Hvordan bliver man wowet?

Hjemme igen i Spanien efter 25 dages backpacking, som var fantastisk, sjovt, udfordrende og på sin vis også hårdt. For skal vi være ærlige? At være sammen med sine børn 25 dage i træk non stop kan godt gå hen og blive ja… lidt trættende. Måske er jeres børn ikke sådan, men mine børn kan godt være sådan lidt underholdningssyge. Der skal ske noget hele tiden. Efter 2 uger på farten med non stop gang i den, á la nationalparker, vilde elefanter, motorcykling på grusveje, vandfald og en helvedes masse transport, trængte vi alle til ro. Roen blev Phu Quoc, en lille Vietnamesisk Ø tæt på den Cambodianske grænse. Jeg vågner op en morgen  i en lille bungalow på stranden med udsigt over vandet og store flotte palmer, der danner skygge for min virkelig ringe morgenkaffe, og så skulle man jo tro, at ungerne bare satte sig ned i sandet, legede lidt, badet lidt, hyggede sig lidt, læste lidt og bare nød det. Det var min indre film.

Men det gjorde de bare ikke. De kedede sig. De vidste ikke, hvad de skulle lave. “Moaar” og “faaar” blev skamsagt så meget, at ordene er flænsede i kanterne. De ville hellere spille Ipad end at gå på opdagelse i terrænet, bade og lege i sandet. Jeg blev sådan lidt en knotten mor, der fik lyst til at fortælle dem lidt om, hvor møgpriviligeret de er, tage begge Ipads og begrave dem i sandet eller kyle dem langt ud i havet, så de kunne blive opslugt af brændmænd.

Men det gjorde jeg ikke, mest fordi jeg har brug for dem i mit arbejde, og det også er lidt spild af 8000 kr.  I stedet brugte jeg lidt tid på at tænke over, hvorfor  mine unger ikke blev voldsomt imponeret over hverken strand, palmer, nye oplevelser og anderledes mad. Hvorfor? Ja vi har backpacket med dem før, men der var de mindre og to af landene denne gang var nye.

Da jeg ransaget mig selv, havde jeg det egentlig på samme måde. Altså jeg kedede mig absolut ikke, men jeg havde ikke fået den der wow-oplevelse. Jeg synes, det var fedt at rejse og opleve Laos, som var meget mere anderledes, end hvad jeg ellers har oplevet, men den store naturoplevelse udeblev. Hvorfor?

Jeg er kommet frem til, at det er første gang jeg er rejst til Østen, hvor jeg ikke har boet i Danmark. Jeg er ikke rejst fra gråt i gråt københavnerluft, sjap og mørke, men derimod er jeg rejst fra Spanien med sol, lys, ufattelige smukke bjerge, sand, strand og palmer.

Jeg bor et wow sted, og jeg er taget på ferie til et wow sted. Men hvis wow er hverdag, så bliver wow måske ikke længere så wow?

En aften skulle vi på  night squid fishing i Vietnam, og det var arrangeret sådan, at man var på båden, når solen gik ned, så man fik wow solnedgangen ud over havet imens skuden stille vuggede ud på squid missionen. Jeg nævnte det for min søn som en del af denne her cool tur vi skulle på, hvorefter han undrende sagde til mig: “men mor, hvad er der egentlig specielt ved det. Vi ser jo en flot solnedgang hver aften”.

Det var ikke for at være fræk. Det var ikke for at være en forkælet lille møgunge. Det var bare en konstatering.

Det får mig til at tænke to ting. Vil det sige, at jo flere vilde, dejlige fantastiske oplevelser man propper ind i sine unger, jo mere almindeligt vil det være for dem, og derfor har de sværere ved at blive imponeret?

Og er det sådan, at hvis man bor et varmt smuk wow sted, så skal det man rejser ud efter, være noget helt andet, for at man kan blive wowet?

Jeg ville synes, det var overordentlig trist, hvis mine unger allerede nu ikke kunne blive wowet, når vi rejser ud i verdenen, men på den anden side føler jeg mig også meget taknemmelig over at have en hverdag i wowets tegn.

A great place in Vietnam to eat by the beach and enjoy life or....

A great place in Vietnam to eat by the beach and enjoy life or….

a great place in Spain just where we live to enjoy...

a great place in Spain just where we live to enjoy…

a beautifull beach in Vietnam..and..

a beautifull beach in Vietnam..and..

And a very nice beach where we live...

And a very nice beach where we live…

A lovely sunset in Vietnam.....and...

A lovely sunset in Vietnam…..and…

a beautiful sunset just outside my window.

a beautiful sunset just outside my window.

Thailand 2015 245

Jumping into a waterfall in the jungle in Thailand.

or our local waterfall in the mountains.

or jump in our local waterfall in the mountains.

foto (15)

my everyday view. You get the picture?

 

 

Ho Chi Minh city. Mad og slut med kakerlakker.

Jeg må konstatere, at jeg er en ‘city girl’, og jeg er fuldstændig væltet bagover af Ho chi Minh city. Det var ikke en del af planen at besøge denne sindsygt vilde by, men jeg er så taknemmelig over, at vi gjorde det. Lige nu sidder jeg på en altan på 6 etage med udsigt over byen og lytter til konstant summen af motorcykler, dytten og folk, der griner, en gut, der siger noget i retning af wau ka, som vist sælger muslinger og folk råber for at overdøve larmen.

Jeg troede, jeg havde set og forstået trafik på Phu Quoc, men det her er en hel anden liga – og det er crazy. Der bor 7,5 millioner i byen, og der må være mindst lige så mange motorcykler, der zig zagger ind mellem hinanden, og det er ikke muligt for en vesterlænding som mig at forsøge at hoppe ud på motorcykel i trafikken. Det gør det så forholdsvis svært at komme rundt med to accesories 5 og 7 år under armen, for her er hverken fortorv eller lyskryds, og når du forsøger at gå over en vej, er det seriøst grænseoverskridende. Ingen stopper for dig, og du danser dig igennem trafikken som en skrigende hystade, der er til koncert med et boyband. Byen er ikke voldsom børnevenlig, men vi fandt sjovt nok en legeplads, hvor nogle unge studerende fra universitetet interviewede mig, om hvad jeg synes om trafikken i Ho Chi Minh.

