebet global opvarmning, men det er en anden diskussion.

Det var en vild oplevelse for mig, fordi jeg aldrig har mødt så troende et mennesker før. Jo måske en enkel gang tilbage i min studie tid på Haslev seminarium, men ellers ikke. Nu er hun muligvis ikke representativ for de 85 procent af jordens befolkning, der tror på en Gud. Den måde hun talte om Gud på, var en lang remse, og alle argumenter om andet en en mægtig Gud, prellede af på hende. Jeg kunne se på hende, at hun sad og tænkte ” ha ha du ryger direkte lukt i helvede”.  Måske har hun ret? Det er en sjov tanke at tænke på at det er mig der tager fejl. Måske ender jeg direkte lukt i Helvede, når jeg død. Måske gør jeg ikke. Men hvis Gud er så stor og kærlig. Tilgiver han mig nok. En ting sagde hun dog, som jeg faktisk syntes lød fornuftigt og det var, at alle de dårlige ting, der sker i verdenen, er fordi folk mangler kærlighed.

Og det må jeg give hende ret i. For mig har det bare ikke noget med Gud at gøre.

At sætte munden til et udstødningsrør

Her bor vi. Off Off Koh San Road

Her bor vi. Off Off Koh San Road

Vi er ankommet til Bangkok, og det er præcis 10 år siden, jeg var her sidst. Det var med min kæreste – og øjensynligt kommende mand – og vi var helt nyforelskede på den der vi-synes-det-er-fedt-at-kramme-hele-natten-selvom-det-er-35-grader-varmet-og-vi-har-fundet-et-værelse-uden-aircon-agtige måde.

Tingene er dog en hel del anderledes denne gang. Normalt, når man lander i Thailand og går ud af lufthavnen, bliver man ramt i hovedet af en fugtig varme, der er lige ved at vælte en omkuld. Vi kalder det for ‘hammeren’. Men sådan var det  ikke denne gang. Her er da varmt, men jeg synes, det er rart med 33 grader og overskyet. Jeg tror jeg er gået på spansk varmezone. Jeg overvejede seriøst, om jeg skulle løbe en tur  langs floden i går, da vi endelig var nået frem til hotellet efter 23 timer undervejs.

Bangkok nu med børn

Bangkok nu med børn

Turen herud blev ombooket i sidste øjeblik pga. strejke, og istedet for Lufthansantisk diletanteri, fløj vi med Thai Airways, som godt nok havde spredt hele familien ud over flyet. Lidt ambitiøst at lade en 5 årige sidde alene på en 12-timers flyvetur. Men vi fik byttet os rundt, så et barn og en voksen i det mindste sad sammen.

Nu ved jeg godt, jeg skrev “hotel” tidligere i dette indlæg. Det er måske en overdrivelse at kalde et backpacker-sted off off Koh San Road med tre madrasser på gulvet for et “hotel” (min mand mener, vi er havnet på Royal Garden Ocean Club Resort & Spa, men det er vi ikke). Men her er fint,  her er billigt, og de er søde. Det er foresten også stadig sjovest at køre backpacker-stilen som backpacker end som, ” jeg er snart 40 år”-stilen og må have en luksushytte, hvor man kan lade de ‘indfødte’ slæbe ens backpack, 2 ekstra kufferter og ekstra large make-up-taske ind på værelset for 20 baht.

Jeg sov godt i 3 timer i nat, så vågnede jeg, fordi der var alverdens larm, fra hunde, døre der knirkede, og motorcykler der rasede gennem Bangkoks gader. Min søn vågnede også, så vi gik i baren og drak øl til kl. 5 i morges, og talte om universets begyndelse, søvnvinduer, som vi skulle fange, og hvorfor jeg havde giftede mig med far.

Bangkok er endnu engang overvældende i sin støj, virvar, tuk tuks, madorgier, markeder og smog. Så selvom vi godt ved, at Tuk Tuks er for turisterne, og at ingen thai’er nogenside bruger dem mere, så hoppede vi alligevel og velvilligt i turistfælden for ungernes skyld. Tuk Tuken er vores Lanadia (se tidligere indlæg). Vi skulle til weekend market, som er enhver shoppers paradis.Gade op og gade ned med alverdens skrammel. Min datter hvinede hele vejen derud: ‘Det er fantastisk mor. Det er fantastisk’, imens hun charmerede tuk tuk-manden. Det var alle overpris-pengene værd at se hende blive så glad, også selvom det føles som at sætte munden til et udstødningsrør at drøne gennem Bangkoks gader i en åben trehjulet sportsvogn.

Venter på pandekager til frokost.

Venter på pandekager til frokost.

DSC_0022 DSC_0015 DSC_0037 DSC_0042 DSC_0043