IMG_3299

Ho Chi Minh handler om mad. På hvert et gadehjørne er det små gadekøkkener med hver deres vietnamesiske specialiteter, som primært består af supper, forårsruller og gris. Fiskesauce er det helt store hit her, og det smager så utroligt meget bedre end, det jeg finder hos min lokale økopusher i Spanien.

Jeg er og bliver et madøre, og derfor inviterede jeg også hele familien i dag på cooking class i en baggård i et område nær Hotel Rex, som amerikanerne brugte som deres base under Vietnamkrigen. Vores kok og læremester hed Chen. Han var uddannet i Texas og lærte os fantastiske vietnamesiske retter. Det er besynderligt at være uddannet i Texas, som vietnamesisk kok, men det skyldes, at i Vietnam er der ikke noget, der hedder kokkeskole. De synes ikke, at det er en nødvendighedt, for som sagt er det ‘all about food’, og de lærer det fra barns ben, så hvorfor gå i skole?

Det var fantastisk at se mine unger gå så meget op i det. Der blev rullet forårsruller, deepfried, mixed med chili og hvidløg og selvfølgelig fiskesauce. Vi lavede vietnamesisk salat med ingredienser, som desværre ikke kan opstøves i den vestlige verden, men som absolut smagte himmelsk. Vi lavede deepfried noodles med blæksprutter og chili. Og mine unger – ja de spiste det hele, selv den yngste der kan være forholdsvis forbeholden over for mad med chili. Jeg glæder mig til at byde venner velkommen til vores nye kulinariske kokkekunstner.

cookin class in Ho Chi Minh.

cooking class in Ho Chi Minh.

IMG_3381 IMG_3359 IMG_3365 IMG_3371 IMG_3377 IMG_3399 IMG_3393

Nå, men backpackerlivet er forresten blev pakket nederst i backpacken sammen med sure underbukser og beskidt tøj. Rygsækrejsen er skiftet ud med et gevaldigt luksushotel eller snarere luksus lejligehed. Det er slut med kakerlakker under sengen, madrasser uden fjedre og brusere uden vand i. Nu hedder det Saigon Domaine Luxury Residence og ligger på en ø midt i Ho chi minh lige ned til Mekongfloden, hvor vi hver morgen får en overdådig morgenmad og en 5-6 vietnamesere vimser rundt og servicerer os. Det er en luksus at kunne trække sig tilbage fra bylivet, fiske i Mekongfloden, bade i poolen og drikke hvidvin. Men jeg har også gjort en sjov observation. Folk på luksus hoteller holder sig for sig selv, og man taler ikke sammen. Hvorfor? Jeg ved det ikke. Hvert et backpacker sted, vi er kommet til, har vi mødt søde sjove mennesker, der er villige til at dele deres liv og deres historie. Vi har grinet og blevet klogere på en masse forskellige mennesker. Her har jeg ikke konverseret med et eneste menneske. Så selvom det er fedt med nogle dage i en ordentlig seng, 4 badeværelser og shampoo på værelserne, så går man altså glip af gevaldigt meget, hvis man aldrig bevæger sig ud i det virkelige liv. Der, hvor der er mennesker og gode historier.

Breakfast at the Mekong river.

Breakfast at the Mekong river.

Der er masser af sightseeing i Ho chi minh, og vi har selvfølgeligt besøgt nogle af dem, bla krigsmuseet, som var en speciel oplevelse og en vild beretning om vietnamkrigen. Jeg ved forbavsende lidt om den, fordi jeg kom til at fjolle mine historietimer væk og sad mere udenfor klassen end i den.  Det kommunistiske Vietnam fortæller en lidt anden historie, end den jeg kender fra amerikanske film. I Vietnamesisk historie var det amerikanerne, der var i krig med Vietnam. De var her ikke for at hjælpe Sydvietnam med at få demokrati istedet for kommunisme. Når du går ind på muset er der et skilt der siger ” the real truth about the war”. Det er sjovt at dem der vinder en krig, altid har patent på sandheden, når der nu engang i krig ikke er nogen sandhed.

The real truh about the war.

The real truth about the war.

IMG_3279

Men vi har også bevæget os væk fra den traditionelle turistrute, spændt kondiskoene på og spadseret ud mellem rismarker og sumpområder ikke langt fra, hvor vi bor. Vi kom forbi en reklame med en reje på og en skrift på Vietnamesisk, som min mand grinende sagde, hvad mon det er de reklamere for. To skridt længere fremme så vi det. Et indedørs lokalt fiske bassin, hvor folk sad og fiskede rejser, imens de drak den traditionelle iste. Vi gik ind og blev overfaldt af en flok unge vietnamesere, der fik os sat ned med en fiskestang, klar til rejefiskeri. 5 kæmpe rejer senere og en masse roden rundt i mine ungers uglede dreadlocks, forlod vi stedet grinende og med en dejlig lokal oplevelse. Man skal bare spænde skoene og bevæge sig ud, så kommer oplevelserne.

fishing locally

fishing locally

 

Vietnams Lalandia

At komme fra Laos til Vietnam (de deler 1.500 kilometer grænse eller noget i den retning) er en helt igennem umulig opgave, og man får hurtigt følelsen af, at når man først er kommet ind i Laos, kommer man ikke ud igen. Landet vil simpelthen ikke give slip på hverken dig eller dine penge.

Vi er kun afsted i små 4 uger og gider ikke bruge for lang tid på transport. Alligevel var det lige meget, hvilken vej vi ville ud af Laos, så kunne det ikke lade sig uden 14 timer i bumlebus på træsæder. Er man en 18 år gammel student med en fast rumpet og en god bog under armen, er 14 timer i bus på grusveje måske ikke det værste i verden. Alle forældre til småbørn ved dog, at 14 timer i en ramponeret bumlebus gennem bjergterræn og med ødelagt aircondition er en forholdsvis dårlig idé – for både børn og voksne.

Så efter ubeskrivelig meget søgen lykkedes det os at finde flybilletter ud af landet med Laos eneste flyselskab ‘Laos airlines’. Jeg er ikke voldsom flystærk, men jeg flyver alligevel, fordi jeg ikke vil gå glip af verdenens tag-selv-buffet af oplevelser. Men altså, at flyve fra en lille pis-landsby i Laos, Pakse (som jeg aldrig har hørt om før) til Ho Chi minh (som jeg trods alt har hørt om før) i et lille propelfly med stort set kun os som eneste passagerer, kræver altså sin mand/kvinde eller en særdeles stærk valium. Jeg satsede på det første (den stærke kvinde), men ‘Christ’! hvor var jeg bange. Sætninger som ‘fly er altså den sikreste måde at komme rundt på’ eller ‘det er helt normalt, at flyet føles som om, det er ved at falde fra hinanden, når det letter’, kan du stikke skråt op, hvor solen ikke skinner. Disse sætninger og velmenende ord fjerner ikke flyskræk lige så godt som valium. Så jeg pakker rigeligt af dem næste gang, jeg skal på ferie… Dem og så lidt flere øre-rensere, som man aldrig kan have nok med af.

Lufthavnen – det vil sige to skranker, en bænk og et par forvildede køer og høns på en knoldemark – emmede heller ikke ligefrem af topprofessionel lufthavn med dertilhørende topprofessionelt personale. Efter en uge i Laos med deres evigt slæbende fødder og lade holdning til arbejde havde jeg heller ikke den store tiltro til, at der var nogen i landet, der rent faktisk kunne finde ud af at flyve et fly. Man kunne komme i tvivl om, hvorvidt de overhovedet vidste, at der skulle benzin på sådan en flyvende ting. Men afsted kom vi, og jeg brugte mine bedste vejrtrækningsøvelser til at holde panikken stangen, og efter halvanden time fik piloten mig sikkert ned på jorden i Ho Chi Minh. Han hed iøvrigt Robert og var fra Sverige.

At lande i Ho Chi Minh-lufthavn var som at komme til en helt ny verden. Folk var mega lækkert klædt på, og alt var bare super tjekket. Velkommen til storbyen og Vietnam.

Vi trængte dog til at se havet efter to uger indlands, så vi hoppede direkte videre med endnu et fly(mere seje mig) til Vietnams største ø Pho quoc (udtales fuu kwak), som ligger tæt på den cambodianske grænse.

Pho Quoc er Vietnams Ibzia, og efter nogle dages bekendtskab er denne ø voksede gevaldigt på mig. Men det er også en skizofren ø, og det kan umiddelbart godt lyde negativt, men det er det ikke. Det skizofrene ligger i, at her er noget for enhver smag. Øen er endnu ikke modnet, og den har ikke helt bestemt sig for, hvem den vil tiltrække, og derfor skyder den i alle retninger:

Her er lange hvide øde sandstrande med palmer, der dovent svejer i vinden, og absolut ingen mennesker i miles omkreds (nøøj,hvor jeg spiller på klicheernes store violin her). Der er lange øde røde  grusveje, som bugter sig gennem små livlige fiskelandsbyer, der producerer deres lokale fiskesauce (lidt mere af den slags kliché-violinsspilleri). Der er store flotte pebermarker, som driller din næse, når du suser gennem dem på din motorcykel og den livlige hovedby Duong Dong, som byder på night-market, templer, og små sjove butikker med tingeltangel og dingenoter. At køre igennem hovedbyen på motorcykel er med livet som indsats. Jeg har fundet ud af, at det bedre kan betale sig at holde fingeren på hornet end på bremsen, og det kræver lige en halv dag med hjertet oppe i halsen, at lærer de vietnamesiske trafikregler at kende. De er sådan set simple: Dyt ad helvedes til og af alle og enhver. Styr uden om modkørende trafik, på trods af at de er i din vejbane. Hold øje med sidevejene, for de har ikke vigepligt, og de kaster sig ud foran dig i et rasende tempo, og du skal bare dytte for at sige ‘hej her er jeg’, hvis altså du ikke for længst har ramt den. Sidste regel er, at hvis skal du dreje i et stort kryds, så dyt og kør frem og kig truende på de modkørende (som jeg tænker har fortrinsret) og bare kør, mens du holder hornet i bund. Så følger du trafikken. ‘Oh my’, det er grænseoverskridende.

Vietnameserne er også i gang med at køre Phu Quoc i stilling til et kæmpe turistboom, som de forventer er lige om hjørnet. Der bliver bygget overalt, og kæmpe resorts skyder op alle vegne. På øens nordlige del har de bygget et gigantisk resort med dertil hørende golfbane, og ved siden af har de lagt et ‘Disney World’-lignende vandland så stort, som jeg aldrig har set før. Et vietnamesisk Lalandia, om du vil. Alle, der tidligere har fulgt min blog, ved, at jeg hellere vil have en kaktus stukket gennem urinrøret end at indtage et vandland.

Men venner… Det her vandland, det måtte jeg se! Mine unger var i himmelen, og det var en helt igennem syret oplevelse at være i en hel Disney-by fyldt med vandrutchebaner, der loopede, et tivoli, et kæmpe akvarium og en spillehal, imens sange fra Frozen og ‘Woop an gangnan style’ (eller hvad det nu hedder) brølede ud af højtalerne. Det vildeste var dog uden tvivl, at vi havde det helt for os selv. Vi var velomkring 30 mennesker alt i alt i en forlystelsespark med vandland på størrelse med Tivoli. Det var godt nok spøjst. Der var 2 personale per gæst.

Og ja ja, måske havde de ikke Spagetti-land som i Lalandia, men de havde Yummi-land, og man spiste helt igennem fantastisk vietnamesisk mad. Faktisk det bedste jeg har fået indtil nu, og det havde jeg så ikke lige forestillet mig jeg skulle have i Yummi-land.

 

Vietnam 284

Vietnam 314 Yes I ate Yummi land.

Vietnam 321

Fantastic noodle soup in yummi land.

Waterpark Vietnam aka Lalandia.

Waterpark Vietnam aka Lalandia.

If we go.We go all in. Dancing in the game land. Jesus christ

If we go.We go all in. Dancing in the game land. Jesus christ

Vietnam 270

White sand beaches without anyone else. Phu qooc.

DSC_0018

Dong Dong city.

DSC_0029

You gotta love sea food.

Vietnam 184

Women working in a small fishing village in the north of pho Quoc.

Vietnam 171

More sea food at the nightmarket in Dong Dong.

Vietnam 015

Around Pho quoc on a motorbike.

Vietnam 206

Looking at fish in a small village

Vietnam 007

My morning view at the moment.

Vietnam 257

Vietnam 226

4000 islands I Mekong

Fra Tad Lo på det laotiske Bolaven-plateau kørte vi ud til et vandfald, der havde så lidt vand i sig, at det næsten skulle skamme sig. Naturens svar på efterfødsels-sjatpisseri gjorde det lysende klart, at det bestemt ikke var den frodigste periode, vi havde valgt at besøge Laos i. Vandfaldet ville ikke kunne fugte en æggebakke med karse, om man så ventede hele dagen. Turen derud var til gengæld flot, og en flok unger fulgte os på vejen og ville behjælpeligt passe på vores motorcykler, mens vi vandrede hen til foden af ‘vandfaldet’. Den ene knægt var end da så sød at passe på os hele vejen derhen og lokke min søn med ud på en svømmetur i det mudrede vand. Betalte vi dem? Ja klart. Man bør vel støtte børnemafiaen, der får dagene til at gå med at platte turister, mens deres kammerater er i skole??

Ved vandfaldet mødte vi et andet par. De var (også) smukke og unge, og så var de minsandten fra Odense. Det var ikke lige ved ‘sjatpisser-vandfaldet’ i ‘børnemafia-land’, at vi havde regnet med at støde på danskere, og vi har heller ikke mødt nogle siden. Vi blev helt euforiske, fordi de jo var danske og derfor sjældne for os udenlandsfolk. Min mand hægtede sig straks på dem, og pludselig var vi ikke 4, men 6 der hang ud sammen. Et aftensmåltid, 3 kopper økologisk Bolavan-kaffe, 12 store Beer Lao og 74 gode historier senere havde vi besluttet os for at tage til 4000 Islands lidt længere nede af Mekongfloden sammen med Christian og Sidse fra Skibuskvarteret/Skibberhuskvarteret/Skibssjuskvarteret eller noget i den retning.

4000 Islands (ja ja, nogle af dem var ikke mere end et mulvarpeskud med en knold græs på) var mega tranquillo. Der var smukke vandfald, der ikke løber tør for vand, før Mekongfloden gør det, og at bo lige ned til en af verdens største floder i bambushytter, der læner sig faretruende ud over det rivende vand på vakelvorne pæle, gjorde mig næsten lykkelig. Hvis de lokale fiskere så bare ville lade være med at ræse op og ned af floden klokken 5 om morgenen i motoriserede robåde, der er mere tunede end knallerter fra Slagelse, og kvæle hanen, som mener at alt efter klokken 5:15 er syvsoveri, kunne 4000 Islands være paradis på Jorden.

At rejse i Laos, er dog også en prøve i tålmodighed. Hvis du er til halvdårlig betjening, unge damer, der slæber fødderne efter sig, og lange ventetider på aftensmaden, er Laos tilgengæld lige noget for dig. Du bør dog medbringe en kraftig stok til at banke servitricerne oven i hovederne med, hvis du vil bestille noget. Laoterne rejser sig nemlig ikke nødvendigvis, blot fordi der kommer turister ind i restauranten. Her kan det klart anbefales, at parkere høfligheden i bambushytten og i meget faste vendinger forklare, hvad du vil have, når de unge damer er færdige med deres utvivlsomt interessante konversation, der afholder dem fra at lette sig fra deres flade ender og udføre deres arbejde.

Når du endelig har fanget tjenernes opmærksomhed, slutter dine pinsler dog ikke. De lokale på cafeerne i TURISTOMRÅDERNE ved nemlig sjældent, hvad  “water” eller en “fruit plate” er. En coca cola kan også snildt forveksles med en kokosnød. Jeg elsker at rejse, og jeg elsker at dyrke den kultur, jeg er i – med alt hvad det indebærer. Men til sidst fik jeg sgu lidt spat af at høre på slæbende fødder og vente i timer på mad. Og når man nu laver en lokal kaffe, der er kendt i store dele af verden, så lad dog for helvede være med at hælde et eller andet diabolsk og sødet mælkesurrogat-pulver i, når jeg beder om ‘fresh milk’….

Nå, men nok om Laos og tilbage til Sidse og Christian. Disse dejlige mennesker backpacker rundt i Asien i 9 måneder, og da vi møder dem, har de sovet på betonsenge i Nepal, er blevet gramset på af 1,4 milliarder indere, har røget sig vind og skæve i Ving Vang (eller noget i den stil) og har fået taget dykkercertifikat hos instruktøren fra helvede på Koh Tao. De havde kun været undervejs i tre måneder.

Hvorfor et ungt smukt par på 25 år gad at rejse med en børnefamilie (her taler jeg om os) er ikke lige til at forstå, og jeg spurgte dem mange gange. De var søde og sagde, at de trængte til nogle meningsfulde samtaler, som ikke handlede om ‘hvor kommer du fra, og hvor er du på vej hen’, hvilket er den notoriske backpacker-icebreaker, som alle på Asiens banana-pancake-trail brækker sig over på et eller andet tidspunkt.

Hvorfor en børnefamilie gider at rejse med et ungt par på 25 år, er indlysende. De (her taler jeg igen om os) vil gerne føle sig unge og frie og backpacker-agtige. Og så skal det siges, at Sidse Og Christian var søde, sjove og cool at være sammen med (det er de sikkert stadig, selvom de nu tosser rundt et eller andet sted i Cambodia, mens jeg skriver dette indlæg fra en skizofren ø i Vietnam).

Så bortset fra: At de skulle i gang med at studere, og vi afsluttede vores studier for omkring 100 år siden. At de spurgte, om jeg fremkaldte billeder fra en rulle, da jeg rejste i 9 måneder i østen i det forrige århundrede (1996). Og at de havde svært ved at begribe, hvordan jeg kommunikerede med min familie, da jeg var væk fra Danmark i præ-Facebook-tiden, så var vi faktisk ikke så forskellige.

Og ja jeg sendte postkort og ringede hjem hver 14 dag. Og ja alle min film blev fremkaldt fra en rulle. Jeg kan dårligt selv huske, det var sådan.

Denne gang er billederne dog taget digitalt, og der er nogle stykker fra 4000 Islands herunder.

Bucketlist: Fishing in the Mekong River... Tjek!

Bucketlist: Fishing in the Mekong River… Tjek!

 

Mekong river by night

Mekong river by night. A bit blurry, but that is what Beer Lao does to the view.

Vietnam 116

Waterfall with water…

Mekong 355

A bridge with a view.

Vietnam 028

Another bridge with another view. Laos engineering at its best.

Vietnam 020

Racing in the rice fields. Notice the lack of rice.

 

Mekong River

Mekong River

Mekong 358 IMG_2906

IMG_2928

 

Syd Laos, fattigdom og Florence Nightengale

hanging out at the Palmemai Guesthouse

hanging out at the Palemei Guesthouse

Laos er ekstremt meget mere anderledes, end jeg havde regnet med. Allerede fra vi gik over den støvede grænse fra Thailand og ind i Laos, kunne jeg mærke en anderledes ‘vibe’. En anden energi. Det er hverken godt eller skidt. Det er bare anderledes. På den thailandske grænse var der masser af liv, mennesker og små butikker. På den anden side af grænsen i Laos virvlede støvet rundt på en forladt grusvej, og luften var tung. Bilerne var i dårlig forfatning, og der var ikke mange smil at spore hos den laotiske befolkning.

Vi ankom alt for sent til grænsen og måtte betale overgebyr for ‘Visa on arrival’, som endte med at blive 1200 danske kroner. Og det er en sjat i Laos-land, hvor en ret med kylling koster 10 kroner og en overnatning 40 kroner. Vi var også kommet alt for sent, hvis vi var dukket op ved grænsen efter klokken 15, og der var ikke ligefrem skiltet med denne ekstraudgift. Hvis vi gerne ville ind i Laos, skulle vi bare smile til grænsepolitiet og betale ved kasse 5. Min mand havde allerede sagt til mig, ”Mille du tier stille, jeg klarer den”, og det gjorde jeg så. Vi troede faktisk, at vores guide ville køre os helt til byen Pakse i Laos, men de satte os af ved grænsen, og så måtte vi finde et alternativ. På det her tidspunkt havde vi allerede kørt i bil i 8 timer.

Alternativet blev, at vi betalte ‘kassen’ til en gut, som ville køre os i hans minivan til Pakse. Vi har senere fundet ud af, at blive transporteret rundt i Laos med to unger hverken er nemt eller billigt. Fra Pakse kørte vi videre op på Bolaven-platauet ca. 3 timer fra grænsen for at ‘chille’ nogle dage ved et vandfald og leve i den lokale landsby Tad lo. Vi kørte derop med en ældre smilende dame Miss Sin, og vi var kun lige kommet ud af Pakse og på vej af byens eneste hovedvej, før vi blev vinkede ind af politiet. Politiet var ikke glade for at se os, og de bad Miss Sin om at stige ud af bilen og komme med over til en anden betjent, der sad i skyggen af en parasol på en rød affarvet plastikstol. Der blev konverseret stille på laotisk, og vi kunne se fra bilen, at hun storsmilede forsøgte at charmere dem. Så gav hun dem sit kørekort eller en arbejdstilladelse, smed diskret nogle penge ned i en motorcykelkurv, og måtte derefter hive sit kort ud af hånden på politimanden for at få det retur. Hun blev et par sekunder efter, og det så vitterligt ud som om, hun prøvede at opretholde en god stemning.

Tilbage i bilen rystede hun på hovedet og sagde stille, at de ville have 50 kr. Hun fortalte også, at hun havde forfalsket sit kort i tilfælde af, at de beholdt det. Klog gammel dame hende Miss Sin. Korruptionen lever i bedste stil i Laos. Velkommen til.

Folket i Laos er søde, men slet ikke så smilende og åbne som Thaier. Der er en ekstrem fattigdom i landsbyerne, og beskidte børn løber rundt alene i flokke midt på dagen, hvor deres mere velhavende kamerater går i skole. Børn helt ned til 2 år går alene i gaden og 5 årige kører motorcykel med deres småsøskende.  Halvdelen af børnene i syd går ikke i skole. Det er ikke fordi, det er dyrt. Det koster kun nogle dollars om året, men befolkningen tænker ikke over at det er vigtigt. De kan simpelthen ikke se meningen med det. De virker ekstremt understimulerede og ikke en eneste taler engelsk. Hverken børn eller voksne.

Der var dog én engelsktalende laot – Po. Ham boede vi hos i Tad Lo i hans homestay Palemei. Palemei var hans første adopteret datter, som i dag er 16 år.  Nu har han adopteret 16 børn, og har selv fået tre af slagsen. Han var en fantastisk mand på bare 40 år. Forestil dig lige at have 19 børn, du skal forsørge. Po var selv gadebarn, og det var lykkedes ham at arbejde sig ud af det. Han havde lært engelsk på et eller andet hotel, og havde startet sit eget lille sted for 5 år siden. Han betaler for, at alle hans børn (alle 19) kan få en uddannelse, og han vil også prøve at få dem igennem universitetet. Der skal tjenes nogle penge og med kun 4 bungalows til 80 kroner pr overnatning og et korrupt system må det ikke være nemt. Men sikke et menneske. Den mandlige udgave af Florence Nigthengale.

 

Laos 016

Palemai Guesthouse

Palemai Guesthouse

People living around the tempel in Tad Lo.

People living around the tempel in Tad Lo.

Laos 009 IMG_0374

Going around at the Bolaven Plateau on motorbikes.

Going around at the Bolaven Plateau on motorbikes.

Det der med Gud

Vi har stort set været uden net i en uge. Har boet i Tad Lo i Laos på landet, hvor strømmen gik stort set hver dag. Men nu er vi på 4000 islands i syd, og her er wifi. Det her indlæg er skrevet for en uge siden. Thailand 2015 209 Thailand 2015 180

Khao yai National Park

Khao yai National Park

Thailand 2015 318

Gud betyder stort set ikke noget i min verden. Som dansker er det meget sjældent man støder på begrebet Gud, eller på nogle, der er meget religiøse. Jeg er ikke medlem af folkekirken. Jeg er ikke gift i en kirke, og mine børn er ikke døbt.

Jeg tror ikke selv på en Gud, som har skabt jorden og mennesket. Jeg tror på, vi stammer fra aberne og at universet blev dannet med the big bang. Men når man rejser ud i verdenen finder man pludselig ud af hvor meget Gud betyder for rigtig mange mennesker. Det er i omegnen af 85 procent procent af jordens befolkning, der tror på en Gud. Det vil sige, at jeg tror på at 85 procent at jordens befolkning ligger under for en eller anden form for en masse illusion, fordi de tror på en Gud. Det er en sjov tanke, for er det mon så ikke i virkeligheden mig, der er lider af en vrangforestilling?  Er det ikke de 15 procent af jordens befolkning, der tager fejl, når nu så mange er overbevist om at han/hun/det findes?

I Thailand havde vi en guide, som var super cool. Han var 42 år, hed Kip og havde ligget i koma i 3 måneder fra et fald. Han jokede med ungerne, talte et thai engelsk, han havde lært sig selv, og som man virkelig skulle spidse øre, for at kunne forstå. Han guidede os gennem junglen, hvor vi så vilde elefanter, vilde aber, en krokodille og kæmpe Hornfugle. Min søn var helt oppe og ringe, og hver gang han blev imponeret over at se et vildt dyr sagde han, ”ohh my God”. Hvorefter Kip storgrinende rettede ham til ”ohh my Buddha”.

Når vi kørte i pickuppen på de bumlede veje forbi et tempel, samlede hans medguide hænderne foran brystet og bad til Buddha. Hver en bil i Nord Thailand med respekt for sig selv har Buddha figurer hængene i foruden, og små offer gaver. På et tidspunkt på vores 10 timers tur igennem Isan distriktet i Thailand, sad jeg med bare fødder i bilen, som jeg hvilede i midten af de to forsæder, og vores chaffør bad mig pænt om at tage dem ned. For fødderne er disrespekt for deres Buddha. Jeg vidste det godt, men jeg var træt og tænkte ikke lige over det.

I thailand på vores trekking tur gennem junglen, mødte jeg en 28 årige pige fra Florida. Hun talte nasalt og lignede enhver amerikansk sød high school pige. Hun var missionær. Seriøst udsendt af kirken, til at lave velgørenhedsarbejde med gadebørn og missionere kristne værdier. Når hun fortalte om Gud, som vi diskuterede lyste hendes øjne op, som om hun talte om en mand, hun var hamrende forelsket i. Hun talte om at Gud var kærlighed, og trick spurgte mig, om jeg ikke troede på kærlighed? Hun troede på at Gud havde skabt verdenen, og at vi ikke stammer fra aberne. Hun sagde hun havde valgt at følge Jesus som en disiple, jeg undlod at fortælle hende, at han var død. Hendes forældre var her for at besøge hende, og de var sjovt nok ikke selv troende. Som i overhovedet. Faren sagde direkte ” I don´t belive in any of this shit”.  Han troede så heller ikke på begrebet global opvarmning, men det er en anden diskussion.

Det var en vild oplevelse for mig, fordi jeg aldrig har mødt så troende et mennesker før. Jo måske en enkel gang tilbage i min studie tid på Haslev seminarium, men ellers ikke. Nu er hun muligvis ikke representativ for de 85 procent af jordens befolkning, der tror på en Gud. Den måde hun talte om Gud på, var en lang remse, og alle argumenter om andet en en mægtig Gud, prellede af på hende. Jeg kunne se på hende, at hun sad og tænkte ” ha ha du ryger direkte lukt i helvede”.  Måske har hun ret? Det er en sjov tanke at tænke på at det er mig der tager fejl. Måske ender jeg direkte lukt i Helvede, når jeg død. Måske gør jeg ikke. Men hvis Gud er så stor og kærlig. Tilgiver han mig nok. En ting sagde hun dog, som jeg faktisk syntes lød fornuftigt og det var, at alle de dårlige ting, der sker i verdenen, er fordi folk mangler kærlighed.

Og det må jeg give hende ret i. For mig har det bare ikke noget med Gud at gøre.

At sætte munden til et udstødningsrør

Her bor vi. Off Off Koh San Road

Her bor vi. Off Off Koh San Road

Vi er ankommet til Bangkok, og det er præcis 10 år siden, jeg var her sidst. Det var med min kæreste – og øjensynligt kommende mand – og vi var helt nyforelskede på den der vi-synes-det-er-fedt-at-kramme-hele-natten-selvom-det-er-35-grader-varmet-og-vi-har-fundet-et-værelse-uden-aircon-agtige måde.

Tingene er dog en hel del anderledes denne gang. Normalt, når man lander i Thailand og går ud af lufthavnen, bliver man ramt i hovedet af en fugtig varme, der er lige ved at vælte en omkuld. Vi kalder det for ‘hammeren’. Men sådan var det  ikke denne gang. Her er da varmt, men jeg synes, det er rart med 33 grader og overskyet. Jeg tror jeg er gået på spansk varmezone. Jeg overvejede seriøst, om jeg skulle løbe en tur  langs floden i går, da vi endelig var nået frem til hotellet efter 23 timer undervejs.

Bangkok nu med børn

Bangkok nu med børn

Turen herud blev ombooket i sidste øjeblik pga. strejke, og istedet for Lufthansantisk diletanteri, fløj vi med Thai Airways, som godt nok havde spredt hele familien ud over flyet. Lidt ambitiøst at lade en 5 årige sidde alene på en 12-timers flyvetur. Men vi fik byttet os rundt, så et barn og en voksen i det mindste sad sammen.

Nu ved jeg godt, jeg skrev “hotel” tidligere i dette indlæg. Det er måske en overdrivelse at kalde et backpacker-sted off off Koh San Road med tre madrasser på gulvet for et “hotel” (min mand mener, vi er havnet på Royal Garden Ocean Club Resort & Spa, men det er vi ikke). Men her er fint,  her er billigt, og de er søde. Det er foresten også stadig sjovest at køre backpacker-stilen som backpacker end som, ” jeg er snart 40 år”-stilen og må have en luksushytte, hvor man kan lade de ‘indfødte’ slæbe ens backpack, 2 ekstra kufferter og ekstra large make-up-taske ind på værelset for 20 baht.

Jeg sov godt i 3 timer i nat, så vågnede jeg, fordi der var alverdens larm, fra hunde, døre der knirkede, og motorcykler der rasede gennem Bangkoks gader. Min søn vågnede også, så vi gik i baren og drak øl til kl. 5 i morges, og talte om universets begyndelse, søvnvinduer, som vi skulle fange, og hvorfor jeg havde giftede mig med far.

Bangkok er endnu engang overvældende i sin støj, virvar, tuk tuks, madorgier, markeder og smog. Så selvom vi godt ved, at Tuk Tuks er for turisterne, og at ingen thai’er nogenside bruger dem mere, så hoppede vi alligevel og velvilligt i turistfælden for ungernes skyld. Tuk Tuken er vores Lanadia (se tidligere indlæg). Vi skulle til weekend market, som er enhver shoppers paradis.Gade op og gade ned med alverdens skrammel. Min datter hvinede hele vejen derud: ‘Det er fantastisk mor. Det er fantastisk’, imens hun charmerede tuk tuk-manden. Det var alle overpris-pengene værd at se hende blive så glad, også selvom det føles som at sætte munden til et udstødningsrør at drøne gennem Bangkoks gader i en åben trehjulet sportsvogn.

Venter på pandekager til frokost.

Venter på pandekager til frokost.

DSC_0022 DSC_0015 DSC_0037 DSC_0042 DSC_0043

 

Gadekampe eller palmer?

Der er ikke noget som lidt panik før afgang. Det giver èn lidt ekstra stress at arbejde på, når man skal på ferie. Og det skal vi i morgen. Måske.

I sidste uge sagde jeg til min mand, nogen gange er jeg bange for at være lykkelig. Han var helt med på, hvad jeg mente. Hvornår går det galt? Sindsyg åndsvag tankegang egentlig. Hvorfor skulle karma ikke vare ved? Hvorfor må tingene ikke bare være gode?

Men i dag kom udfordringen så, og karma er forsvundet som dug fra solen. Vi skal flyve i morgen til Frankfurt, og videre til Bangkok på 4 ugers backpacking. Backpacken er pakket. Vi glæder os. Rigtig meget.

Men hov hvordan ser der ud i Frankfurt lige nu? Gadekampe. Nogen er utilfredse med noget. Det her er selvfølgelig ikke i lufthavnen. Det er på gaden.

Gadekampe i Frankfurt. Politiken.

Gadekampe i Frankfurt. Politiken.

Men vi kan ende med at strande i Frankfurt, fordi vi har valgt at flyve med Lufthansa. Og på hele året, er det præcis de to dage, vi skal rejse, hvorpå de strejker. Bad Karma. Vores fly er aflyst.

Det var ikke lige sådan, jeg havde forestillet mig min ferie skulle starte. Med gadekampe. Det var mere noget med palmer, drinks og varme.

Sådan her.

Her så man mig.

Her så man mig.

Nå men min mand er nr 1000 i køen til Lufthansa, og jeg er sikker på at universet løser det for os. For selvom der er bad karma i dag, tror jeg på det. Vi skal nok komme til Bangkok. En dag. Snart. Uden for mange overnatninger i Frankfurt.

 

Hvor rejser du hen?

Engang kom jeg til at grine højt og rynke på næsen af en kollega, der skulle til Lalandia med sine unger. Jeg tror også, jeg fik sagt noget i retning af: ‘Så vil jeg hellere have en kaktus i urinrøret, mens jeg springer baglæns ud fra Rundetårn’.

Han grinede bare tilbage og sagde, ‘ja ja Mille, bare vent til du får børn. Så ser du helt anderledes på det’.

Min ven fik ret. Altså ikke i, at jeg nogensinde ville sætte mine ben i Lalandia. Jeg foretrækker stadig kaktussen. Men han fik ret i, at jeg ville se anderledes på det, når jeg fik børn, for det gør jeg. Jeg rynker absolut ikke længere på næsen af nogen, som i mine øjne gør så meget for deres børns skyld. For det synes jeg, de gør, når de hiver checkhæftet frem og skriver én af slagsen med mange nuller på for at tilbringe en uge – eller Gud forbyde det 2 uger af de bedste danske ferieuger – i en overophedet osteklokke på Lolland-Falster eller på den jyske hede. Det er flot ofret. Jeg kan bare ikke. Det tiltaler mig på ingen måde, at holde min ferie i en iltfattig glasboble. End ikke for børnenes skyld. Jeg forstår godt præmissen i, at ungerne hører ordet ‘badeland’, og så er de helt oppe og ringe og synes, at 6 forskellige vandrutsjebaner i forskellige pangfarver og pomfritter ad libitum lyder som det fedeste i hele verden. ‘Spaghettiland’?.Men mon ikke alternativet kan være lige så fed en oplevelse for dem?

Hvorfor skulle ungerne ikke synes, at det er mindst lige så sjovt at klatre på Møns klint, bestige bjerge i troperne, se delfiner i Middelhavet, backpacke gennem Indien eller i det hele taget smage på andre kulturer, end dem Lalandia kan tilbyde. Jeg har ikke været der, men jeg forestiller mig noget i retning af en ‘spaghetti-med-kødsovs-kultur’ eller en ‘fadøl-i-papkrus-til-forkost-da-glas-kan-gå-i-stykker-i-badelandet’-agtig kultur. Måske er det bare mine fordomme?

I min optik handler det om, at opdrage sine børn til at synes, at det at ligge og glo ned i en bæk eller bestige et bjerg, snorkle på koralrevet eller i det hele taget smage, lugte, se og opleve verden, er det fedeste, de overhovedet kan forestille sig.

Så når folk siger: `jamen det er for børnenes skyld. De vil jo helst bare til Lalandia`, så tror jeg på, at ungernes ønsker er bestemt af den måde, vi opdrager dem. Hvis vi fortæller vores børn, at ferie handler om at trække badebukserne op i røven, så vi glider hurtigere ned af Tornadoen, er det det, de vil have. De opdager ikke, at der findes en helt anden verden derude, hvor maden ikke er sølet ind i ketchup, og hvor der rent faktisk er noget levende i vandet.

Jeg har ingen aberdabei ved at folk vælger Lalandia, fordi det måske er nemmere, hvis man er enlig mor og ikke orker at backpacke gennem Indien med bullermave og skrigende børn. Jeg forstår godt, at det kræver noget at vælge en rejse, der ikke umiddelbart er på ungernes præmisser.

Jeg hørte mig selv sige forleden dag til min kæreste, ‘det bliver en hård tur for ungerne’, fordi vi planlægger trekkingture gennem Laos og fandt en hytte i junglen og ingen pool til ungerne i mange uger. Så jeg er helt med på, at det også ligger dybt i mig. Er det så overhovedet sjovt for ungerne? Men det er det. For jeg har prøvet det mange gange med dem før. Vi gør ikke noget, hvor vi ikke synes, de kan klare det, men det er klart vi skubber dem og lærer dem, at verden er andet end klorvand, badeland og spagettiland, når der skal holdes ferie.

Min datter på 5 sagde himmel henrykt og med hvinende stemme, da vi i weekenden startede på at pakke vores backpack til vores 4 ugers backpacking tur gennem Laos og Vietnam ‘ihhhhh mor det bliver så spændende’.

Ja det gør det. Også selvom der ikke er nogen pool, og de skal bruge deres små puselanker til at gå og bestige bjerge. Så er der ingen anden måde jeg hellere vil rejse med dem på, og nu skal jeg kun sover to nætter til, før det bliver en realitet.

Hvad vælger du?  laos eller Lalandia?

Hvad vælger du? laos eller Lalandia?

imgres images Laos_-_4000_iles_-_Don_Det_-_Bungalow-1 imgres-1 img140

Michelin på en torsdag

Hvor heldig har man lov at være, når man er sådan et madøre som mig, at blive inviteret på Michelin restaurant på en røvkedelig torsdag. Tilmed blive inviteret af gode dejlige venner. Det blev lidt pinligt til sidst at sidde og tage billeder af maden, som en anden teenager på instagram, men jeg fik nogle snapshot. Min absolut favorit var østers med noget halløj, dertil noget fisk med noget halløj, noget reje med noget halløj, muslinger i Appelsin og noget halløj, kød i noget halløj, og noget suppe halløj. Hele temaet var vist østen tema. Dertil overdrevet lækker champagne og vino blanco. Og hvilken fornøjelse at være ude med vinkendere ( ja de er vinkypere og har deres egen vin), og bare sidde og følge med i hele videnskaben, og ikke kun bede om husets vin, fordi det er hvad ens vin formåen rækker til.

Og hele årsagen til denne skønne invitation, var bare fordi vi ikke har set hinanden nok på det seneste. Stik den.

Og restauranten er næsten vores nabo Le Bon Amb. Små pis flækker i Spanien kan også noget med mad. Jeg kan klart anbefale det, hvis du er på mine kanter. Det er i forhold til danske priser, meget overkommenligt. Jeg vil næste sige billigt, men nu var det heller ikke mig der betalte.

foto 3 foto 4 foto 5 foto 1 foto 2 foto 1 foto 2 foto 4 foto 5Jeg er ikke vant til at drikke vin midt på dagen. Hvilke resulterede I, at ungernes aftensmad så sådan her ud.

I det mindste ser det lidt japansk ud.

I det mindste ser det lidt japansk ud.